Min mand har fremskreden kræft

Kære Orla Lindskov.
Jeg skriver til dig, fordi jeg er kommet i en vanskelig situation, som forstyrrer mig meget, både psykisk såvel som kropsligt.
Jeg plejer at være meget stabil med en velfungerende psyke. Også legemligt må jeg siges at være sund og rask.
Men nu står jeg så og skal forholde mig til en helt ny situation. Min mand har fået konstateret en ret fremskreden kræft. Det er kommet som et chok for os begge, og det er jo en traumatisk situation, som for os begge efter lægerne vil ende med et uigenkaldeligt tab. Jeg aner ikke, hvordan mit liv vil blive bagefter.
Allerede nu overvældes jeg af følelsesmæssigt kaos i form af gråd, smerte, skyldfølelse, vrede og angst. Har jeg mon svigtet min mand på nogle områder?
Jeg er bange for, hvordan mit liv vil blive bagefter. Lægerne siger, at vi nok ikke skal regne med, at der er lang tid tilbage.
Jeg har det meget dårligt og plages oveni alt det andet også af søvnbesvær, hjertebanken, fordøjelsesproblemer og ondt i hele kroppen. Sådan noget har jeg aldrig oplevet før.
Jeg vil nu også i den forbindelse sige, at jeg altid har været meget stærkt knyttet til min mand. Jeg tror ikke, at min mands sammenknytning med mig har været lige så stærk. Min mand har været meget knyttet til penge, job, prestige og til vores hus og have.
Min mand og jeg har nok faktisk taget vores gode helbred for givet, og selv om vi begge er bevidst kristne, har vi nok begge glemt at sige Gud tak for vores gode helbred, mens alt var godt.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg er kommet til at føle mig så stærkt knyttet til min mand. Tanken om at miste ham giver mig en helt uoverskuelig dyb sorg. På grund af min tætte tilknytning til ham vil tabet af ham være frygteligt belastende.
Vil du godt gå i forbøn for os begge og sende en salvedug til hver af os, for vi trænger.
Han skal snart begynde på kemo, og jeg håber på det bedste. Tror du ikke nok, at Jesus stadigvæk vil være læge for min mand under kemo-behandlingen? Min mand er heldigvis ikke død endnu; men alligevel spørger jeg til, hvordan man ( jeg ) skal håndtere sorg, for det har jeg aldrig prøvet.
Med hilsen fra A.

Svar:

Så længe der er liv er der håb

Kære A.
Allerførst vil jeg sige, at selvfølgelig vil Jesus være læge for din mand, også når det, lægerne tilbyder, hedder kemobehandling. Tro på og bed om, at Jesus vil gå med, når din mand skal i kemobehandling. Den store læge, Jesus, er nemlig vigtig at have med, når vi skal i behandling hos de almindelige læger.
Jeg vil her også gerne tilføje, at der er mange eksempler på, at Gud bruger lægerne til hjælp for os mennesker. Jeg har nævnt det flere gange, lad mig gøre det igen: – Vi skal aldrig sætte goderne i krig mod hinanden. Lægerne er et gode. Men det er bedst at have Jesus med i alt, hvad vi foretager os, også under sygdom.
Når vi står foran, eller når vi rammes af alvorlige tab og traumer, er det naturligt, at vi kan opleve voldsomme følelses-udladninger som dem, du beskriver: smerte, gråd, skyldfølelse, vrede og angst.
Og når du oplever søvnbesvær, hjertebanken, fordøjelsesproblemer og ondt i kroppen, så er det nok det, man kalder psyko-somatiske forstyrrelser i din krop.
Det hænger sikkert sammen med dit følelsesmæssige kaos, og det er et udtryk for, at dit nervesystem er rystet og forstyrret. Det er en almindelig reaktion hos mennesker, der kommer i din situation.
Men i din situation er det uhyre vigtigt at huske på, at der er hjælp at hente i Jesus Kristus og i hans hellige Ånd.
Helligånden giver trøst, for Helligåndens navn er også ”Trøsteren”. Helligåndens hjælp fra Gud er uundværlig, ikke mindst i din situation.
En af de måder Jesus og Helligånden arbejder med os på, når vi er ramt af tab og sorg, er at overbevise os om, at vi har en fremtid med nye muligheder og nye veje.
Men selv med Helligåndens hjælp kan sorg-perioden være en lang og smertefuld proces, hvor man tit kan føle sig ”ude af sig selv”, følelses-oversvømmet, forvirret og har brug for andres hjælp for at kunne klare sig.
Dog i den situation har vi allermest brug for vores byrdebærer, Jesus Kristus, som sagde og stadig siger: ”Kom hen til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” (Matthæusev. kap. 11, vers 28).
At gå til Jesus i bøn med sorgens byrde er den bedste måde, når sorgen tynger. Da trænger vi mennesker nemlig mest af alt til at få indre hvile.
Jeg vil også gerne bekræfte det, du selv er inde på, nemlig at sundhed ikke er en selvfølge, men en gave fra Gud, som man bør sige tak for hver dag.
Jeg er gået i forbøn for dig og for din mand, og jeg har sendt to salveduge, for som du selv skriver, er din mand heldigvis ikke død endnu. Så længe der er liv er der håb. Det skriver jeg vel vidende, at kræft-sygdommen er en alvorlig sygdom. Men helbredelse forekommer også blandt kræftsyge.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

oplevelser:

Kære Orla
Jeg skriver til dig, selvom det kniber med at læse og skrive i dag. Vil du godt, Orla, sende en ny salvedug til mig, da de tidligere salveduge altid har lindret mine smerter.
Venlig hilsen fra
B.

Kære Orla Lindskov
Jeg takker vor Herre Jesus for, at han hører bøn og fører alt til det bedste. Han er vores bedste ven og dyrebare frelser!
Og jeg takker dig, min ven, at du nu flere gange har hjulpet mig gennem forbøn, og jeg beder for din velsignelsesrige gerning.
De bedste hilsener J.

Kære Orla
Tak for din forbøn. Forbønnen startede på et møde, hvor du bad for mig. Jeg bad også om en salvedug fra dig. Jeg fik den tilsendt og lagde den i min seng. Jeg har siden da mærket fremgang. Jeg har fået søvnen tilbage og sover igennem. Det gjorde jeg allerede kort efter forbønnen.
Den depression, som jeg har haft i over et år, er næsten ovre. Jeg er ved at trappe ud af anti-depressiv medicin. Tak til Jesus og tak til dig for at være hans redskab.
Vh. C.