Den kristne flygtning Reath – en af dem valgkampen handler om

Han voksede op i tre flygtningelejre og kom til Danmark uden sin famile. Nu vil han gerne hjælpe Sudans 64 stammer til at leve i fred.

Da Reath var otte år, blev hans landsby i Sydsudan angrebet af muslimer. Han kom væk fra sin mor og så hende først 19 år senere. Efter syv år i forskellige flygtningelejre kom han i 2001 til Danmark som FN-flygtning. Han kommer i dag i en dansk frikirke. Den nu 26-årige Reath fortæller sin historie i bogen ’Medmennesker på Menuen’, der snart udkommer på forlaget Fokal.

Reath boede som lille hos sine bedsteforældre, hvor han skulle lære at passe dyrene. Som syvårig flyttede han hjem til sin mor for at gå i skole. Hans far havde været frihedskæmper og var død i krigen to år tidligere. Reaths onkel var familiens overhoved, og han ville have Reath i skole. Men så kom muslimerne.

FN-flygtningelejr trænede børnesoldater

– Da jeg var otte år, blev min mor, mine mindre søskende og jeg nødt til at flygte, fordi vores landsby blev angrebet af muslimer, og vi boede i den kristne del af Sudan. Det var farligt, for regeringen og oprørere førte krig i vores by.
Min verden gik under, for vi vidste ikke, hvor vi skulle søge hen. Vi blev bare nødt til at flygte. Vi flygtede mod Etiopien, men jeg kom væk fra min mor og søskende, og jeg endte i en flygtningelejr sammen med min onkel.
Min onkel sendte mig videre til en anden flygtningelejr, hvor man kunne gå i skole. Jeg tog selv derhen. Det viste sig, at det var et sted, hvor sydsudanere “tog børnene med i skole”, men i virkeligheden tog de dem med til en træningslejr, hvor man trænede børnesoldater og sendte dem i krig. Det var en FN-flygtningelejr, men selvfølgelig vidste FN ikke noget om det; det foregik “undercover” – i hemmelighed.
Sydsudanere fra organisationen SPLA, Sudan People’s Liberation Army, trænede børnene og snakkede om krig og hævn.
De hjernevaskede børnene, så de kom til at tro på, at krig var den eneste løsning. Hvis jeg var blevet der, var jeg også kommet i træningslejr. Jeg gik i skole og arbejdede i en tebutik for at skaffe penge til tøj og bøger, fortæller Reath.

Som at være i fængsel

I løbet af syv år kom Reath til at bo i tre forskellige flygtningelejre. Det var som at være i fængsel med de samme rutiner hver dag, fortæller han.
Drengene i lejren købte tyggegummipakker med billeder af de dygtigste fodbolspillere fra hele verden. En skønne dag lykkedes det Reath at få det sidste, han manglede – det af danske Peter Schmeichel.
”Det gav mig samme følelse som en dreng, der har fået mange konfirmationspenge! Så havde jeg hæftet fyldt, og to år senere fandt jeg ud af, at jeg skulle til Danmark. På det tidspunkt troede jeg, at Danmark var en del af England. For da jeg fik at vide, at jeg skulle til Danmark, kendte jeg kun Peter Schmeichel”, fortæller Reath. Han kom til Danmark som FN-flygtning, dvs. en af dem, FN skønner har mest brug for hjælp.

Er det her, Peter Schmeichel bor?

Det var et kulturchok at komme til Danmark. Reath og fire andre flygtningedrenge ankom til Billund og blev derfra kørt til Gram i Sønderjylland. De kom fra 38 graders varme til frostvejr i Danmark, og Reath undrede sig over, hvor alle menneskene var henne.
– Den kvinde, der fulgte os, fortalte, at folk skulle på arbejde næste morgen, og der var sne, derfor var folk indenfor. Jeg havde aldrig set sne før, så jeg tog skoene af og prøvede at sætte fødderne i det. Fra den dag har jeg aldrig taget sokkerne af. Jeg sover med sokker på, uanset om det er sommer eller vinter, fortæller Reath og nævner flere ting, som han måtte lære i Danmark:
Jeg kom fra en landsby til en flygtningelejr og hertil. Nogle ting skal man lære fra bunden. Hvordan tænder man for eksempel lyset, når det er elektrisk?

Jeg begyndte at tilgive

Reath begyndte at gå i skole i Arnum og tog flere af klasserne to gange. På den måde lærte han dansk. Men han havde det svært og tænkte meget på familien og krigen. Han kom ikke godt ud af det med de andre i skolen, begyndte at slås, drikke og feste. Men så blev han syg af tuberkulose og indlagt på hospitalet.
– Under flugten drak vi beskidt vand, og det var skyld i, at jeg blev syg. Jeg kastede blod op og troede, jeg skulle dø. Da jeg var på hospitalet, sagde jeg til Gud, at han bare skulle lade mig dø. I et helt år gik jeg ikke i skole på grund af tuberkulose, men så begyndte jeg på en ny efterskole. Der fik jeg en ny start på livet, for de tog imod mig, som jeg var.
På et tidspunkt ringede min familie fra Sudan og spurgte, hvornår jeg kom tilbage. Det motiverede mig, at der er nogle, der venter på mig. Jeg tænkte, at der må være en plan med, at Gud har ladet mig leve; at jeg har overlevet krig, flugt og sygdom.
Jeg kom ind i et kirkefællesskab, hvor der var nogle ældre, der gav mig små skub i den rigtige retning. Som barn tænkte jeg, at det var min mors skyld, at hun ikke fandt mig. I 2008 begyndte jeg at tilgive både muslimerne i Sudan, venner fra efterskolen, min mor og mig selv. Samme år talte jeg i telefon med min mor for første gang siden flugten i 1994.
Som ældste mand i familien havde Reath ansvar for sin mor og seks søskende i Sudan. Derfor tog han arbejde et år for at sende penge til familien. Derefter tog han SOSU-hjælper-uddannelsen i Esbjerg og fik gode venner, som han kunne dele sin historie med.

Foredrag om Sudanmark

– En af de drenge, jeg flygtede med, sagde, at der var en, der ville hjælpe os, hvis vi ville fortælle vores historie til mennesker, så det gjorde vi. Senere mødte vi Svend og Ole, som sagde, at vi kunne være foredragsholdere med det formål at samle penge ind til den landsby, vi kommer fra. Men vi ville mere: fred mellem de 64 stammer i vores hjemland.
Derfor dannede vi organisationen Sudanmark, så vi kunne arbejde herfra med udvikling i Sydsudan. Sudanmark bliver større, vi er med i forskellige artikler og holder foredrag. De penge, vi får ind, går til foreningen, og vores samarbejdspartner bruger pengene på hjælpearbejde i Sudan. Jeg tror, at der er én, der har styr på det hele. Når jeg går i stå, går jeg til Gud. Tilgivelsen kommer fra Gud, og efterhånden finder jeg ud af, hvad der også sker med mig selv, når jeg tilgiver.
I april 2013 besøgte jeg min mor for første gang i 19 år. Det kan ikke beskrives, hvor stor en oplevelse det var. Jeg tudede, da vi mødtes i Jubba, hovedstaden i Sydsudan. Derfra tog vi sammen ud til en flygtningelejr i Kenya, hvor hun boede. Jeg var der kun 18 dage, men nu taler vi sammen i telefon, og vi snakker om alt, hvad vi kan huske.
Jeg har meget kontakt med hende i dag. Min lillesøster flygtede sammen med min onkel. Hende har jeg ikke set, siden vi kom væk fra hinanden i flygtningelejren, men jeg ved, at hun er i Australien ligesom min onkel.

Vil gøre en forskel

Reath fortæller om sin glæde ved at komme i en frikirke, hvor folk tager sig af ham. Det var naturligt for ham at blive en del af kirken, bl.a. fordi han selv kommer fra en kristen familie.
– Det var en fordel for mig hurtigt at komme ind i et fællesskab med andre. Det kristne fællesskab forventer ikke mere af én, end man kan. Der er ingen stress. Vi mennesker har brug for forbilleder, vi kan spejle os i, både unge og ældre.
Når jeg slapper af, kommer tankerne tilbage. Livet i Danmark er fint nok, bortset fra at jeg savner min familie. Juleaften, hvor man har brug for familien, der savner jeg dem og mangler noget i mit liv, fortæller Reath.
Han understreger, at det er svært at være i Danmark, fordi han er her uden sin familie. Sådan er det også for de andre drenge, han ankom sammen med.
– Alle de problemer, jeg har været igennem, kommer tilbage, hvis jeg slapper af. Tankerne kommer tilbage, så jeg sover med musik i ørene. Jeg vågner uden vækkeur, og jeg kan ikke være alene. Jeg skal hele tiden være beskæftiget, for når man er i en situation, hvor der ikke er plads til at tænke tilbage, så gør man det ikke. Jeg håber ikke, det bliver ved. Jeg håber, jeg kommer ud af det.
Jeg vil gerne gøre en forskel. Mit mål er at gøre en forskel. Det er lige meget, hvor det er; jeg vil bare gerne se, at jeg har gjort noget for andre mennesker. Mit andet mål er at komme tilbage til Sydsudan, men lige nu er Sydsudan i borgerkrig. Jeg vil gerne arbejde i en forening, der arbejder med Sudan, for jeg kan stadig sproget. I dag føler jeg mig som 60% sudaner og 40% dansker – en slags verdensfigur. Jeg kan bo i begge lande, men jeg har hjemme i Sydsudan, og jeg vil hjælpe mit folk der, fastslår Reath.