Poul Hoffmann er død, men hans litteratur lever

Af cand.mag. i dansk og
litteraturhistorie Ove Klausen

Forfatteren Poul Hoffmann er død, men hans litteratur lever. Vi er mange, som har fået vores syn på Bibelen, kærligheden mellem mand og kvinde og på Jesu genkomst og det evige liv formet af ham – eller rettere, han har givet os syn for, hvad der er Bibelens syn på de tre ting.

Med sit forsvar af Bibelens troværdighed i enhver henseende har han givet os en frimodig tro på, at Bibelen er Guds sande ord.
Han har gjort op med, at det evige liv skulle være et uegentligt liv i himlen, og fremhævet, at det ifølge Bibelen er et konkret liv her på den gamle, men efter undergangen genoprettede jord. Det har gjort evigheden værd at se frem til, fordi det evige liv ikke handler om at blive løst fra jorden, men om jordens forløsning.
Han har understreget, at der ikke i Bibelen findes et nedsættende syn på legemet og dermed den seksuelle kærlighed. Det har givet os en forståelse af os selv som både ånd og legeme og af ægteskabet som en enhed, som end ikke døden kan skille.
Han har ikke søgt denne verdens ære og hæder, men været tro over for Bibelen og den klassiske kristendom, så han frem for at gøre sig selv stor har gjort Gud stor for os.
Han har draget den åndelige verdens virkelighed bag de ydre begivenheder frem, så vi har set de åndelige kræfter som de egentlige drivkræfter i historien og vores liv.
Han har hævet sig op over kirkeretninger og -skel og vist os, at den sande kirke er ét trods mange grene.
Han har skrevet bøger, som vil blive stående også efter, at han nu ikke er her længere, og som vi kan vende tilbage til igen og igen.
Æret være Poul Hoffmanns minde.