Venstre sidebanner eksempel

Gennem perleporten – fem dræbte missionærers familier så Gud gribe ind

Disse fem amerikanske missionærer blev dræbt i Amazon-junglen i 1956, mens de prøvede at få kontakt med den ekstremt voldelige waodani-stamme.
Disse fem amerikanske missionærer blev dræbt i Amazon-junglen i 1956, mens de prøvede at få kontakt med den ekstremt voldelige waodani-stamme.

Efter tragedien flyttede de dræbte missionærers familier ind i junglen og lærte den morderiske stamme noget om tilgivelse – og om Gud.

Da indianerne kom ud af junglen med løftede spyd, valgte de fem missionærer ikke at bruge deres geværer. Det kostede dem livet. Men missionærerne vidste, at de i modsætning til waodanierne var klar til at møde Gud.

Den netop afdøde Elisabeth Elliot skrev beretningen om drabene i bestselleren ’Through Gates of Splendor’ (gennem perleporten) fra 1957.
De fem amerikanske missionærer Jim Elliot, Nate Saint, Ed McCully, Peter Fleming og Roger Youderian blev dræbt den 8. januar 1956. De fem var fløjet ind i junglen for at møde stammefolket, efter at de tidligere havde smidt gaver ned til dem fra deres lille fly.

De ’nøgne vilde’

Alle i området vidste, hvor voldelige disse indianere var. De angreb fx en Shell-station i junglen, der var bemandet med hvide og quechua-indianere. Efter dødsfald på begge sider opgav Shell denne station. Men forinden var to waodani-piger flygtet dertil og havde fundet sikkerhed hos hvide missionærer.
Missionær-gruppen kaldte deres projekt ’Operation Auca’ efter quechua-ordet for ’nøgne vilde’. Stammefolkets rigtige navn var dog Waodani eller Waorani, som betyder ’mennesker’.
– Denne stamme havde ingen regler for konfliktløsning, forklarer en antropolog. Hvis en mand følte sig truet af en anden, ville han dræbe ham med spyd, macheter eller lange pusterør med pile dyppet i curaregift.
Hvis en mand døde, blev et af hans børn begravet sammen med ham. Samtidig var det en pligt for mandens ældste søn at hævne drabet på sin far. Hele seks ud af ti dødsfald i stammefolket skyldtes drab.

Operation Auca

Gennem Operation Auca ville de fem missionærer evangelisere den krigeriske stamme. De begyndte allerede i september 1955 at flyve over junglen for at smide gaver ned til folket. Og ’de vilde’ sendte gaver tilbage, bl.a. en papegøje.
Den 3. januar 1956 slog missionærerne lejr på ’Palm Beach’, en sandbred ved Curaray floden, kun få kilometer fra waodanierne. Men fem dage senere var det slut. En gruppe krigere dræbte de fem med spyd, og nyheden gik verden rundt, bl.a. fordi Life Magazine lavede en fotoreportage om tragedien.

Drab udløste mission

Drabene udløste stor missionsiver i USA. Både Life Magazines reportage og Elisabeth Elliots bøger gjorde indtryk, og der begyndte at strømme penge ind til mission verden over.
Også filmen End of the Spear, som udkom 50 år efter tragedien, har gjort den gribende historie kendt verden over.
Flere år efter drabene vendte Elisabeth Elliot (enken efter Jim Elliot), hendes lille datter og Rachel Saint, (søster til Nate Saint) tilbage til Ecuador som missionærer. De var udsendt af Summer Institute of Linguistics og bosatte sig blandt waodanierne trods mange advarsler. Men kvinderne var lydige mod det, de følte var Guds kald. Samtidig mente de, at kvinder og børn ville være mere trygge blandt stammefolket end mænd.
Filmen End of the Spear viser, hvordan waodaniernes krigeriske nabostamme opsøgte de kvindelige missionærer for at få hjælp mod en svær polioepidemi. Drengen Steve Saint og hans mor var på besøg i junglen på det tidspunkt. De måtte udskyde hjemrejsen, indtil en langvarig karantæne var afblæst.
Missionærerne modtog medicin til de syge og fik gennem radioen råd og vejledning om behandlingen. Efterhånden blev flere af indianerne kristne og begyndte at følge ’Guds sti’, som forbyder drab. Det gjaldt også de fem missionærers mordere.

I denne scene af filmen ’End of the Spear’ kommer Nate Saints søster på besøg efter drabene. Hendes nevø, Steve, fortæller, hvordan han oplevede tragedien som barn. Først som voksen bliver han klar over, at hans ven og ’far’ i stammefolket var en af hans biologiske fars mordere.
I denne scene af filmen ’End of the Spear’ kommer Nate Saints søster på besøg efter drabene. Hendes nevø, Steve, fortæller, hvordan han oplevede tragedien som barn. Først som voksen bliver han klar over, at hans ven og ’far’ i stammefolket var en af hans biologiske fars mordere.
Det himmelske syn

Drengen Steve Saint valgte som 14-årig sammen med søsteren Kathy at lade sig døbe i junglen nær det sted, hvor deres far var blevet dræbt.
Efter sin faster Rachels død boede Steve og hans familie i junglen gennem halvandet år. Det udviklede venskabet mellem Steve og morderne. Steve var især knyttet til Mincaye, der adopterede ham.
I End of the Spear viser Mincaye Steve, hvor det lille fly lå begravet. Det kommer et chok for Steve, at netop Mincaye var den, der dræbte hans far. Steve griber et spyd – og Mincaye er klar til at dø. Steve var jo ifølge waodanierne forpligtet til at hævne sin far. Men Steve vælger Guds vej, og Mincaye fortæller historien.
– Jeg så dem. Din far så dem også, fortæller Mincaye.
– Hvad?
– Ånderne, forklarer Mincaye.
Der havde været et skær af lys og glæde over de døende missionærers ansigter. Samtidig flygtede indianerne i rædsel. De havde set himmelske hærskarer og hørt dem synge. Nu frygtede de, at de havde ’gjort ånderne vrede’.
Men synet af englene og de efterladtes tilgivelse fik mange af morderne til at tage imod evangeliet.

Ondt vendt til godt
Filmen End of the Spear fortæller, at waodanierne ville dræbe enhver, som de følte var en trussel mod dem. Efterhånden var de og nabostammen ved at udrydde hinanden i drab og hævnaktioner med spyd. Men så lærte de ’Guds sti’ at kende.
Filmen End of the Spear fortæller, at waodanierne ville dræbe enhver, som de følte var en trussel mod dem. Efterhånden var de og nabostammen ved at udrydde hinanden i drab og hævnaktioner med spyd. Men så lærte de ’Guds sti’ at kende.

Steve erkender, at hans venskab med Mincaye ikke giver mening, med mindre Gud er en del af ligningen. Men Gud har vendt den smertelige historie til noget godt, bl.a. fordi tusinder af kristne efterfølgende viede deres liv til mission blandt verdens unåede grupper.
Antropologen James Boster siger om udviklingen i stammen:
– Freden kom til waodanierne efter de protestantiske missionærers ankomst. 85 procent af stammen kom til at bo på et meget lille område. De endeløse hævnaktioner endte, fordi folk var i sikkerhed. De forskellige familiemedlemmer kunne mødes, og flere fik mulighed for at finde ægtefæller, uden at det udløste vold på grund af jalousi eller frygt. Samtidig fik waodanierne adgang til at handle og udveksle deres produkter.
Voldsspiralen endte, da waodani-gruppen blev kristen og startede et kristent landsbysamfund.

Guds vej virker

– Før missionærerne kom og lærte os om Gud, spiddede vi hinanden frem og tilbage. Vi dræbte, de døde. Når vi prøvede at stoppe, var der igen én, der blev slået ihjel, og så startede det igen med drab frem og tilbage. For nogle år siden blev min søster dræbt. Hvis jeg ikke var blevet kristen, ville de alle være døde nu, siger en af de waodanier, som var med til at dræbe missionærerne i 1956.
– Waodanierne blev ikke omvendt af kristendommen, men på grund af de gode gerninger og tilgivelsen fra de kristne. Og det, at de dræbtes efterladte blev en del af indianersamfundet, var det stærkeste bevis på, at Guds vej var den rigtige, konkluderer antropologen.
I januar 1956 fandt eftersøgningsholdet ikke kun de dræbte missionærer, men også et kamera med filmoptagelser fra deres sidste timer på Palm Beach.