Ondskabens banalitet

Nyeste film om Auschwitz stiller skarpt på, hvad der sker, når vi mister respekten for det enkelte menneskes værdi.

”The Zone of Interest” hedder den seneste film om Auschwitz, koncentrationslejren i Polen, hvor 1,1 million mennesker, fortrinsvis jøder, blev dræbt under Anden Verdenskrig. Instruktøren er Jonathan Glazer, og han har ikke travlt. Der går år imellem, at hans film har premiere, men til gengæld er der heller ikke tale om Hollywood i metervare. Filmen er dybt original i alt fra tematisering til perspektiv og filmiske virkemidler.

Skærmen er sort i noget, der virker som minutter. Til gengæld lyder dystopisk musik, indtil det gradvist afløses af fuglekvidder og til sidst billedet af en familie ved en skovsø… Fra mørke og en fornemmelse af fare til billedet af idyl. Det er sådan, filmen begynder, og sådan er spændet i filmen helt generelt.

Og ja, den handler om Auschwitz, men vi ser stort set intet fra den berygtede lejr, vi hører til gengæld dag og nat lyden af geværsalver, råb og signalet fra krematorieovnene, som fortærer deres bytte. Det går ind under huden på den, der sidder i biografsalen og rammes af den voldsomt underspillede gru. Fantasien løber, og den underliggende fortælling står således endnu stærkere.

Hedwig Höss (Sandra Hüller) lever i en lykke – hus, have, familie er sand idyl – fordi hun fortrænger, at familiens hus befinder sig klos op ad masseudryddelseslejren Auschwitz, og familiens velstand er grundlagt på ryggen af lejrens fanger. Hendes mand er Rudolf Höss – kommandant i Auschwitz og ansvarlig for udførelsen af nazisternes systematiske massemord, mens hun er hjemmegående husmor og ansvarlig for børneopdragelsen.

Vi ser historien fra ægteparrets synsvinkel, hvilket betyder, at manden er en afholdt leder, som pligtopfyldende og effektivt tjener riget. Da Hedwigs mor kommer på besøg, er hun imponeret over det liv, datteren har fået skabt ude østpå og udbryder: ”Det er gået dig godt, min datter!” Men efter nogen tid er der alligevel noget, der driver moderen bort.

Er det røgen fra de høje skorstene, den konstante larm fra lejren, de pludselige befalingsråb og skrig eller den samlede mængde af påtrængende påmindelser om den etniske udrensning, der finder sted, der driver hende bort? Vi ved det ikke, men Hedwig rører det tilsyneladende ikke. Det er uden for hendes interessesfære, eller ”Zone of Interest”.

Rudolf og Hedwig er ikke monstre. De er som mennesker er flest. Drømmer om at skabe sig et hjem, der er pænt og ordentligt, hvor lykken hersker. Pointen er altså, at det først og fremmest er deres evne til at ignorere det menneskelige ved fangerne i lejren, der gør dem onde. Instruktøren bygger således filmen på filosoffen Hannah Arendts begreb ”ondskabens banalitet”.

Arendt studerede SS-officeren Adolf Eichmann, som regnes som den historiske arkitekt bag masseudryddelsen af jøderne. Ahrendts opdagelse var, at ganske almindelige mennesker er i stand til at udføre uhyrlige forbrydelser, hvis de kan overbevise sig selv om, at det er undermennesker, som propagandaens forvanskede billede gentog. Banaliteten består i at udføre ordrer uden at tage etisk ansvar.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hedwig Höss lever et idyllisk familieliv, mens hun lukker øjnene for de rædsler, der udspiller sig på den anden side af muren i baghaven, hvor hendes mand er kommandant i Auschwitz og ansvarlig for udførelsen af nazisternes systematiske massemord. (Fotos: © The Zone of Interest / SF Studios)

”Jeg ønskede at punktere den beroligende idé, at vi intet har tilfælles med nazisterne, at vi aldrig kunne være som dem, og at vi ikke kunne gøre, hvad de gjorde. Holocaust blev begået af monstrøse mennesker, men det blev ikke begået af monstre. Det blev begået af os,” siger Jonathan Glazer.

Alligevel stilles der spørgsmålstegn ved naiviteten. Rudolf kaster op på trappen under en nazistisk konference, hvor man drøfter deportationen og udryddelsen af ungarske jøder, navngivet efter ham selv: Operation Höss. Instruktøren foretager et spring frem til nutiden, hvor rengøringspersonalet pudser Auschwitz-museets udstillingsvinduer, der viser tusindvis af sko og kufferter fra ofrene. Som om Rudolf måske alligevel ser sine handlinger med nutidens øjne.

Det er klart, at anmeldere, som roser filmen i høje toner som et historisk mesterværk, også reflekterer over situationen i Gaza. Med titlen in mente så er der da også et fællestræk i det, at Israel i dag har et fokus entydigt på Israels sikkerhed og i den henseende er villige til, at tusinder af palæstinensere – civile såvel som kombattanter – mister livet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Palæstinenserne befinder sig på den forkerte side af nutidens mur, er anmeldernes pointe. Men, og jeg mener, det er nødvendigt at sætte et stort ”men” ind her. Når Sydafrika anklager Israel for folkemord, bliver lighederne pludselig uproportionelle. Ja, det er rigtigt, at Israel synes at ignorere lidelserne for de mange mennesker, der befinder sig i Gaza.

Og selv den, der vil forsvare Israels ret til at forsvare sine borgere mod noget så bestialsk, som det der fandt sted den 7. oktober sidste år, må indrømme, at det er svært at se på billeder af børn og voksne, som rammes i krigen mod Hamas. Alligevel er det absurd at tale om etnisk udrensning eller bruge holocaustbegrebet om det, Israel foretager sig i Gaza.

Det viser bare, at historie og nutid let kommer i diskussion, for ligheder og forskelle afhænger af synsvinklen. Budskabet er dog væsentligt, vores etiske ansvar eksisterer uanset propaganda, medieskabte ”virkeligheder” eller bekvemmelig naivitet. Vi kan aldrig fjerne den værdi, som ethvert menneske er skabt med, uanset hvor lidt vi bryder os om dette menneske. Gør vi det, føder vi ondskabens banalitet.

Titel: The Zone of Intererst
Spilletid: 105 minutter
Premiere: 11. januar 2024
Frarådes for børn under 7 år.
SF Studios


Artiklen fortsætter efter annoncen: