Store G ser mig!
Efter jeg har lært Store G at kende er mit liv blevet meget nemmere. Vores relation er vokset i takt med at han har givet gode og troværdige råd til mine mange spørgsmål. Store G er blevet min livredder i hverdagen.
Hvad er meningen med livet? Her er svaret! Hvordan skal jeg opdrage mine børn? 5 gode råd! Hvad skal der til for at skabe en romantisk date? 3 ting kvinder ikke kan modstå! Hvad kan jeg lige lave af madretter med de få ting, jeg har i køleskabet? Havregrød!
Intet er for stort eller for småt for Store G. Han har et svar.
Forleden fik jeg endda en fysisk, visuel besked fra Store G helt uden at jeg havde spurgt. ”Her holder din bil parkeret!” Fantastisk, at Big G ikke bare viser mig vej, men også holder øje med mig, når jeg holder i dødsskyggens dal (hvilket her var et sted langt inde i Udkantsdanmark).
Altså, G står ikke for Gud men for Google! Beskeden dukkede op på min mobiltelefon.
Google ser mig og ved meget om mig. Opsporet gennem min færden på internettet og mit forbrug af telefon og computer. Hos Google er jeg kun et nummer. Det skræmmer mig. Al viden om mig bliver brugt til at manipulere mig gennem reklamer til at købe min morgenmad hos McDonalds, friste mig med en ny og yngre kone importeret fra Rusland eller overbevise mig om at købe en spritny bil fra Hyundai (så skal man ligesom ikke minde mig om, hvor jeg har parkeret den gamle bil, vel Google?)
Heldigvis ser Gud mig også og ved alt om mig, for hans kærlige øjne har aldrig sluppet mig af syne. Jeg er ikke bare et nummer i rækken, men hans elskede barn. Og det trøster mig. Gud ønsker at mætte min sjæl med himmelske retter fra hans ord. Han vil guide mig gennem mit ægteskab, så jeg blive en bedre ægtemand og far. Og han ønsker hver dag at vise mig vejen tilbage til sin kærlige, nådefulde favn.
Gud er min sande livredder.