Min sikre borg

Min mand og jeg har lige været i tur i Berlin, hvor vi besøgte Pergamon museet. Der er en imponerende byport og mure fra Babylon, opført af kong Nebukadnezar.

Murene var dengang befæstede og med vandgrave så brede, at de lignede havet. Murene ses på museet i virkelig størrelse med blå kakler med løver og andre gudevæsener til at skræmme fjender bort.
Først var muren opført i relief uden farve i kaklerne. Derefter var hele muren og byporten renoveret, så den havde farvede kakler men uden relief. Sidst lavede de det om én gang til, så muren nu havde både relief og farvede kakler. Det må have været et enormt og ressourcekrævende arbejde. Det har været så vigtigt for dem at signalere magt gennem de ydre ting som menneskeskabte figurer.
Jeg forestiller mig Daniel og hans venner gå rundt i de omgivelser. Her modstår de fristelsen til at spise mad, der ikke er kosher. De modstår fristelsen til at tilbede sten og mennesker som guder. Og de holder fast i at leve ind for Guds ansigt i bøn, selv da de risikerer livet. Da Daniel under kong Dareios bliver smidt for løverne, og de ikke æder ham, er det et tegn på, at Daniels Guds magt er større end løvens, som er Babylons beskytter og symbol på deres storhed og magt.
Det var Gud, der ikke blot tillod, men tilskyndede kongen at føre israelitterne i eksil for at lære dem, at der kun er én Gud, nemlig Herren. Nebukadnezar selv får lov til at opleve at blive sindssyg og miste herredømmet for derefter at omvende sig til Gud og blive helbredt og genindsat. Han lærte, at murene ikke kunne beskytte ham, kun den levende Gud.

Jeg kommer til at tænke på, at der kan være ting i mit liv, jeg prøver at forstærke og bygge op. Ting, som jeg bruger ressourcer på og tillægger en betydning for at holde ondskaben fra mit hus. Jeg er selv gennem sygdom og prøvelser nået frem til, at den tryghed får jeg kun ét sted: Nemlig hos den levende Gud. Hos Jesus Kristus.