”Lad de små komme til mig”

Jesus tager sig tid til at løfte selv den mindste af sine små op og give en velsignelse.

Det findes vel ikke noget så herligt som småbørns umiddelbare og betingelsesløse tro på mor eller far. Det mor eller far siger, ER jo rigtigt og sandt!

Når et barn udbryder: ”Min far er stærkere end din!” så er det, fordi det er barnets faste overbevisning. Der kommer et tidspunkt, hvor realiteterne overskygger denne naive barnetro, hvor man forstår, at der måske er andre faktorer, der spiller ind og udvisker dette billede af ens forældre. Ja, det er jo egentlig lidt ØV!

Jesus giver os et unikt billede af, hvordan han som menneske og Guds søn værdsætter børn.
Jesus var på sin vandring, hvor han ellers havde nok at gøre med at helbrede syge og lære sine disciple om praktisk gudsdyrkelse. Så kommer der en flok forældre med deres småbørn, med det ene ønske at få ham til at velsigne deres børn med en himmelsk hilsen midt i den ellers fortravlede hverdag.
På den tid var det sikkert ikke normalt, som i dag, at stimulere og lege med børnene, så de kunne føle sig værdsat og vigtige. På en måde er det måske naturligt, at disciplene reagerer, som de gør: De ville beskytte Jesus, og mesteren har vel vigtigere ting at tage sig til end at lege med småbørn!
Så de prøver at organisere Jesu tjeneste ved at jage disse forældre væk. ”Kan I ikke se, at Jesus har travlt med at forkynde, at vise os, at Himmelriget er kommet nær og at tage sig af syge og forvirrede mennesker?”
Til tider er det måske også sådan, vi optræder. Vi er forudindtaget i, hvad vi mener tjener Guds rige bedst. Men Jesus viser en anden vej; han tager sig tid til at løfte selv den mindste af sine små op og give en velsignelse. Hele dette scenarie bliver en belæring i, hvordan man får adgang til Guds rige.

Barnets tro

Der er kun to steder i det Nye Testamente, vi kan læse, at Jesus blev vred. Han kunne godt irettesætte og tale dunder til farisæerne og andre, men her læser vi, at han ligefrem blev vred! Og jeg er ret sikker på, at det ikke kun var en irritation, men en rigtig vrede. At nogle ville forhindre ham i at vise Guds kærlighed til børnene, Guds øjestene, var bare for meget!
Han påminder disciplene om og giver en forklaring på, hvorfor de ikke må hindre børn i at komme til ham. Det må have været provokerende og samtidig flovt for dem, at de i alles påhør og offentligt bliver bebrejdet, men de får noget at tænke over.
Det er barnets ubesmittede tro, der kan åbne døren til Guds rige. Når vi kommer til Jesus, vil han favne os, fordi vi alene ved troen på ham har fået adgang til Himmelriget. Troen, der ligesom hos et lille barn rækker ud og tager imod en mor/fars ubetingede kærlighed, og som giver hvile og tryghed, det er den, vi må have. Der er ingen tvivl på Guds eksistens.
Måske er der mennesker, der prøver på at jage os bort fra Guds nærhed og omfavnelse, men Jesus tager sig tid til dig og mig, og han kan løfte os op og tage os i favn for at give os sin velsignelse og Guds oplevelse, når vi kommer med en enfoldig barnlig tro. Det er her, vejen er åben ind til selve himmelen.

Barnets ret

Der er mange, for hvem troen glipper, og tvivlen på, om man nu er et Guds barn, kan give uro og angst. Men også her er det godt at vide, at Jesus selv proklamerer vor ret til at være Guds børn. ”Men dem, der tog imod ham, dem, der troede på ham, dem gav han ret til at kalde sig Guds børn”. Så det er faktisk vor ret, at vi kan kalde os et Guds barn. (Joh. 1:12)
Det ord, der er oversat med ordet ret har også betydningen evne, privilegium, styrke, magt. Det giver mig mulighed for hvile. Jeg har det privilegium, den styrke, den ret, at jeg med frimodighed kan kaldes Guds barn. Jeg kan med andre ord give slip på min tvivl og uro og fastholde min ret til at kaldes et Guds barn. ”Tænk, hvor højt Gud Fader elsker os! Vi må kaldes hans børn, og det er vi!” (Joh. 3:1)
Jesus pointerer det også i Joh. 10:27–29: ”Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig. Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd. Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd.”

Ingen kan snuppe, flå, rapse eller stjæle mig ud af hans hånd. Så uanset hvad mine følelser prøver at bilde mig ind, så er jeg tryg i hans hånd, med barnets ret til at være hos min far. Jeg er kendt af Gud, og ”min far er stærkere end din far – så ingen kan rive mig ud af min fars hånd! ”