Efter et møde med Jesus er alt forandret

Solen brænder på denne navneløse samaritanske kvinde og på denne verdens frelser. Træt af at rejse, stopper Jesus ved Jacobs brønd, fordi han har en aftale med skæbnen (det ved kvinden bare ikke endnu). Hun er årsagen til at Jesus måtte tage vejen igennem Samaria (vers 4).

Hun er også træt og varm. Ikke så meget fra vandkrukken hun bærer på hovedet, men mere fra dem tomhed hun bærer i sit hjerte.
Passionen som løb gennem hende i fortiden, er nu stoppet.
Hun er træt og udslidt og hendes ansigt genspejler hendes brugte liv.
Hun kommer på den varmeste tid af dagen, som forklarer hendes rygte og status.
De andre kvinder kommer om morgenen hvor det er koldt for fællesskab, sladder.
Hun gider ikke de stirrende blikke fra de ”frelste”.
Hun er gået denne vej for i alt 5 mænd, altid alene. Hun tænker på fortiden, på sine valg, sine længsler og behov, men hun kan ikke viske sin fortid ud og starte forfra.
Hun er for enden af en ensrettet vej. Forholdet til hendes nuværende mand fører heller ikke derhen, hvor hun ønsker at gå, men hun har brug for ham. Hans nærvær fylder hendes behov for fællesskab.

Fra håb til skuffelse

Hun er gået fra mand til mand og har hele tiden håbet på, at denne mand kunne fylde hendes længsel efter kærlighed, accept og glæde. Men det har kun efterladt hende skuffet.
Her kommer hun til brønden med sin tomme vandkrukke som mere end nogensinde er et symbol på hendes situation og tilstand.

Mødet med frelseren

Hendes øjne møder frelseren, og han ser gennem hendes smerte og tomhed, som kun han kan fylde. Han ser på hendes fortid med en mildhed og han ser hver flamme af passion og også nederlagene efter passionens ild er gået ud.
Han fortæller hende, at Gud er ånd og at tilbedelse ikke er noget man udfører i kirken, men det handler om at Guds ånd i os møder Guds ånd og det kan ske hvor som helst.
Det som er kendetegnende ved Jesus her, er mere det han ikke siger, frem for det han siger.
Han gengiver hendes fortid og nuværende situation uden at hentyde til synden i dette.
Han giver ingen alterkald. Han præsenterer ingen struktureret gennemgang om, hvordan man bliver frelst. Han tilbyder ikke at bede med hende.
Det som Jesus gør, er han tager hende væk fra byen og hen til dette stille sted. Han viser en refleksion af sig selv. Helt forståeligt trækker hun sig tilbage.
I samtalen tager Jesus hende tilbage til sig selv og tilbyder hende levende vand.
Ikke noget som skal fortjenes, men en gave til at tage imod.
For hende var denne fremmed først en jøde, dernæst Herre, dernæst profet, men til slut ser hun ham som Messias.

Hendes liv er forandret og forvandlet og fyldt med nyt håb og glæde, som hun altid har længtes efter, og hun går tilbage til byen som har delt liv med hende, men som også har forkastet hende.
Tilbage efterladt i sandet er en tom vandkrukke, men hendes hjerte flyder over med det levende vand.
Hun løb tilbage til de mennesker som har forkastet hende, og fortalte dem om Jesus som havde fortalt alt om hende, selvom han ikke kendte hende. Mange kom til tro på Jesus pga. denne kvindes villighed til at fortælle, om det hun oplevede, til andre. De erfarede selv, at det som kvinden fortalte, var blevet en virkelighed også for dem.

Ugens prædiken er fra netkirken.dk

Prædiken tekst: Joh. kap. 4:4-30

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

Jesus møder den samaritanske kvinde
4Han vidste, at det var Guds plan, at han skulle rejse gennem Samaria. 5-6Da han nærmede sig byen Sykar i Samaria, standsede han op ved den berømte Jakobs brønd. Den ligger på et stykke jord, som patriarken Jakob købte og senere gav i arv til sin søn Josef. Jesus var træt efter den lange vandring og satte sig udmattet ved brønden. Klokken var cirka seks om aftenen.
7Kort tid efter kom en samaritansk kvinde for at hente vand, og Jesus sagde til hende: »Vær venlig at give mig noget at drikke.« 8Han var alene, for hans disciple var gået ind til byen for at købe mad. 9Kvinden blev overrasket over, at en jøde henvendte sig til hende, for jøderne plejer ikke at ville have noget med samaritanere at gøre. »Hvordan kan det være, at du, som er jøde, beder mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« spurgte hun.
10Jesus svarede: »Hvis du vidste, hvad Gud kan give dig, og hvis du forstod, hvem jeg er, så var det dig, der ville bede mig om noget at drikke – og så ville jeg give dig levende vand.«
11»Du har jo ingen spand,« sagde hun, »og brønden her er meget dyb. Hvordan vil du så skaffe det levende vand? 12Du er vel ikke større end vores stamfar Jakob, som gav os denne brønd? Kan du give mig vand, der er bedre end det både Jakob selv, hans familie og hans kvæg har drukket af?«
13Jesus svarede: »Drikker man af det her almindelige vand, bliver man tørstig igen. 14Men drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste. Det vand, jeg giver, bliver som en kilde, der vælder frem med evigt liv.«
15»Åh, giv mig noget af det vand!« udbrød kvinden. »Tænk, hvis man aldrig mere skulle tørste og være nødt til at gå helt herud efter vand!«
16»Gå hjem og hent din mand,« sagde Jesus.
17-18»Jeg har ikke nogen mand,« svarede kvinden.
»Det har du ret i, for du har haft fem mænd; og ham, du nu bor sammen med, er du ikke gift med. Dér sagde du noget sandt.«
19»Herre,« udbrød kvinden, »du må være en profet! 20Kan du så forklare mig, hvorfor I jøder påstår, at det kun er i templet i Jerusalem, man kan tilbede Gud? Vi har jo fra gammel tid tilbedt Gud på det her bjerg.«
21Jesus svarede: »Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud – her eller i Jerusalem. 22I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne. 23Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger. 24Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.«
25Kvinden sagde: »Jeg ved, at Messias skal komme engang, og når han kommer, vil han forklare os alt.« 26Da sagde Jesus til hende: »Han står her og taler med dig!«
27I det samme kom disciplene tilbage. De blev overraskede over, at han talte med en kvinde, men ingen af dem spurgte ham, hvorfor han gjorde det, eller hvad han ville hende.
28Kvinden lod nu sin vandkrukke stå ved brønden og løb tilbage til byen. 29»Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort!« råbte hun. »Mon ikke han er Messias?« 30Straks løb en masse mennesker ud for at se, hvem det var, hun snakkede om.