En engel greb fat i rattet og reddede mit liv…!

Bilen snurrede rundt og nærmede sig skrænten. Men hjælpen kom med stærke, usynlige hænder.

– Jeg nåede at tænke: Er det nu, jeg skal dø? Men så var der to stærke hænder oven på mine dér på rattet.

Det er Gud, der skal have æren for det, understreger Jens Vagn Kristensen, mens han fortæller om miraklet på Hovedvej 11 ved Hobro.

Brud med forhindringer

Den 75-årige Jens Kristensen var sammen med 25 andre danskere med på Felix-rejsen til Holland i forrige uge. Under samværet den sidste aften fortalte han to specielle erindringer fra sit lange liv. Han var landmand indtil 2000. Samtidig var han kirkesanger og er stadig i dette job nu efter 42 år.
– Det er så dejligt med bryllupper. Men så var der en dag, da organisten var taget på ferie og havde glemt et bryllup. Jeg snakkede med præsten, og han sagde, at vi måtte hente den gamle organist.
Det blev til en hurtig tur ind til byen. Der fandt vi den tidligere organist. Hun sad og nød sommersolen og en kop kaffe i sin have. Men hun fik ikke engang chancen for at klæde om og sætte håret, for brudeparret ventede i kirken.
Men da bruden endelig var kommet ind i kirken og musikken lød, som den skulle, så blev hun stoppet, før hun kunne gå op ad midtergangen.
I forvirringen var man jo kommet til at lukke døren over hendes lange, lange slæb. Men ægteskabet holder endnu, fortæller Jens med sit lune smil.

Bagenden overhalede

Men det var den anden af Jens Kristensens erindringer, der gjorde størst indtryk på rejsedeltagerne. Under hjemturen mandag uddybede Jens det, han allerede havde delt søndag aften:
– Det var en lørdag i november 1980. Klokken var 9 om morgenen, og jeg skulle til Bording. Jeg skulle møde nogle andre landmænd i Kristeligt Folkepartis landbrugsudvalg.
Jeg var jo nok ikke kommet så tidligt hjemmefra. Jeg vidste ikke, at det var så glat. Der var heller ikke strøet salt, for det var bare en almindelig landevej.
Vi skulle mødes ved Hovedvej 11 sådan en 4-5 km fra Hobro i en lavning. Det var mere isglat end forventet. Jeg var så letsindig at overhale en langsom personbil. Så ville jeg rette op, men bagenden overhalede forenden. Det gik stærkt!
Automatisk drejer jeg så modsat for at rette op. Det blev til en hel snurretop. Bilen drejede 360 grader. Mens jeg drejede rundt, så jeg en to meter dyb grøft. Jeg tænkte: Nu er det nok min tid. Nu er det nok slut.

To stærke hænder

Men så var der to stærke hænder. De holdt mine fast på rattet. Bilen holdt op med at snurre rundt og blev rettet op.
Jeg følte, at englen sad på skødet af mig. Den føltes så let som et stykke A4-papir. Men den havde de armkræfter. En fantastisk oplevelse.
Men det varede kun 3-4 sekunder, så var de stærke hænder væk. Ingen af os sagde et ord. Men der skete det, der var brug for. Hverken mere eller mindre.

Måtte sunde sig

– Jeg kørte stille videre til en vigeplads for at sunde mig lidt. Hvad var det, der lige var sket?
Mens jeg holdt der, kom ham som jeg havde overhalet i første omgang. Han skulle lige se, hvordan jeg havde det. Han havde selv kørt som vognmand i mange år. Men han havde aldrig set noget lignende. Han havde aldrig set nogen slippe godt fra sådan en karusseltur.
Jeg sagde ingenting om englen, og det irriterer mig. Jeg skulle jo have fortalt ham om englevagten, indrømmer Jens.

Det styrker troen

Hvordan har det præget dig?

– Det var en oplevelse for livet. Det er jeg Gud evigt taknemlig for. Både fordi jeg ikke mistede livet – og fordi jeg oplevede englevagt.
Det styrker troen. Gud er stor, og Gud kan hjælpe, for han kender selv de mindste detaljer i vores liv. Han er den, der har overblikket.

Gud skal have æren

Har du aldrig fortalt om denne oplevelse før?

– Jo, jeg har fortalt lidt om det i missionshuset. Men det er jo ikke mig, der er noget særligt. Det er meget vigtigt for mig.
Når du skriver det her, så husk det: Det er Gud, der skal have æren. Det er ikke mig, understreger Jens Kristensen, mens vi kører nordpå gennem Tyskland på en skøn forårsdag.