En syg kirke er en sund kirke

Sygdom og sundhed går ikke normalt hånd i hånd, men en syg kirke er faktisk selve forudsætningen, hvis du vil have en sund kirke i vækst – og den kan kun være sund, hvis den er indkluderende.

Jeg er ikke tilhænger af omsvøb, så vi går lige til sagen på bedste pædagogisk vis med de fire største hv-spørgsmål, og vi starter med det vigtigste: Hvorfor skal vi være en inkluderende kirke? Lad os gå direkte til den sande kilde for at finde svar:
”Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.” (Lukasevangeliet 15,20).
Kirken må og skal være inkluderende, for kirken er dem, der stiller sig selv til disposition for at vise Faderens kærlighed til verden. En kirke, der betingelsesløst løber mennesket i møde med en åben favn, ligesom Faderen.

En favnende far

I Biblen er menneskets historie fra først til sidst en inkluderende historie om en Far, der bøjer sig med åben favn ind over og puster liv i alt det skabte. En spejdende og favnende Far, som står på Himlens balkon og råber ”kom” til hele sin skabning. Inkluderende kirke må dybest set være et udtryk for Faderens omfavnelse af mennesket, og kirken har først og fremmest til opgave at vende menneskets øre mod Faderens hjerteslag.
Dette sker ikke kun gennem ord, for evangeliet er den fine balance mellem både ord og handling.

Mere end søgervenlig

Inkluderende kirke er langt mere end et søgervenligt koncept, hvor man eksempelvis har sørget for sprogligt relevante gudstjenester. Inkluderende kirke har et mentalt sprog, hvor vi viser Faderens hjerte, før vi taler om det.
Det handler altså ikke om søgervenlige færdigheder, men snarere om en mentalitet: at byde folk velkommen tre gange, før de når at sætte sig i kirken, er vel en selvfølge, men det inkluderende griber dybere ind i kirkens væsen og er en del af fællesskabets grundlæggende karakter.
Inkluderende kirke opleves derfor også bedst gennem det, der siges mellem linjerne.
Søgervenlig adfærd er kirkens udtryk, mens det inkluderende har at gøre med kirkens identitet. Kirken er altså ikke nødvendigvis inkluderende, selvom vi i mødet med ikke-kirkevante mennesker for eksempel behersker den rette terminologi, afholder liturgisk tilgængelige gudstjenester og i det hele taget forsøger at fremstå kulturelt relevante.
Inkluderende kirke er hjertets sprog.

Plads til morderen

Hvad og hvem er en inkluderende kirke så mere konkret? Igen, lad os se på Jesu’ udsagn, for der hersker ingen tvivl om hans målgruppe, da han sagde: “De raske har ikke brug for læge, det har de syge” (Lukasevangeliet 5,31-32),
og han siger også helt tydeligt, hvem vi skal inkludere:
“Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld. Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse” (Lukasevangeliet 14,12-14).

Den inkluderende kirke må altså være at finde, hvor ufuldkomne mennesker kommer sammen, og jeg mener – lidt sat på spidsen -, at en syg kirke er en sund kirke: en inkluderende og sund kirke i vækst vil altid være et fællesskab, som består af ufuldkomne mennesker.
En syg kirke er en sund kirke, fordi det er en normal kirke, som består af unormale mennesker – der er jo noget med os alle. Der er altid et eller andet med os, som ikke er helt normalt, hvilket kan være alt fra en lille underlig detalje til helt overskyggende og store fejl.
At tro, at alle andre er normale, er en illusion. Forventningen om den perfekte partner, den perfekte chef, arbejdsplads eller kirke er en illusion. Selv de mennesker, der har haft allerstørst betydning for os gennem livet, er heller ikke fejlfrie.
Hvis du endnu ikke er overbevist, er det måske fordi, du ikke er tæt nok på det andet menneske…

Københavns Vineyard

I København Vineyard har vi en drøm om at være et fællesskab, hvor hver enkelt kan opleve sig inkluderet, inspireret og involveret.
Jeg er flere gange blevet spurgt om, hvad der særligt kendetegner kirken, og jeg svarer, at jeg frem for alt håber, vi er et fællesskab, som er i stand til at inkludere alle mennesker… alle mennesker – selv fangen, som fortalte mig ved mit besøg i fængslet: ”jeg håber ikke, jeg slår nogen ihjel i dag!”, var en del af København Vineyard.
Selvom han desværre ikke lever længere, glæder jeg mig over, at fællesskabets favn var stor nok til at favne ham. Det er helt psykologisk umuligt at praktisere Guds nåde og samtidig ikke ville have med alle slags mennesker at gøre – vi kan ikke have én indstilling over for Gud og en anden over for vores næste, selvom den næste er meget anderledes end os selv.

Drop facaden og idealbilledet

Og så til det sidste spørgsmål, som samtidig er den del, hvor der skal handling bag ordene: hvordan begynder vi at gøre kirken inkluderende?
Den inkluderende kirkes fornemste opgave er at udvikle evnen til at relatere og bygge fællesskab med Gud, hinanden og vores medmennesker fra alle samfundets lag. Hvis vi vil lære Guds inkluderende kærlighed bedre at kende, er forudsætningen, at vi må blive virkelige med os selv og hinanden. Men da bliver fællesskab besværligt.
Som Henri Nouwen formulerede det: ”Fællesskab er det sted, hvor det menneske, du mindst ønsker at møde, altid findes.”
Det perfekte fællesskab er en illusion. Jean Vanier sagde: ”Fællesskab sker dér, hvor vores begrænsninger, frygt og egoisme bliver afsløret for os.”
Fællesskabet i Faderens favn vil altid afsløre vores fejl og mangler for hinanden. Det er derfor ikke underligt, at så mange af os har svært ved at relatere til fællesskabet, men selvom det i praksis er svært at være fællesskab, er det jo dybest set det, vi mennesker længes efter.

Relations-allergi

Mange af os lider af en form for relations-allergi, hvor vi på den ene side længes dybt efter venskabet med andre, og på den anden side bliver vi nemt ”syge” af det – fællesskab giver os røde knopper.
Derfor siger vi på samme tid ”elsk mig, men lad være at elske mig; tag imod mig, men hold dig på afstand!” Når inkluderende kirke alligevel kan lykkes, er det fordi, kærligheden overvinder isolation og menneskefrygt.
Inkluderende kirke fremstår da i sin skønneste form, når den opleves med vores individuelle fejl og mangler. Kirken bliver noget helt særligt, når vi kommer sammen som ufuldkomne og fejlbarlige mennesker. Kun i Guds favn kan vi sammen blive til det, vi ikke er i os selv.
Det har altid fascineret mig, at det kan lade sig gøre at være inkluderende kirke, når vi er så forskellige, som vi er, men det bekræfter blot, at vi virkelig er skabt til fællesskab.

Den første kirke

Vi bærer dog hver især rundt på en hel del forestillinger, der forvirrer os i processen med at udvikle os til et inkluderende fællesskab. For mange er det et idealbillede af kirken, der spænder ben for dem.
I Apostlenes Gerninger kapitel 2 finder vi en ret udførlig beskrivelse af den allerførste kirke, som dannedes på pinsedagen: de holdt fast ved læren, ved fællesskabet, var fælles om alt, fordelte deres penge mellem fattige, var enige (!) og kom hver dag sammen både i templet og i mindre grupper for at tilbede Gud.
Hver dag kom folk til tro, og som fællesskab nød de stor anseelse i samfundet. Vi reagerer meget forskelligt, når vi læser dette. Nogle af os fascineres og ville spontant have meldt os ind i kirken. Skeptikerne derimod tvivler på, om det nu også er en sandfærdig beskrivelse af den første kirke.

Drøm eller virkeligt

Teolog Dietrich Bonhoeffer skrev:
”Men Guds nåde forvirrer hurtigt disse drømme… jo hurtigere denne desillusionering overgår den enkelte og fællesskabet, des bedre for begge. De, som elsker drømmen om et kristent fællesskab mere end det kristne fællesskab i sig selv (som det virkeligt er), ødelægger det kristne fællesskab, selv om deres intentioner er nok så ærlige og hengivne.”

Bonhoeffer giver her en direkte opfordring til at gøre op med idealistiske og urealistiske forventninger og i stedet acceptere, at en syg kirke er en sund kirke, for vi har alle brug for den inkluderende kirkes fællesskab.
I Faderens omfavnelse finder vi den sammenhængskraft, som skal bære det inkluderende fællesskab. En kærlighed, der forpligter. Igen må det være i Faderens favn, og kun dér, vi formår at forpligte os over for hinanden som fællesskab.
Det er, når vi gribes af Hans inkluderende kærlighed, vi formår at forpligte os irrationelt til hinandens velbefindende – og det er inkluderende kirke i både ord og handling.