Færdig som powerkvinde

(Læsetid: 10 minutter)
Udbrændthed forårsaget af stress er noget, mange kender til. Men der er hjælp at hente, når vi tør stole på Gud gennem kaos og uvished.
Udbrændthed forårsaget af stress er noget, mange kender til. Men der er hjælp at hente, når vi tør stole på Gud gennem kaos og uvished.

Da Sandra Muth fra Tyskland blev kristen, troede hun det betød, at hun kunne præstere endnu mere end før…

Af Sandra Muth

”Med Gud ombord kan jeg præstere endnu mere!” Det troede jeg virkelig, da jeg i maj 2008 blev personlig kristen. På det tidspunkt var jeg medejer af et firma, og hele min identitet var bygget op omkring det, jeg gjorde og havde.

Jeg er vokset op med, at det var vigtigt at få gode karakterer i skolen og ikke sidde og hænge. Valgsprogene lød: ”Den, der har noget, er noget” og ”den, der kan noget, er noget.” Og nu havde jeg oven i købet Gud – hvor skønt! I min første naive tid som kristen troede jeg faktisk, at Gud gav mig sin fylde og kraft, for at jeg kunne stråle i andre menneskers selskab og leve et sorgfrit og lykkeligt liv.

I dag må jeg smile ved tanken om min naivitet, og jeg er glad for, at Gud ikke altid har føjet sig efter mine ønsker, for hans veje er langt bedre, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig.

Ikke mere energi tilbage

I sommeren 2010 var min udbrændthed en kendsgerning. En tilstand af total udmattelse, indre tomhed og apati var konsekvenserne. Den tidligere så succesrige powerkvinde, som kunne klare alt, var tappet for energi. Jeg kunne slet ikke få det til at hænge sammen.
Blot to år tidligere var jeg blevet kristen og havde betroet mit liv til Jesus. Fuld af glæde havde jeg fortalt alle, hvor skønt livet med Jesus var, og at han gjorde alting muligt. Og nu befandt jeg mig på kanten af et nervesammenbrud – ude af stand til at lave så meget som en kop kaffe til mig selv. Ingenting fungerede længere.

Jeg havde allerede i lang tid ikke magtet at holde hus, havde kun gjort det allermest nødvendige og udadtil skjult det godt, for jeg ville ikke have, at nogen skulle bemærke det. Og dog kunne jeg ikke længere skjule ret meget; man kunne se det på mig: Udmattelsen, trætheden, den manglende gnist i øjnene.

Tit flygtede jeg ud på toilettet og græd, når jeg var i gang med noget – ude af stand til at forstå, hvad der var i vejen med mig. Og dertil kom de indre bebrejdelser: ”Lad dog være med at opføre dig sådan!” ”Du bilder dig bare noget ind!” ”Tag dig dog sammen!” ”Hvad er du dog for en kristen?” – indtil det definitivt var slut, og jeg brød sammen derhjemme efter et arbejdsrelateret arrangement.

”Herre, lav om på min situation!”

Jeg følte mig som en total fiasko og en dårlig kristen. Jeg tvivlede på Gud og på et liv som kristen og tænkte, at det alt sammen blot var noget, jeg havde bildt mig ind. Hvis der virkelig fandtes en Gud, ville han dog give mig den energi, jeg havde brug for, eller hvad? Jeg forstod slet ingenting mere.

Så jeg isolerede mig i flere uger og sad bare og vegeterede for mig selv derhjemme. Jeg var sygemeldt på ubestemt tid, og min læge havde søgt om rehabilitering til mig, som jeg måtte vente på. Tilliden til Gud, til mig selv og til andre mennesker var væk, og jeg kunne ikke længere finde ud af noget. Jeg var bange. Usikkerhed og forvirring bestemte min dag. Og dog var Jesus mit sidste håb.

Jeg forsøgte dagligt at bede og genoptage kontakten til Gud, skrev dagbog og klagede min nød til ham. Jeg bad i denne tid den ene gang efter den anden om, at Gud ville forandre min situation. Jeg håbede, at han ville knipse med fingrene og, vupti, ville alt være godt igen – ham til ære og mig til gavn. Men Guds plan var anderledes. Guds plan var større.

Budskab om håb

En dag talte Gud ganske tydeligt til mit hjerte: ”Sandra, vær ikke bange! Jeg vil gøre dig rask! Jeg vil holde mit løfte. Jeg vil skænke dig en fremtid efter dit hjerte, og du vil love og prise mig. Du vil blive boende her i landet, og jeg vil velsigne dig. Du skal være et lys, og alle vil se, at jeg er din Herre og Far. Du vil le og juble over det, jeg vil gøre med dig, og mange vil se det – omend først senere. Jeg vil gerne, at du skal vide dette: Alt det, der sker lige nu, er min vej for dig. Jeg vil ikke ændre din situation – men jeg vil ændre dig i denne situation. Stol på mig!”
Efter mange kampe og indvendig død fandt jeg et ja til Guds veje med mig. Jeg besluttede mig for at stole på ham og gå gennem al lidelse og kaos i mit liv sammen med ham.

Angst bliver til mod

I slutningen af 2010 trådte jeg ud af det fælles firma; min kollega fortsatte på egen hånd. Jeg blev straks løst fra alle rettigheder, men desværre ikke fra forpligtelserne. På grund af træthed og udmattelse var jeg ikke i stand til at handle klogt og overlod det hele til en sagfører. Sideløbende gik jeg i seks uger til behandling på et kristent rekreationshjem. Der viste Gud mig hen ad vejen alle de løgne, jeg hidtil havde troet på. Han førte mig tilbage til områder i min barndom, hvor jeg havde været udsat for misbrug. Jeg oplevede helbredelse, befrielse og vejvisning, kunne tilgive og mødte tilgivelse.

En dag var det, som om Gud ville sige: ”Jeg vil give dig et nyt navn.” ”Hvad skal jeg så hedde?” spurgte jeg. Gud svarede: ”Mod.” Jeg smilede lidt for mig selv og skrev i min dagbog: ”Sandra-angst bliver til Sandra-mod (Sandra Mut).”

Firmaet var i mellemtiden blevet erklæret insolvent, og jeg hæftede for al gæld. Jeg mistede på én gang alt, hvad jeg ejede. Dertil kom, at min forsikring ikke mere ville betale, og jeg var uden indtægt i ni måneder. Jeg fik ikke understøttelse fra hverken myndigheder eller andre institutioner og havde ikke længere penge til at betale sagførere. Altså måtte jeg kæmpe mig gennem breve fra kunder, leverandører og advokater, alt imens jeg stadig sad fast i en tilstand af konstant udmattelse.

Fred midt i stormen

I denne tid oplevede jeg Gud som forsørger. Han sendte mennesker til mig, som hjalp mig finansielt, materielt og praktisk samt med åndelig støtte og bøn. Det gik kun langsomt og møjsommeligt fremad. Og dog mærkede jeg en kraft, som jeg ikke tidligere havde kendt. Med Jesus ved hånden gik jeg skridt for skridt gennem alle udfordringer, lærte at tage mere afslappet på triste budskaber og blev for andre et vidnesbyrd om Guds almagt og storhed.

Jeg oplevede Guds fred midt i stormene og havde en følelse af, at Gud ville bringe mig sikkert gennem alt kaosset. Tæt på ham fandt jeg alt, hvad jeg virkelig havde brug for – den fred, som overgår al forstand.

Efter rekreationsopholdet forsøgte jeg at finde arbejde. Jeg skrev adskillige ansøgninger og fik afslag på dem alle – uden at komme til samtale. Nu var jeg endnu mere modløs. Gud måtte den ene gang efter den anden fiske mig op af mindreværdsfølelsens sump, for at jeg kunne komme videre. Til sidst var jeg på et tremåneders ophold på en dagklinik. Her tog jeg initiativ til at lave en bibel- og lovsangsgruppe og havde den glæde at føre en kvinde til tro på Jesus og opmuntre mange andre. Jeg lærte også i denne tid min nuværende mand at kende. Vi giftede os i maj 2012.

Et nyt liv

Efter hvedebrødsdagene sad jeg en dag og læste i mine dagbøger og opdagede det, jeg havde skrevet på rekreationsklinikken. Jeg havde blot ikke helt forstået det dengang. Men sikke en bekræftelse, at jeg nu virkelig hedder Sandra Mut(h)! Det ’h’ bliver dermed et pust af Helligånden, der gør levende. Gud ved alt, og jeg kunne have sparet mig for meget, hvis jeg altid havde været lydig og stolet på ham.

Kort tid efter begyndte jeg for mig selv inden for et helt nyt arbejdsområde, som farve- og stilkonsulent. Det har sidenhen ført mere med sig: kreativ hjælp og støtte til kvinder i forbindelse med at finde en identitet i tilværelsen. Gennem dette arbejde kan jeg give det videre, som Gud har skrevet dybt i mit hjerte: ”Du er værdifuld – uden præstationer og uden rigdom.”

Jeg er glad for mit arbejde og så taknemmelig over for Gud for alt, hvad han har forandret og gjort i mit liv og i mig. Mit liv er nu i overensstemmelse med Guds orden; han har skabt noget vidunderligt ud af al uorden og kaos. Jeg har lov til at leve ham til ære. Gud bruger mig som opmuntring for mange mennesker, som sidder fast i kriser, og jeg har den faste tro, at Gud også vil udvirke store undere med dem – sådan som han har gjort det med mig.
”Du lærte mig livets veje, du vil mætte mig med glæde for dit ansigt” (Apostlenes Gerninger 2,28).

Sandra Muth arbejder som rådgiver i forbindelse med identitet og livsorientering.

Skridt til at modvirke udbrændthed

1 Udbrændthed opstår som regel ved, at personer, som brænder stærkt for en sag eller et mål, over en længere periode ikke oplever tilsvarende succes. Batteriet bliver ikke ladet op, og på et tidspunkt er de brændt ud. Ofte går der lang tid, før de pågældende mærker det; de er fanget i hamsterhjulet. En bevidst retningsændring er kun mulig, hvis man lægger afstand til sin hverdag. Der er to veje, der kan føre til en sådan ændring: Kriser og refleksion. Kriser er ufrivillige; de rummer chancer, men også farer. Det bedste er at lægge afstand i tide ved refleksion. Koncentrér dig i den forbindelse om begreberne ”tid” og ”eget værd”.

2 Din tid er begrænset, opsparet tid bruIges for det meste straks. Sørg derfor for at skabe frirum, hvor personlige relationer kommer i forgrunden.

3 Ingen er uundværlig. Forsøg at give slip Iog grib tingene an på en mere afslappet måde.
Skab modvægt – frem for alt gennem Ipersonlige relationer, men også gennem hobbyer. Derved kan du læne dig op ad noget velkendt (”Hvad har tidligere gjort mig glad?”).

5 Forholdet til Gud befrier for følelsen Iaf at skulle klare noget ved egen kraft. Jesus har gjort alt det nødvendige. Jeg er okay – trods min utilstrækkelighed.

6 Konfrontér svære situationer på arbejde Ieller i forbindelse med tillidshverv, og forsøg at ændre dem. Det kan også være nødvendigt at opgive aktiviteter. Bedre organisation eller videreuddannelse kan hjælpe, men også føre til endnu mere arbejde. Det er vigtigt at kende og sætte sine egne grænser.

Dr. Martin Grabe

Læs også