Mel Gibson fik 10 minutters bifald for film om kristen krigshelt
Da Mel Gibsons nye film Hacksaw Ridge blev vist på Venedigs Internationale Film Festival sidste lørdag gav tilskuerne ham et 10 minutters stående bifald.
Hacksaw Ridge fortæller den sande beretning om krigshelten Demond Doss, som modtog en æresmedalje for at have reddet dusinvis af sine soldaterkammerater. Doss var udsendt som læge – men nægtede at bære våben, fordi han var kristen.
– Jeg er aldrig før blevet så rørt over at se en film. Dels fordi den er så realistisk i beskrivelsen af de frygtelige grusomheder, der foregik i en to-ugers konfrontation mellem amerikanske og japanske soldater. Dels fordi min far kæmpede i det sydlige Stillehav og aldrig var i stand til at tale om grusomhederne. Den tredje grund er hovedpersonen selv. Hans kristne tro og principper om ikke-vold kommer stærkt frem. Han risikerede sit liv under de frygteligste forhold for at redde sine kammerater og tjene sin Herre, lyder vurderingen fra Jim Denison fra Denison Forum on Truth and Culture.
Mel Gibson siger, at han har lavet filmen, fordi han selv er rørt over Demond Doss’ tro og mod. Men også fordi Hollywood kun uhyre sjældent fremstiller kristendommen i et positivt lys.
Hacksaw Ridge vil først kunne ses i USA til november.