Hvordan forklarer videnskaben mangfoldigheden af planter og træer?

Evolutionsbiologer kan fx ikke gøre rede for ahornbladets facon. Svaret vil være, at den pågældende facon må have haft en overlevelsesmæssig fordel på et tidligere tidspunkt i plantens evolutionære historie.
Evolutionsbiologer kan fx ikke gøre rede for ahornbladets facon. Svaret vil være, at den pågældende facon må have haft en overlevelsesmæssig fordel på et tidligere tidspunkt i plantens evolutionære historie.

Spørgsmål: Jeg er nogenlunde med på, hvordan videnskaben forestiller sig livets opståen.
Men hvordan forklarer de mangfoldigheden af blomster, planter og træer?
Mvh. Henrik Jacobsen

Svar: Evolutionsteorien går i enkelhed ud på, at det første liv var en bakterie, en encellet organisme, hvorfra alt liv stammer. Den encellede organisme blev ved tilfældige mekanismer til en flercellet organisme, hvor arbejdsopgaver pludselig blev fordelt mellem forskellige celletyper. Et eller andet sted deler linjerne sig, så vi groft set får planter i én linje og dyr i en anden. Mekanismen er den samme overalt, nemlig at tilfældig mutation i DNA’et skaber variationer, og nogle af disse variationer er bedre tilpasset til deres miljø og overlever derfor på bekostning af deres artsfæller – det hedder naturlig udvælgelse.

Denne mekanisme med tilfældig variation og naturlig udvælgelse påstås at føre til den mangfoldighed af organismer, planter og dyr, som vi ser i dag. Man skal altså forestille sig, at der engang for måske 3,5 milliarder år siden kun var én slags organisme. Denne organisme blev til to forskellige, da tilstrækkelig stor variation opstod hos en gruppe af denne type organisme et eller andet sted på jorden. Sådan virker evolution, de 2 blev til 3 og 4 og 5 forskellige arter og så fremdeles, indtil den mangfoldighed vi ser i dag.

Hver enkelt plante og dyr påstås altså at være et resultat af tilpasning til et bestemt miljø – opnået gennem tilfældigt opståede variationer, som er sorteret til i kraft af deres bedre overlevelsesevne. Selve denne mekanisme er et af evolutionsteoriens få pålidelige punkter. At den bedst tilpassede er den, som overlever, vil ingen intelligent design-forsker benægte.

Mangler svar

Angående mangfoldigheden af blomster, planter og træer, så giver biokemiker Michael Denton i sin seneste bog en masse stof til eftertanke. Denton skrev i firserne bogen Evolution: A Theory in Crisis, og i år udgav han bogen Evolution: Still a Theory in Crisis. I den introducerer han begrebet ”non-adaptive order”, som på lidt snørklet dansk svarer til ”ikke-tilpasningsmæssig orden”.

Begrebet dækker bl.a. en masse former og faconer i planteverdenen, som ikke kan forklares med tilpasning. Evolutionsbiologer kan fx ikke gøre rede for ahornbladets facon, de har ingen forklaring på netop dén forms overlevelsesmæssige fordel.

Hvorfor ser blade så forskellige ud? Denton hævder, at evolutionsteorien kollapser alene ved de millioner af spørgsmål vedrørende faconer, som naturlig udvælgelse ikke besvarer. Svaret fra evolutionsbiologer vil altid være, at den pågældende facon må have haft en overlevelsesmæssig fordel på et tidligere tidspunkt i plantens evolutionære historie.

Du får intet konkret svar på spørgsmålet om hvilken overlevelsesmæssig fordel. Denton mener, at forklaringen på naturens mange former og farver nok mere sandsynligt har med det faktum at gøre, at skaberen kunne lide det sådan – altså at naturens barokke, mangfoldige skønhed skyldes et valg, som Gud har truffet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



(Dr. Michael Denton har bidraget med vigtige opdagelser indenfor gen-forskning, han har bl.a. identificeret en række gener, ansvarlige for arvelige øjensygdomme. Han identificerede det gen, som blev brugt i det første forsøg med gen-terapi på Moorfields Eye Hospital i 2009.)

Ingen konkret forklaring

Darwinisterne har ingen konkrete forklaringer på mangfoldigheden af former hos levende organismer. Derfor må de til stadighed ty til røverhistorier fx om, hvordan giraffen fik sin lange hals.

I skolebøger her i 2016 kan man således læse at: kun girafferne med de længste halse kunne nå de øverste blade, når der var knaphed på føde, og derved udkonkurrerede de dem med kort hals. Da denne proces stod på i millioner af år, blev girafhalsen længere og længere.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Dr. Wolf-Ekkehard Lönnig afslører i sin bog ’Die Evolution der Langhalsgiraffe’, at denne forklaring ikke er videnskabeligt baseret, men blot er en afrikansk myte. Myten ses første gang i vestlig litteratur i begyndelsen af attenhundredetallet og bliver efter offentliggørelsen af Darwins teori i 1859 efterhånden inkorporeret i evolutionsteorien som eksempel på, hvordan naturlig udvælgelse opererer.