Natalia springer over hvor gærdet er højest…

Natalia Ivanovas passion er parkour, børn og unge. Her i efteråret har man kunnet følge hende i Team Ninja Warrior på Kanal 5 sammen med bl.a. Patrik Wozniacki, og på KKI-lejr i Odder underviste hun i parkour.

Hun er i evig bevægelse, Natalia Ivanova, også når hun taler. Glæde og passion stråler fra hende, når hun livligt fortæller om vejen fra problematiske ungdomsår, hvor hun solgte hash og fik et barn med en kriminel voldsmand, til et nyt og helt anderledes liv. Et liv, hvor parkour-sporten, arbejdet med børn og unge, og troen på Jesus fylder.

Natalia hører til dem, der springer over, hvor gærdet er højest. Hun er én af dem, der lyser op bare ved synet af en høj mur, et halvtag eller et højt stakit. Punkter i bybilledet, som rager op og nærmest råber på at blive klatret på og besejret.
Parkour handler om at klatre, hoppe og bevæge sig fysisk rundt på byens tage og halvtage i et let flow som en smidig kat.
Natalia kan slet ikke lade være.
Hun brænder for denne fysiske udfoldelse, men også for dét, den kan gøre for mennesker, især unge og socialt udsatte. Hun har sit eget firma, Street eXpression, hvor parkour er et pædagogisk redskab til at styrke selvværd og motivation hos børn og unge – især unge, der har fået en lidt skæv start på livet.

Født i Rusland

Natalia på 30 år er et passioneret menneske, både med sin fysiske og sin åndelige side.
For 2-3 år siden fandt hun Jesus i parkour-miljøet. Men det vender vi tilbage til. Først lidt om hendes baggrund:
Hun er født i Rusland, i byen Arhangelsk i det nordvestlige hjørne – i et hjem, hvor kristendom ikke betød noget særligt. Hun var en lovende gymnast og 10 år gammel, da moren besluttede sig for at emigrere til Danmark og tog sine børn med sig.
Familien endte i Køge, i den socialt belastede Karlemoseparken, hvor Natalia lærte at tale et ghetto-dansk og i årene fra 15 til 18 år havde ”den mørkeste periode i mit liv”, som hun siger.
En af hendes bedste kammerater blev skudt og dræbt af politiet i forbindelse med et røveri. Miljøet var præget af stoffer, indbrud og ikke særligt sunde værdier. Natalia gav lidt los og festede med.
Men samtidig havde hun opdaget den brasilianske kampsport Capoeira, en blanding af kamp, dans og leg, og i stedet for at lave kriminalitet fandt hun en platform, hvor hun kunne blive værdsat, brugt og kunne inspirere andre.
Og var hun alene, skrev hun digte, om kærlighed, jalousi og var en søgende sjæl, som bare ikke helt vidste, hvor hun skulle søge henne.

Hashsælger og soldat

Natalia flyttede tidligt hjemmefra ”for at få fred og ro”, begyndte at sælge hash for at betale huslejen, gik i gang på handelsskolen, men droppede ud. Blev Sonofon-sælger og meldte sig til Gardehusregimentet i Slagelse. Blev soldat for at udfordre sig selv og komme væk fra det vante miljø.
– En kaptajn på kasernen investerede i mig. Han gik lange ture med mig og så noget i mig. Han sagde, at jeg havde selvdisciplin og mental styrke, og han var den første, der virkeligt gav mig anerkendelse. Der kom lige et par ekstra hvirvler i min rygrad, smiler Natalia, som ellers i første omgang var blevet afvist til optagelsesprøven på grund af en skæv ryg.

Efter soldatertiden blev hun pædagogmedhjælper blandt børn, der havde ADHD eller havde forældre, der var misbrugere, og børnene ”klistrede sig op ad mig som en magnet”, siger Natalia. Hér fandt hun ud af, at det var dén vej, hun ville gå.
Undervejs fik hun et barn med sin kæreste, der var erklæret psykopat, og som røg ind og ud af fængsler med bl.a. voldsdomme. Hun fødte sin datter, Anjelica, da hun var 21 år gammel og droppede kæresten. Ham så hun ingen god fremtid med.

I stedet uddannede hun sig til idrætslærer og fik et drømmejob i Herlev blandt børn med ADHD og var der i tre år. På grund af nedskæringer stod hun en dag og var arbejdsløs, men havde ikke lyst til at gå på dagpenge, så hun søgte i stedet ind på professionshøjskolen Metropol og gennemførte en diplomuddannelse indenfor udsatte børn- og ungeområdet.
Nogenlunde samtidig skabte hun sin egen virksomhed, der skulle tilbyde fysiske udfoldelser for børn og unge som et pædagogisk redskab.

En frisk start

Efter to år fik hun selv stress og mavesår. Brød psykisk sammen og havde angstanfald.
– Der var et eller andet, der kaldte på mig, men jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg havde altid troet, at Gud var inde i os, men havde aldrig mærket et behov for at søge Gud. Jeg havde dyrket mindfullness og meditation. Men nu begyndte jeg at rydde op i mit liv. Først rent fysisk ved at forære mine møbler væk. Jeg tog også ud på Nørrebro Runddel og stod og forærede mine ting væk. Politiet kom og spurgte, om jeg stod og delte hælervarer ud, smiler Natalia.

Hun rejste til en parkour-event i München, hvor hun traf Daniel Ilibaca, en engelsk freerunner og et parkour-ikon, som har millioner af views af sine YouTube-videoer.
– Jeg var i en workshop med Daniel, og jeg havde selv forberedt et foredrag, men Daniel sagde alle de ting, jeg selv havde planlagt at sige. Han stjal nærmest min præsentation. Mærkeligt, smiler Natalia.
– Daniel Ilibaca er kristen. En mand af spirit. Du er virkelig modtagelig for Helligånden, sagde Daniel til mig. Jeg syntes, at han var lidt sød og naiv i sin tilgang, men jeg var nysgerrig og kritisk på samme tid. Vi endte i nogle heftige diskussioner, for jeg forstod ikke, at han kunne tale om Jesus på dén måde, han gjorde. For mig var Bibelen nogle gode værdier og filosofiske tanker, men Daniel var på én gang god til at provokere mig og guide mig, fortæller Natalia.

Hun mærkede en ”spirit” i gruppen omkring Daniel, som helt slog benene væk under hende.
Hjemme igen ramte følelsen af tomhed derfor ekstra hårdt, og hun tog til møde i Hillsong-kirken i København og mærkede dér lidt af den samme ånd, som hun havde oplevet i München.
– En facebookbesked en sen aften fra Daniels lillebror, hvor han sendte et foto fra Soul Survivor festivalen i England, hvor de andre var samlet, fik mig til at tænke: Dér skal jeg også være! Så midt om natten købte jeg flybilletter til min datter og mig, og tidligt næste morgen fløj vi derover. Det var som en familie, og gensynsglæden var stor. Der var tusinder af kristne samlet, det var som Roskildefestivalen bare uden druk, og mine venner lagde hånden på mig og bad for mig. Gråd og snot stod ud af mig, og det føltes som om, at isterningerne indeni smeltede én for én.
– Selv om jeg stadig følte mig lidt udenfor, var det min første oplevelse af Helligånden. Det regnede, var gråvejr og alt var mudder, men jeg fik denne følelse indeni: Du har fundet din flok hér! siger Natalia.

Døbt i Los Angeles

Efter en afstikker hjem til Danmark, rejste Natalia med sine nye venner til Mexico, til en parkour-event, hvor hun oplevede, at 75 unge gav deres liv til Jesus.
Bagefter til Californien, hvor Natalia sov og fastede i tre døgn i en ørken, besøgte Bethel Church og lod sig døbe i Mosaic Church i Los Angeles.
– Som jeg sagde ved dåben: ”Jesus is my Lord – and I´m all in”. Det var helt fantastisk, og nogle af de andre på teamet lod sig også døbe, smiler Natalia.

Nu følte hun sig virkeligt ledt af Helligånden. Hun skulle bare videre ud i verden og fortælle om Jesus, så hun investerede 50.000 kr., som hun havde stående, til flybilletter til sine nye venner og sig selv og rejste først til Japan, så til Filippinerne, for at missionere. Undervejs kom hun i tvivl om projektet, men Daniel Ilibaca tog hende til side og sagde: ”Natalia, nu beder du altså!” – og Natalia oplevede, at dét, der havde bekymret hende, blev løst ved Guds kraft, og pludseligt fandt de et sted at bo, der blev skaffet mad til børnene derude, og mennesker gav deres liv til Jesus.
– Pludseligt forstod jeg, hvad det var, der havde kaldt mig til Filippinerne. Jeg oplevede også, at Helligånden sagde til mig: ”Du bliver hér!” – så jeg blev derude i tre måneder og lagde alt i Guds hånd. Jeg oplevede, at Helligånden fortalte mig, at frelsen ville blive meget iøjnefaldende og flashy, og det skete. Vi oplevede Guds velsignelser mange gange, og børn, der blev sat fri, fortæller Natalia og lyser op i et stort smil.
Da hun vendte hjem, skulle hun til at lappe på sin virksomhed StreeteXpression, som hun siger, og finde sine ben igen.
Hun kommer i dag i både Christianiakirken og i Hillsongkirken i København, bor på Frederiksberg med datteren Anjelica på nu 9 år, og brænder for både parkour, for arbejdet med børn og unge – og for Jesus.