Fri abort – ideologi forklædt som sundhed

“Det er fuldstændig uacceptabelt, at vi fortsat tillader, at kvinder og piger dør i usikre aborter,” skriver den verdensomspændende sammenslutning af abortaktivister kaldet ”International Campaign for Women’s Right to Safe Abortion” i en opfordring til FN’s generalsekretær Ban Ki-moon.

“Abort redder kvinders liv.” Dette budskab gentages igen og igen, på alle niveauer, når der skal lægges pres på de nationer, der sættes spørgsmålstegn ved den udbredelse af fri adgang til abort, som FN-organer med støtte fra abortindustriens hovedaktører står i spidsen for.

Abort reduceres fra at være et etisk anliggende til alene at dreje sig om sundhed. Der er to problemer med denne argumentation. For det første kunne man spørge – er det rigtigt? Passer det, at abort redder liv?

Vi kender jo fænomenet illegale aborter fra vores egen historie, og alle har hørt rædselsberetningerne om kvaksalvere og strikkepinde o.l.
Men sandheden om de illegale aborter i Danmark er jo, at kvaksalverne ofte var dygtigere til dette håndværk end de uddannede læger, og at dødeligheden for kvinder, der fik udført en illegal abort, var meget lav – måske endda lavere end for kvinder, der fik legal abort – og under alle omstændigheder afhængig af sundhedstilstanden generelt i befolkningen.

Og dette gør sig sandsynligvis også gældende i den 3. verden. Enhver kvinde, der skal have en abort, legal eller illegal, eller føde et barn, er udsat for en sundhedsrisiko. Det, der primært truer den gravide kvindes liv, er, at hun ikke har adgang til sundhedsydelser.

Legal abort kan medføre undertrykkelse

Desuden, hvis løsningen bliver indførelse af legal abort, vil regeringerne i de pågældende lande kunne slippe udenom at bruge ressourcer på at forebygge problemerne bag den fortvivlede kvindes valg af en usikker abort.

Fx at sætte ind overfor uligheden mellem kvindens og mandens status i samfundet, der bl.a. kan indebære, at kvindens krop – også teenagerens – betragtes som et forbrugsgode, hvor manden kan få stillet sin lyst. Legal abort vil sikre, at manden kan fortsætte denne praksis, nu med et mere effektivt ’udbytte’, fordi han slipper for at vente på, at hun bliver mere attraktiv efter graviditetstidens 9 måneder, og han slipper også for ansvaret for et barn. Han kan bare henvise – eller måske beordre – hende til at få en abort, og hun kan ikke længere henvise til, at det ikke er lovligt. Legal abort bliver dermed et redskab til at fastholde mandens dominans over hendes krop.

Uddannelse hjælper

Bedre uddannelsesmuligheder for kvinden ville være med til at skaffe hende mere status og ligeværd og forhindre, at hun udnyttes. Forbedringer på sundhedsområdet ville også mindske hendes bekymring ved at sætte (endnu) et barn i verden. Sættes der ind med tiltag på disse områder, sikres der på et mere grundlæggende plan, at hverken illegale eller legale aborter bliver en aktuel og fristende løsning på kvindens problemer.

Så undgår man også abortens svære skyggesider, som ingen rigtig har lyst til at snakke om, men alle ved findes: problemet med de rigtig mange kvinder, som har svært ved at tilgive sig selv, at de gav efter for abortens fristelse – og måske omgivelsers pres – og slog deres eget barn ihjel.

Efterfølgende skyld, skam og fortrydelse skabte et langt større problem, end aborten løste. Den bitre erfaring har rigtig mange kvinder gjort, på tværs af alle kulturer, med og uden etiske betænkeligheder i den kulturelle bagage.

Er den udfødte værdig til at blive beskyttet?

Men der er også et mere grundlæggende problem ved at forsvare fri adgang til abort med argumentet, ’at abort redder kvinders liv’, og det er, at det ureflekteret forudsætter, at abort er en legitim løsning på et sundhedsproblem.

Man forsøger at slippe for at forholde sig til etikken i abortspørgsmålet ved at reducere det til et rent sundhedsanliggende. Men det kan man ikke. Forsvarer man fri abort som legitim løsning på et sundhedsproblem, har man allerede taget det standpunkt, at den ufødte ikke er en del af det beskyttelsesværdige fællesskab.

Tortur og retten til liv

Det er indlysende, at dette, at en handling redder liv, ikke nødvendigvis er nok til at legitimere den.

FN’s konventioner imod tortur er et eksempel. Selvom man antageligt kan redde liv ved at få folk til at snakke, er det forkert at mishandle et andet menneske. Man kunne heller aldrig finde på at tilbyde ’fri og sikker adgang’ til lemlæstende pigeomskæringer, selvom truslen var, at familien ellers vil slæbe barnet til en kvaksalver, med risiko for hendes liv og helbred. For det er forkert at lemlæste en lille pige.

Vores grundlæggende fælles værdi er, at det ene menneskes ret til et godt liv aldrig må krænke et andet menneskes ret til det samme (med ganske få nødret-undtagelser).

Er livet altid ukrænkeligt?

Den omfattende kamp, for at kvinder overalt i verden skal have fri adgang og ret til at afbryde et endnu ikke født barns liv, fordi dette vil forbedre deres livsvilkår, bygger derfor på det etiske standpunkt, at der her ikke er tale om ’et andet menneske’ omfattet af de samme rettigheder som os andre, og det er derfor ikke beskyttet af fællesskabet, og det ville klæde abortlobbyen at vedgå dette ærligt over for de lande, man forsøger at påvirke.

Dette vil give plads til en reel diskussion af, hvilket menneskesyn man vil bygge sit liv og sit samfund på: Har en kvinde ret til at bestemme over det nye menneskes liv, fordi det er hende, der skal bære det?

Eller er det enkelte menneskes liv suverænt og ukrænkeligt, uafhængig af sin størrelse, sit udviklingsniveau, sit opholdssted eller sin afhængighed af andre?

Abort tager altid et liv

Der er i dag ikke nogen faglig uenighed om, at menneskelivet starter ved undfangelsen, at det nye liv allerede indenfor de første otte uger har udstukket sin livsvej og herefter bare skal vokse sig stærk. Abort tager altid et lille nyt menneskes liv.

Vi kan til gengæld gøre rigtig meget for at forhindre, at graviditet og fødsel tager en kvindes liv ved at sikre adgang til sundhed og uddannelse for kvinder overalt i verden.

At udbrede kvindens ret til at tage sit ufødte barns liv er ikke at udbrede sundhed, men ideologi. En ideologi, der giver kvinden suverænitet over sit ufødte barn, men fratager barnet beskyttelsesværdigheden.

Et fattigt livssyn

Når man eksporterer den fri abort, eksporterer man det fattige livssyn, at indgangen i denne verden ikke er en naturlig selvfølge. At være menneske under den fri abort er at være heldig ikke at blive prikket ud.

Tilsvarende bliver moderskabet noget, man skal gøre sig fortjent til, for man kunne jo vælge det fra. Og indsatsen for at redde både den trængte kvinde og hendes ufødte barn vil naturligt nedprioriteres, hvis muligheden for at løse problemet med en abort er til stede.

Historien har gang på gang forsøgt at lære os, at det går galt, når magtfulde organisationer eller regimer går foran med at udbrede ideologier, der gerne vil bringe ofre – i form af andre mennesker!

Lad os hoppe af den vogn i en fart.

Lad os udbrede livets kultur og alene kæmpe for at redde liv – kvindens liv og barnets liv.