Konge og fædreland uden Gud

Af Iben Thranholm Cand. teol. og journalist. Samfundsdebattør.
Iben Thranholm, Cand. teol., journalist og samfundsdebattør

Traditionen tro holdt Dronning Margrethe også i år sin nytårstale ved årsskiftet. Dronningen har flere gange vist, at hun godt tør tage bladet fra munden og give danskerne en lille opsang.

Denne gang kom det bl.a. til udtryk ved, at hun sagde, at ansvaret for vellykket integration også ligger hos flygtninge og indvandrere selv. Det var en fin pointe i en tid med megen uro omkring dette følsomme emne.

Men da Dronningen reflekterede over, hvad det er, som får os at føle os danske, blev jeg til gengæld lidt skuffet. Dronningen pegede på vejret og det at genkende de danske nummerplader, når vi vender hjem efter en rejse.
Det er uden tvivl noget centralt i den danske hverdagskultur, men jeg forstår ikke, at Dronningen ikke brugte anledningen til at pege på den kristne kultur som vores fællesnævner. Eller at den burde være det.

Dronningen har aldrig været bange for at tale om sin kristne tro, og derfor kan det undre, at den slet ingen rolle spillede i nytårstalen. Når dronningen vælger ikke at nævne kristendommen som fundament for den danske kultur, er hun på en måde i gang med at save den gren over, som kongehuset selv sidder på. Gud, konge og fædreland hører sammen. Men forsvinder Gud, ja, så er det bare et spørgsmål om, hvornår også konge og fædreland ryger. Vi ser allerede tydelige tegn på denne opløsning i et samfund, der er gennemsekulariseret og plaget af problemer med islamisering – to konsekvenser af glemt kristentro.

Mere opløftende blev det heller ikke i statsministerens nytårstale, hvor Lars Løkke Rasmussen pegede på tv-serien Matador som samlingspunkt for danskerne. Matador er et fint tidsbillede med mange gode og elskelige figurer, men samtidig er Lise Nørgaards fortælling også et oprør mod kristen moral og kultur. Serien vil legitimere abort, homoseksualitet og familiens opløsning – i gudløs kulturradikal ånd.
Kristendom er fraværende i Matador og kun personificeret i den strenge, sorte, indremissionske faster Anna, som Skjern-familien til sidst “aldrig mere vil se”.

Matador er god underholdning foran fjernsynet, men budskabet er kulturnedbrydende.

Ikke noget at sige til, at vi har svært ved at finde ud af, hvilket ben vi skal stå på i forhold til islamismen, når fortællingerne, der nedbryder det kristne fundament, Danmark er bygget op på, er hvad der binder danskerne sammen i moderne tid.