Frelse for både ånd, sjæl og legeme

John G. Lakes tale om ’Den treenige frelse’ blev holdt i London i 1908. Den bringes her i uddrag, oversat af Bo Henriksen.

”Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme. Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det.”
I begyndelsen af alle ting – ja selv før skabelsen af mennesker i det hele taget – var der en tilstand, hvor alt eksisterende var lydigt mod Gud. Også englene var lydige mod Gud.

Stolthed førte til fald

Men der kom en tid, da selv engle gjorde oprør mod Guds styre. I Esajas er Satan omtalt som Lucifer, den lysende morgenstjerne.
”Wast thou not pure and holy until pride was found in thine heart”? – Var du ikke ren og hellig, indtil stolthed kom ind i dit hjerte?

Stolthed var årsagen til, at engle, som før var rene og hellige, udviklede et begær efter at blive adskilt fra Gud, og de gjorde oprør mod ham.
Det var samme stolthed og begær, som fik Adam til at udskifte Guds vilje med sin egen, hvorved han faldt i synd. Ud af Adams menneskelighed kom en instinktiv lyst til at gøre tingene på sin egen måde, og sådan blev menneskeracen drevet ind i en tåget opfattelse af, hvad der er Guds virkelige vilje og virkelige vej.

Det kan være svært at tænke på Gud som en person, da han jo er Ånd. Men ånd er et himmelsk materiale, og Gud selv har en himmelsk substans, ikke en jordisk.

I Guds billede

Ordet fortæller os, at Gud blæste sin livsånde i Adam så han blev en levende sjæl.
”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det” (1. Mosebog 1,27)
Gud skabte ikke mennesket i en form som sig selv, men pustede sit eget selv ind i Adam. Han blæste sin egen karakter ind i mennesket, som blev en sammensætning af himmelsk materiale og jordisk substans. Adam var Guds skabte søn.

Han var ligesom Gud og lige så ren som Gud. De havde et tæt fællesskab, og ordet fortæller os, at Gud gik rundt i haven med Adam og talte med ham. Der var en perfekt relation mellem Gud og mennesket. Adam var en mand helt uden synd og kunne se direkte ind i Guds ansigt. Guds renhed forskrækkede ham ikke, for han var ligeså ren som Gud. Sådan var det oprindelige menneske.

Menneskets karakter blev skabt af et himmelsk materiale, og kroppen blev skabt af et jordisk. Mennesket var en hersker helt uden synd ligesom Gud selv.
Gud betragtede Adam som sin ligemand og gav ham herredømme over jorden. Alle ting og alle forhold, åndelige og fysiske, blev underlagt Gud-manden.

Synden kom, da mennesket begyndte at følge sin tilbøjelighed til det jordiske, animalske og kropslige, i stedet for at være i den åndelige tilstand. Som følge heraf lyttede han til Satans forslag og begyndte at længes efter det jordiske.
Gud-mandens fald blev derfor et fald ind i sig selv. Han faldt ind i sin jordiske tilstand og ud af sin åndelige, himmelske bolig, så adskillelsen til Gud blev helt og aldeles definitiv. Gud havde sagt, at ”den dag du spiser af det (synder), skal du dø” (1. Mosebog 2,17). Det vil sige, at den dag mennesket begyndte at tage del i det jordiske, startede et forfald, så døden fik magt.

Behov for forløsning

Sygdom er begyndende død. Død er resultatet af synd. Der er ikke sygdom i Gud. Har aldrig været det. Vil aldrig blive det. Sygdom startede, da mennesket, Gud-manden, begyndte at synke ned i sin jordiske vilje. Overordnet set er synd ophav til sygdom, og sygdom er resultatet af synd. Der kunne ikke være sygdom, hvis der ikke var synd.

Mennesket, som nu var adskilt fra Gud, havde brug for en forløser. Forløsning var en nødvendighed, for ordet siger; ”du må blive født på ny” (Joh. 3,7). Gud blev nødt til at gøre noget, som kunne få mennesket tilbage til sin oprindelige bestemmelse.

Et jordisk menneske er ikke i stand til at frelse et andet jordisk menneske, da de jo begge er jordiske. Et jordisk menneske kan heller ikke løfte andre ind i en åndelighed, som han ikke selv er en del af.

Gud greb ind

Derfor blev det nødvendigt for Gud at finde en måde, så mennesket blev forløst og genforenet med ham. Jesus kom til verden på samme måde som Adam. Han blev sat i verden af Gud, men var et naturligt menneske med en fysisk krop gennem sin mor, Maria. Guds ord taler om den første og den anden Adam. De var begge Adam, skabt til at producere en race.

Den første Adam syndede, så efterkommere af ham blev et syndigt folk med de samme tendenser i deres natur. Den sidste Adam, Jesus, havde ingen synd. Han havde nøjagtigt det samme privilegium som den første Adam. Han kunne have syndet, hvis han ville, for han var lige så meget et menneske i verden som os andre. Han var ikke som engle af natur, men var af Abrahams slægt og levede under samme betingelser som det faldne menneske.

Jesus triumferede over det faldne menneskes natur og syndede ikke, selvom Guds ord understreger, at ”han blev fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd” (Heb. 4,15). Ordet siger også: ”for som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes”. Det er dét, som gør ham til en medfølende frelser.
Jesus kom ned på jorden for at vise os Faderen, og han bekendte offentligt: ”Jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, han, der har sendt mig”. (Joh. 6,38)

Jesus viser hvem Gud er

Når en kristen er født af Gud og blevet en ægte kristen, er han blevet en Kristus-mand, som gør alt, hvad der er efter Jesu ord og vilje. Hvis verden vil se Jesus, må den se på en Kristus-mand. Ligeledes må verden se på Jesus for at forstå Faderen.

Jesus er personificeringen af Faderen, og han gjorde alt, som var efter Faderens ord og vilje. Den kristne overgiver sig fuldt og helt til Jesu vilje og bliver en Kristus-mand, ligesom Jesus overgav sig fuldt og helt til Faderen og blev en Gud-mand.
En lav standard af kristendom er ansvarlig for al skam, synd og ondskab i verden. Mange kristne mener, at alt er i orden, hvis de bare efterligner Jesus, gør de samme udvendige ting og udfører venlige handlinger.

Men hemmeligheden ved kristendom er ikke at gøre. Hemmeligheden er at være. Virkelig kristendom er at være i besiddelse af Kristi natur. Med andre ord at være Kristus i karakter og i demonstration. Når man giver sig selv til Herren og bliver et Guds barn, en kristen, er man en Kristus-mand. Alt hvad man gør og siger, fra man er født på ny, skal være Jesu vilje, ord og handling. Sådan gjorde Jesus også Faderens vilje fuldt og helt.

Jesus gav os hemmeligheden til at leve dette liv og viste, hvordan vi skal overgive os til Guds vilje på samme måde som han selv. Sådan bliver man en kristen, en Kristus-mand. Derfor skal alt, hvad hjertet rummer, underlægge sig Guds vilje.

Overgiv ånd, sind og krop

En af årsagerne til den lave standard hos kristne er, at man ikke har forstået, at frelsen starter i det øjeblik, vores ånd underlægger sig Gud, navnet bliver indskrevet i Livets bog, og vi tager imod syndernes forladelse.

”Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn”. (Rom.8,16). Det vil sige, at hans Ånd fortæller vores ånd, at vi er Guds børn og har overgivet vores ånd til ham.
Folk undrer sig over, at de selvom de har givet deres hjerte til Gud og nu er hans børn, stadig er plaget af ondt begær og fristes til at gøre onde ting.

Hele vores menneske indeholder som nævnt tre afdelinger, men når vi kun overgiver vores ånd til Gud, har vi ikke overgivet ham det hele. Han kræver også vores sind og krop. Sindet er vores sjæleliv, som fortsætter med at være af jorden, jordisk. Det er orienteret mod det jordiske, indtil vi helhjertet søger Gud for et nyt sind. Det er den samme forandring, der sker i vores ånd; sindet, der havde onde planer, skal ændres, så vi får Kristi sind.

Frelsen – ikke kun for ånden

Kirken har stort set forstået frelsen af ånden, men ikke frelsen fra syndens magt i vores sind. Mange kirkefolk siger, at helliggørelse ikke eksisterer, og andre tror, at Guds kraft skal helliggøre deres sind på samme måde som ånden blev det.
John Wesley definerede helliggørelsen således: ”At man tilegner sig og indtager hele Kristi sind.”

En person med samme sind som Kristus kan ikke have tanker, som ikke er Kristi tanker, ligeså lidt som en ånd, der fuldt ud har underlagt sig Gud, heller ikke kan have noget ondt i sig.
Flere og flere kristne har fået åbenbaret en frelse, der ikke kun omfatter ånd og sjæl. Mennesket er en treenig skabning, der også har brug for, at kroppen forvandles af Gud. Hele emnet om fysisk helbredelse, forløsning af kroppen, den naturlige forvandling samt opstandelsen af kødet, er inkluderet heri.

Frelse for hele mennesket

Kristus er frelser for hele mennesket, ånd, sjæl og krop. Da Jesus ved Jordanfloden overgav sig selv til hele Faderens retfærdighed, underlagde han sit legeme lige så meget, som han underlagde sin sjæl og ånd.
Kristne har ikke lært at overgive deres legeme til Gud og føler derfor, de har ret til at underlægge det nogen eller noget andet, snarere end at underlægge det Gud.
Det er klart, at med en fuld og hel frelse er det lige så anstødeligt for Gud, når man overdrager kontrollen af sin krop til verden, som det ville være at lægge sin ånd ind under verdens ånd.

Frelse af ånden kan kun ske gennem Kristi blod ved at modtage hans Ånd. Frelsen fra naturlige jordiske tanker og handlemåde kan kun ske ved, at det naturlige sind lader sig forvandle af Kristi sind. På samme måde med kroppen, som nu og for evigt skal overgive sig til Gud.

Kristne tilhører Gud

Ingen vil vel bede om hjælp fra nogen anden kraft end Guds. Der er ingen anden Ånd at gå til, medmindre man vælger verden og Djævelens ånd.
En ægte kristen er én, som er sat til side. Hele mennesket – alle tre afdelinger – er for evigt sat til side af Gud og tilhører ham. Derfor er vores krop lige så meget overgivet til Gud som vores ånd og sjæl. Vi kan ikke gå til nogen anden kraft for at få hjælp og helbredelse. Kun til Gud.
”Forbandet den mand, som stoler på mennesker og søger sin styrke hos dødelige, men hvis hjerte viger fra Herren.” (Jer.17,5).
I 2. Krønikebog kap. 16 fortælles om Asa, Israels konge, som i det 39. regeringsår fik en sygdom i foden. Han stolede ikke på Gud, men søgte lægers hjælp – og døde. Asa havde stolet på Gud i mange år, og selvom hans hær var lille og ubetydelig, havde Gud lagt store hære i hans hånd. Da han fik sygdom i foden, stolede han ikke på Herren, men på læger, hvilket var en fornærmelse mod Gud. Min pointe er, at en hundredefolds indvielse til Gud betyder, at man kun søger ham og ingen anden. Denne absolutte indvielse til Gud og troen på den treenige frelse er hemmeligheden til et succesfuldt kristenliv.

Guddommelig helbredelse

Når en afdeling af vores treenighed lægges over til almen menneskelig visdom, er man svag og udsat. Så er denne afdeling ikke overgivet til Gud. Hvis vi betror vores sjæl og krop til verden, er to afdelinger af vores skabning ude af hænderne på Gud, og så er kun vores ånd på bølgelængde med himlen. Sådan burde det ikke være.
Overgivelsen af hele vores menneske til Guds vilje har altid været meningen. Velsignet være hans navn. Når vi overdrager hele vores skabning til Gud, bliver vi sat et sted, hvor der er helbredelse, ikke kun af ånd og sjæl, men også vores krop. Guddommelig helbredelse vil sige, at Guds kraft fjerner enhver sygdom, der måtte sætte sig i kroppen.

Guddommeligt helbred vil sige, at vi dag for dag og time for time er i kontakt med Gud, så hans liv flyder igennem vores krop.
Når Kristus-manden underlægger sig Gud på denne måde, er han ikke genstand for helbredelse ved Guds kraft, men vandrer i konstant helbredelse. Hemmeligheden ved et liv i fællesskab med Gud er at modtage direkte fra hans Ånd, som flyder ind i vores ånd, sjæl og krop.
Jesu frelse forløste hele vores menneske fra syndens magt. Rub og stub. Synd i ånden, synd i sjælen, synd i kroppen. Hvis frelsen eller forløsningen er fra syndens magt, og enhver synd i hele vores menneske er taget væk, så må enhver virkning, som synden producerer, også forsvinde, når kilden er helbredt.

Kristne er Kristus-mænd og står i stedet for Jesus. Guds ord siger til kirken og den enkelte kristne ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer”. (1. Kor. 12,27). Alle dem, der kender Jesus og virkelig har Guds liv indeni, er Kristi legeme i verden. De har den samme kraft som Jesus, da han vandrede på jorden. Kristne som praktiserer denne kraft, skaber en anden praktisk Kristus og er nu hans legeme. Når denne sandhed ses, vil kristendom finde tilbage til sin ny-gamle base. Guds lys, bevidstheden om vores position i verden, bevidstheden om vores ansvar som Kristus-mænd og Kristus-kvinder, der bærer Kristi byrde og nød for den fortabte verden.

Mennesker har gjort evangeliet mystisk og filosofisk, men evangeliet om Jesus er så enkelt, som det kan blive. Ligesom Gud boede og virkede igennem mennesket Jesus, således virker mennesket på tronen, Kristus, gennem sit legeme i verden.

Repræsentant for Kristus

På samme måde som Jesus selv var repræsentant for Faderen, sådan er Kirken nu repræsentant for Kristus.
”Disse tegn skal følge dem, der tror”. (Mark. 16,17). Ikke prædikanten, ældsten eller præsten, men den troende.
”Han skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske” (Mark. 16,18). Den troende er Kristi legeme i verden.

Evangeliets enkelhed om Jesus er i sig selv et under, men det er overraskende, at mennesker ikke altid har forstået hele processen i vores vidunderlige frelse. Hvordan kan det være, at man gjorde det mystisk? Hvorfor har vi ikke levet et bedre liv? Fordi vores øjne blev slørede, så vi hverken kunne se eller forstå, at Gud efterlod os i verden for at vise Jesus, og Faderen efterlod sønnen i verden for at vise Gud.
Det menneske, som Kristus bor i ved Helligånden, er større end nogen anden kraft i verden. Alle andre naturlige, onde kræfter er mindre end Gud. Satan er en svagere kraft, og derfor siger Gud til de troende, at de skal kaste djævle/dæmoner ud.

”For han, som er i jer, er større end han, som er i verden”. (1. Joh.4,4). Den kristne hersker og har autoritet og herredømme ligesom Jesus.
Al magt var givet til ham, men han tog et fad og et klæde og vaskede sine disciples fødder. Magten gjorde ham ikke hovmodig, men til den mest ydmyge af alle.

Når en kristen har tilegnet sig meget, vil han også være en tjener. Jeg fortæller jer, mine kære, at det ikke er nødvendigt at blive domineret af det onde eller af onde åndsmagter.
Kristne skal altid herske og have kontrol over andre åndsmagter. Selv Satan har ingen magt over dem, med mindre de selv tillader det. Jesus lærte os at lukke sindet, hjertet og hele vores indre menneske for alt ondt. At leve med en åbenhed kun til Gud, så hans lys kan skinne ind, og alt mørke bliver lukket ude.

Afvis onde tanker

Derfor sagde Jesus: ”Se derfor til, hvordan I hører”. (Luk. 8,18). Ikke hvad I hører, for vi kan ikke kontrollere alt, hvad vi hører. Når noget går imod Ånden og kundskaben om Gud, så luk døren. Det vil i så fald ikke kunne ramme dig. Hvis du i dit hjerte finder en ond, egoistisk tanke, som er uværdig for et Guds barn, så smid den ud.
Mine kære, sådan skal vi også gøre i forhold til vores legeme, når sygdom eller forslag om sygdom banker på døren. Smid det ud som ondskab. Det er ikke fra Gud. Hersk over det og smid det ud. Det ærer ikke Jesus Kristus, hvis en sygdom indtager os. Vi skal ikke have sygdom. Vi er guder. Jesus sagde: ”Jeg har sagt: I er guder”. (Joh. 10,34). Jesus ønsker, at vores attitude er således: Vi er guder i denne verden. Velsignet være hans navn!

Ondskab er virkelig. Djævelen er virkelig. Han var en virkelig engel. Stolthed ændrede hans natur. Gud er virkelig. Han udskiftede vore hjerters natur, så vi er nye skabninger, i Jesus Kristus. Guds kraft, Helligånden, er den Ånd, som hersker og gør enhver kristen til en gud.

Kristne har kraft

Vi er ikke underlagt magter og myndigheder. ”Mine kære, nu er vi Guds sønner”. (1. Joh.3,2). Gud vil, at vi kommer, opholder os og lever i den kristnes bolig, det himmelske sted i Kristus Jesus.
Guds ord giver os nøglen. ”Den onde kan ikke røre ham” (Joh. 5,18). Guds Ånd strålede ud fra mennesket Jesus. Kan du ikke se, at Guds Ånd er lige så ødelæggende for ondskaben, som den er skaber af det gode?
Ikke kun ånden skal slippe af med synden, og ikke kun sjælen skal være ren. Vi har brug for Gud i kroppen for at have et godt helbred. Ved du ikke, at strålingen af Guds Ånd som omgav vores Herre, Jesus Kristus, var hans sikkerhedsvagt? Billedkunstnere maler en glorie om Jesu hoved, men kunne lige så godt sætte glorien på hans hænder, fødder og krop.

Guds Ånd stråler ud af en kristen person, fordi Helligånden gør ham uindtagelig for berøring eller kontakt af fjendtlige kræfter. Vi er en kraft i os selv. Guds Ånd stråler ud fra os, så længe vores tro på Gud er aktiv. ”I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer” (Jak. 4,7). ”Derfor blev Guds søn åbenbaret: For at tilintetgøre Djævelens gerninger” (1. Joh. 3,8). ”For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro” (1. Joh. 5,4). ”Og hvem andre kan overvinde verden end den, som tror, at Jesus er Guds søn”? (1. Joh. 5,5).
Grunden til at folk bliver syge, er den samme, som når de bliver syndfulde. De overgiver sig til forslag om onde ting, som tager plads i hjertet. Med sygdom er det på samme måde. Der er ingen forskel.
Forslag om undertrykkelse bliver præsenteret for os, og når vi bliver frygtsomme, sikrer sygdommen sig fodfæste. I Jesu Kristi navn: Jeg nægter at tage imod!

Gud beskytter mod smitte

I 15 år har Gud ladet mig komme i kontakt med alle mulige smitsomme sygdomme, og jeg har aldrig taget imod én eneste af dem. Djævelen kunne ikke få mig til at tage dem. Jeg har bedt for kopperpatienter, hvor væskeblæren bristede, når jeg rørte dem.

Jeg er gået hjem til min kone og babyer og har aldrig smittet dem. Min bolig er i den Højestes skjul, og den Onde kan ikke nå mig. Jeg har dagligt haft kontakt med difteritis, kopper, spedalskhed, byldepest og meget mere i forbindelse med arbejdet i Sydafrika. ”Se, jeg har givet jer magt til at træde på slanger og skorpioner og magt over hele fjendens styrker, og intet vil kunne skade jer” (Luk. 10,19).
Derfor kommer apostlens bøn til os med en levende forståelse: ”Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd, sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme. Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det.” (1. Thes. 5,23).

Godkendt undervisning:
John G. Lakes tale blev holdt i London ved en konference arrangeret af Church of England. Londons biskop, Winnington Ingram, leder af konferencen, sagde: ”Denne prædiken indeholder ånden i oprindelig kristendom og afslører forskellene mellem den kristne sjæl i det første århundrede og det tyvende århundrede og viser, hvilket åndeligt herredømme den klassiske kristendom har opnået. Det er en af de bedste prædikener, jeg nogensinde har hørt, og den bør studeres omhyggeligt af enhver præst.

Vi inviterede Mr. Lake til at komme og tale hos os, og han har rejst 10.000 km for at være her i dag. En komité fra Church of England blev sendt til Sydafrika for at undersøge Mr. Lake, hans arbejde, hans kraft, hans undervisning og hans tjeneste. Mr. Lakes tilstedeværelse i dag er resultatet af komitéens tilfredsstillende rapport.”