Indiske Harry blev kristen og dansker

Jeg føler, jeg har vundet i lotteriet, siger ingeniøren Harry Zaveri. Han var både zarathustra-troende og tilbad Sai Baba, men blev kristen under studierne og har boet i Danmark, siden han var 28 år. En ven fra Nigeria lærte Harry, at Jesus vil hjælpe os.

Ingeniør Harry Zaveri har boet i Danmark, siden han var 28 år. Han kommer fra Indien og var vokset op med en anden religion, men valgte som teenager at blive kristen – efter en åndelig oplevelse i London.

Da Harry Zaveri var 17 år, rejste han over til sin bror i London for at studere.
– Da jeg startede i august, mødte jeg en mand fra Nigeria. Allerede i december skulle vi til eksamen i fysik og matematik. Vi hjalp hinanden ved at læse sammen.

– Så fortalte min nye ven mig præcist, hvad jeg skulle læse af det store pensum for at bestå. Det gjorde jeg. Og netop dét, han havde nævnt, dukkede op i mine eksamens-opgaver!

Oplevelsen gjorde Harry meget nysgerrig og han spurgte:
– Hvordan vidste du det?
– Min ven svarede ”Det betyder ikke noget”. Men jeg var større end ham, så jeg låste ham inde i klasseværelset, og sagde: ”Du får ikke lov til at gå, før du fortæller det”.
– Efter tre kvarter fortalte han, at han havde visioner. Han kunne se ting. Senere begyndte han at fortælle mig om, hvad han oplevede, fortæller Harry.

En dag fortalte vennen, at han ville faste 9-10 dage i træk. ”Hvorfor?” spurgte Harry og drillede ham lidt. ”Jeg ønsker at se meget mere af Guds rige”, lød svaret.

Nigerianeren var under studierne i færd med at oversætte Biblen til sin afrikanske stammes sprog.
– Jo mere, jeg lærte ham at kende, jo mere blev jeg tiltrukket af at blive kristen. Han pressede mig ikke, men skabte en tillid i mig, så jeg fik lyst til at blive kristen. Derfor lod jeg mig døbe ca. seks måneder efter, at jeg havde mødt ham, siger Harry, som i dag er 73 år.

Kæmpe omvæltning

At skifte tro var en kæmpe omvæltning for Harry.
– I starten gik jeg stadig med den vest, man går med i min gamle religion. Jeg læste et kapitel i Biblen hver dag, som min ven havde anbefalet mig, men jeg beholdt mine ”bønne-bøger” fra min gamle religion – bare for en sikkerheds skyld, fortæller Harry.

En sommerferie blaffede han til Italien med de gamle bøger i rygsækken. Men en aften, da han kom tilbage til herberget, var rygsækken stjålet.
– Jeg tror, at Gud fjernede noget, som ikke længere skulle have nogen indflydelse på mig. Han accepterede ikke en anden religion i mig.

Gud sætter os på prøve: Er du kristen? Tror du på Jesus? Lige pludselig – når man mindst venter det – står man i en situation, hvor man skal bekende sin tro. For eksempel, når man befinder sig i en gruppe af gamle venner med andre religioner… så opstår situationer, hvor man må erkende og bekende sin nye tro, siger Harry.

– De gange, jeg ikke erkendte Jesus, fik jeg meget dårlig samvittighed. Men Guds kærlighed er stor. Hans overbærenhed fik mig til at føle, at han ventede tålmodigt på mig.

Personlige omkostninger

Harry stod i et dilemma. Hvordan skulle han bekende sin tro på Jesus uden at såre sin dybt religiøse far, der havde betalt for hans uddannelse i London?

– Kan jeg gøre ham så meget ondt, tænkte jeg, da jeg efter otte år i London skulle til Indien og fortælle ham det, forklarer Harry.
Han får tårer i øjnene ved tanken om, hvor svært det var for hans indiske familie dengang. Det var sårbart for alle parter, også fordi han valgte ikke at vende tilbage til Indien efter uddannelsen.

Familien følte skuffelse over, at han skiftede tro og havde svært ved at forstå hans valg.
– Men de overvejede aldrig at udstøde mig eller sådan noget, som man ofte hører, siger Harry.

Smerten i den periode kunne han ikke bære alene: ”Det må du klare, Jesus”, bad han.
Og efterhånden sluttede familien fred med Harrys valg.

Blev velsignet

– Siden jeg blev kristen, har Gud velsignet mig med alt under himlen, siger Harry. Han blev ingeniør fra det bedste universitet i London. Han bestod eksaminer, som han aldrig troede, han kunne klare.

– Jeg fik alt det, ens hjerte kan ønske – uden at jeg havde bedt om noget. Jeg har været i 75 lande i mit arbejde som ingeniør, og dermed har Gud også vist mig hele verden.

Når man har fået så meget, kan man let blive hovmodig. Men min ven fra London var så ydmyg – et blødt og blidt væsen. Jeg spurgte ham, hvordan han gjorde det, og han svarede: ”Bed om den gave! Der er visse ting i ens psyke, som man ikke kan ændre selv, men Gud kan”.

Til Danmark

Mens Harry læste i London, mødte han i en sommerferie en dansk kvinde i København. Som 28-årig flyttede han sammen med hende i Danmark.
De blev gift og fik en datter. I starten levede han som mange danskere og besøgte kun Folkekirken fx til konfirmation og jul.
Men da et af hans to børnebørn for 11 år siden blev døbt, begyndte han at komme fast i kirken og blev selv døbt som voksen i Folkekirken.

Beder for andre

I 2011 fik Harry lyst til at se sig om kirkemæssigt. Han havde hørt om Hans Berntsen, og tog med til en gudstjeneste med forbøn i Kulturcentret på Drejervej i København. Der hørte han også et foredrag om Healing Rooms.

I dag er han med til at bede for andre på Drejervej og også i Healing Rooms i Taastrup.
– Jeg ser og hører ikke så meget, når jeg beder, men dem jeg beder for kan mærke det, fortæller de mig. Det har jo ikke noget med mig at gøre, men er mellem dem og Helligånden, siger Harry.

En dag var Harry på et hospital, hvor en mand på omkring 45-50 år fik kemoterapi. Da manden var færdig med behandlingen, fik Harry en indskydelse til at bede for ham. Han samlede sig sammen og spurgte om lov. Det fik han og bad en hurtig bøn.

Tre-fire måneder senere mødte Harry igen manden helt tilfældigt på hospitalet:
– Jeg spurgte, hvordan det gik, og han svarede: ”Min kræft er stoppet med at udvikle sig”.

En anden gang, da Harry så en ældre mand med stok komme gående, spurgte han, om han måtte bede for ham. Først svarede manden: ”Nej, jeg tror ikke på alt det der”, men Harry fik alligevel lov til at bede for ham.
-Ti-femten minutter senere så jeg ham løbe efter bussen!

– For to år siden bad jeg for en ung dame med kræft.
– Da jeg nogle måneder senere var til sommercamp i Mariager, kom hun løbende hen til mig og sagde: ”Jeg blev helbredt for kræft…!” Al ære til Gud!

– Så jeg bliver ved med at bede! Ikke som en pligt – for jeg bliver selv glad, når jeg gør det.

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg blandt millioner af indere var så heldig at komme til London og møde en kristen ven fra Nigeria. Det var som at vinde i lotteriet, slutter Harry.