Demokratiske valg er blevet en cirkusforestilling

Om en uge afgøres det, hvem der bliver Frankrigs nye præsident. Det er et valg, hvis udfald mange andre end franskmændene selv er stærkt optaget af, for den, som vinder magten i Frankrig, kommer til at bestemme Europas – og ikke mindst EU’s – fremtid.

Efter den første runde af valget står nu den midtersøgende Emmanuel Macron overfor den konservative nationalistiske Marine Le Pen. Ifølge meningsmålingerne står Macron med sine 61 procent til at vinde over Le Pen, der indtil videre må nøjes med 39 procent af franskmændenes stemmer.

Det betyder ikke, at valget af afgjort. Under første runde var der tæt løb mellem de to spidskandidater. Macron opnåede 23,8 procent af stemmerne og Le Pen 21,5 procent. Spørgsmålet er nu, hvor de vælgere, der havde Fillon og Melenchon som favoritter, vil sætte deres kryds i anden runde. Mange af Melenchon’s (der fik hele 19,6 procent) vælgere forventes ikke at gå i stemmeboksen i anden omgang. Fillons vælgerne, der udgør 19,6 procent, kan svinge til begge sider.

Men selvom Le Pen skulle gå hen og vinde valget med en kneben sejr, vil hun med al sandsynlighed ikke få lov til at føre sin politik ud i livet, og hendes valgløfter får derfor heller ingen realpolitisk betydning. Hun vil hurtigt – ligesom den amerikanske præsident Trump – blive tæmmet af sine politisk korrekte modstandere. Medierne vil køre hårdt på hende og finde kompromitterende sager frem, indtil hun underkaster sig den politisk korrekte magtstruktur, som er usynlig for vælgerne. Demokratiske valg i Vesten har efterhånden udviklet sig til en cirkusforestilling, der blot skal opretholde illusionen om folkestyre. Vores styreform blevet til en form for oligarki under dække af demokrati, hvor vi ikke kender identiteten på dem, der reelt set har magten.

De nationalistiske højrepartier har samtidigt den akilleshæl, at de ikke er funderet i en kristen moral og tradition. De nævner nok Europas kristne arv i flæng som en slags skjold imod islam, men det er ikke en integreret tro, der har betydning for deres øvrige politik. I stedet dyrker man nationalstaten som en afgud, hvilket indebærer en risiko for ekstremisme, som så igen avler mere ekstremisme blandt islamisterne. Det er kun en levende kristen tro, som kan afbalancere de forskelige former for ekstremisme, som er under udvikling i Europa. Og den mangler begge kandidater til valget i Frankrig desværre.