Egernets prædiken

Gennem de senere år er jeg blevet ivrig efter at komme ud i naturen. Da jeg ikke længere har hund, er kameraet blevet mit påskud.

Mange solopgange i alle mulige variationer er det blevet til efterhånden. Lidt mere avancerede motiver er at hente i dyreverdenen. En skarv med udbredte vinger, diverse fugle og f.eks. vores lille vævre ven med den buskede hale, egernet.

En forårsdag, hvor jeg gik min sædvanlige tur i skoven, havde jeg et brændende ønske om, at der måtte være et egern, som kom på min vej, så jeg kunne fotografere det. Men skoven syntes kemisk renset for den lille gnaver.

Som jeg nogle gange gør, vælger jeg den sidste udvej: jeg beder en lille bøn til Gud. Det var da også det, jeg gjorde her på skovstien: Kære Gud, hvis du vil, så lad mig se et egern. Før jeg nåede at sige amen, pilede et egern over stien lidt længere fremme.

Jeg nåede ikke at fotografere det, men jeg stod alligevel tilbage som ramt af lynet. Tænk, at min enkle bøn, som ret beset var centreret om mine ret jordiske behov og min forfængelighed, blev hørt så prompte.

Da jeg slentrede videre, følte jeg mig i den grad opmuntret. Hvis Gud hører så simpel en bøn, som at et egern må løbe over vejen, hvor meget mere hører han da ikke de bønner, som er større og vigtigere og drevet af en dyb nød for én selv eller andre?

Egernet holdt på en måde en prædiken for mig, lige som der vist engang var et æsel, der fik sagt en sandhed til en person i Det Gamle Testamente. Lektien for mig var, at Gud altid hører bøn, og vi skal tro ham for både små og store ting i vores liv. Om jeg havde set et egern eller ej, var egentligt ligegyldigt, men den opmuntring jeg fik til at bede, var en ubetalelig sidegevinst.

Vi kan bede igen og igen, om at Gud vil gribe ind, og da må vi huske at spejde efter små tegn på, at bønhørelsen er på vej. Som et egern, der løber over vejen!