Hvad efterskolen lærte mig

(Læsetid: 3 minutter)
Af Anne Thompson
Præst, kommunikations-
medarb. og blogger/
digogmigogvitro.dk

Rundt omkring i landet begynder nye efterskoleelever på det, der kan blive et forrygende og formativt år. Det har fået mig til at tænke tilbage på min egen efterskoletid. Hvad har jeg egentlig taget mig med? Efter flere samtaler med andre tidligere efterskoleelever ved jeg, det kan være svært helt at sætte ord på.

Sådan er det nok med dannelse – det griber ind og vikles sammen med den, vi er, og den, vi bliver. Det er ikke nødvendigvis konkrete egenskaber eller talenter, der udvikles, men snarere en modenhed eller et perspektiv på tilværelsen, der gør, at livet tager sig anderledes ud.

Alligevel er der nogle ting, jeg med sikkerhed kan sige, jeg fik med mig fra efterskolen:

Jeg lærte noget om drenge. For eksempel lærte jeg, at seje drenge også kan lide at synge højskole-sange. Og at især den første linje i andet vers af ”Du kom med alt det, der var dig” tiltaler dem. Jeg lærte også, at selv den hårdeste dreng fra 10. klasse havde svært ved at holde tårerne inde sidste skoledag.

Jeg lærte en hel del om fællesskab. Jeg lærte, at jeg kan meget selv, men sammen kan vi mere. Jeg oplevede den kæmpe fornemmelse, det er i både krop og sind, når over 100 mennesker hopper i takt til musikken i en gymnastik-serie. Jeg lærte, at også voksne kan træffe mærkelige valg og tage fejl. Og jeg lærte, at som en del af fællesskabet kunne jeg være med til at gøre en forskel.

Jeg lærte også, at jeg er i stand til at begå civil ulydighed og følge min samvittighed. Da det var min tur til at tage den praktiske tjans, skulle jeg hjælpe pedellen. Her fik jeg bl.a. til opgave at tjekke muldvarpefælder og sætte dem op igen. Mit teenage-pigehjerte kunne slet ikke holde tanken ud om de små, bløde og fine dyr i fælderne. Så jeg tjekkede fælderne og lagde dem tilbage i hullerne uden at sætte dem rigtigt op.

Efterskolelivet lærte mig en masse om hvem, jeg er. Og om hvem andre er. Tilværelsen på efterskolen lærte mig, hvor forskellige steder i tilværelsen vi kan komme fra. Den viste mig, hvor privilegeret jeg selv var og hvor meget, jeg kunne bruge det til også ind i et fællesskab. Jeg lærte, at det er rigtigt, at fællesskab bliver født, når ”jeg bliver til vi”.

Nå ja, og så fik livet som efterskoleelev mig til at overkomme min hjemve. En hjemve, som aldrig har stoppet mig fra at tage på lejre og ture, men som ikke desto mindre var tung at bære rundt på. Det tog tid, det var hårdt, og jeg græd mange brave tårer. Men jeg holdt ud. Og jeg kom over det.

Dét er måske noget af det vigtigste, efterskolen lod mig erfare: At noget måske nok kan være svært, men derfor kan det godt være værd at gøre alligevel.

Læs også