Lad os undgå fjendebilleder

Af Henri Nissen
Ansvarshavende redaktør

Det har – naturligvis – provokeret nogen læsere, at jeg i sidste uge delvis tog præsident Trump i forsvar. For vi hører jo næsten kun dårligt om denne mand. Mit ærinde var ikke at forsvare Trump, men at påpege den journalistiske manipulation, der desværre også sker i medierne.

Men når det så er sagt, så skal jeg gerne indrømme, at Trump er nem at kritisere, fordi han jo begår nogen store brølere, og han udtaler sig meget åbent og hurtigt, osv.

Som nu fx den om Grønland, hvor vi jo naturligvis bliver stødt på vores nationale ære, når nogen åbenbart vil ”købe” Grønland. Andre præsidenter har ønsket det samme, men ikke talt højt om det.

De fleste moderne politikere er trænede i ikke at sige, hvad de mener, men hvad deres spindoktorer tror, folk vil høre. Hvad der giver stemmer. Eller hvad der er taktisk og politisk korrekt.

Så kan man jo tænke over, hvad man foretrækker. Personligt foretrækker jeg at vide, hvor jeg har folk, fremfor at de snakker mig efter munden, men i virkeligheden mener noget andet.

Afbalanceret

Men altså – Trump begår også dumheder, og han har ikke ret i alt, hvad han gør og siger. Ok?

Kan vi være enige om det?

Og Trump har heller ikke uret i alt, hvad han gør og siger.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kan vi også være enige om det?

Jeg udtrykte mig nok for positivt om Trump, fordi jeg gennem flere år er blevet irriteret over den ensidige medie-dækning.

Min pointe er, at medierne i det store hele skaber et fjendebillede af denne præsident, så vi nemt fortolker alt om ham i det negative setup, som medierne har skabt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Og det er ærgerligt, fordi Trump også har faktisk gjort noget godt – ikke mindst, når vi ser det fra et kristent perspektiv.

Det har mange læsere også givet udtryk for i mails og personlige samtaler. Men fordi klimaet er blevet så negativt, når det gælder Trump, tør de simpelthen ikke stå frem og sige det højlydt eller i læserbreve. Det er en form for selvcensur.

Jeg har selv den fejl, at jeg ikke kan holde mund, når jeg synes noget er uretfærdigt. I mange situationer ville det nok være bedre at holde mund.

Vi kan jo – også som kristne – se meget forskelligt på politik og politikere. Og det er ok.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Men lad os i det mindste forsøge at se begivenhederne i et åndeligt og et bibelsk perspektiv.

For bagved alt det, der sker, foregår der også en åndelig kamp. Og her gælder det om, at vi ikke kommer til at stå på den forkerte side.