En apologetisk gave

’Skeptikerens guide til Jesus 2’ går grundigt til værks og er spækket med gode forklaringer.

Stefan Gustavsson følger op på ”Skeptikerens guide til Jesus – 1 – Evangeliernes troværdighed” med sin fjerde bog på dansk.

Og det er et kærkommet indslag i en ellers mere og mere troløs litterær, filosofisk og teologisk desavouering af det kristne trosgrundlag, som vi finder det i Bibelen. Den kristne tro indgyder håb, som intet andet, når den forkyndes i sin klare og overnaturlige renhed.

Går til biddet

Gustavsson tager systematisk fat på at konfrontere de mange og mangeartede angreb, som i dag rettes mod den kristne trosbekendelse. Angreb som spænder lige fra at benægte Jesu identitet som Guds søn og til at anfægte Jesu død og i særdeleshed hans legemlige opstandelse. Han forklarer, hvad disse teorier bygger på, og hvorfor de falder til jorden, når man udsætter dem for en seriøst videnskabelig kritik. Forfatterens fremgangsmåde viser, at han på ingen måde er berøringsangst overfor de mange spørgsmål, der rejser sig mod erkendelsen af Jesus Kristus, Guds søn og verdens frelser. Alt bliver behandlet seriøst, og igennem den historisk kritiske metode belyses de alternative forklaringer, således at den umiddelbare plausibilitet ved nærmere eftersyn fordufter som dug for solen.

Løgner, galning eller Herre

C. S. Lewis citeres også i denne bog. Hvordan kan man forholde sig til Jesus? spørger Lewis. Jo, han er enten en løgner, som påstod noget om sig selv, velvidende at det var det pure opspind. Alternativt var han fanget i sin egen vildfarelse – en galning, som ikke vidste bedre end at tro på sin egen vanvittige historie. Eller også var han rent faktisk den, han sagde, han var.
Gustavson udvider de tre forklaringsmodeller til 7, men vi står stadig tilbage med den skarphed, der er i Lewis’ logiske ræsonnement. For tilbøjeligheden til at ville anerkende Jesus på et menneskeligt, humanistisk eller filosofisk plan, men ikke som Guds eneste søn, er uforenelig med det, som kildematerialet om den historiske Jesus siger. Hvis han ikke var, hvem han sagde, han var, så er han ingenlunde en vismand, men tværtimod en galning.

Tilbage står altså historien. Og i den en mængde øjenvidneberetninger fra mennesker, som holdt fast ved deres vidnesbyrd om ”det, de havde set og hørt”, herunder Jesu opstandelse, selvom det kostede dem livet. Intet i jødedommen, i den historiske samtid eller for den sags skyld i disciplenes liv før opstandelsen, havde forberedt dem på dette vendepunkt i historien, men intet kunne få dem væk fra bekendelsen af Jesus som opstået fra de døde.

En apologetisk gave

Bogen, som refererer til både arge modstandere af den kristne tro og det modsatte, er spækket med gode forklaringer, som sætter samtidens mange kritiske røster til vægs. Men samtidig tager den nænsomt skeptikeren ved hånden og løfter udfordringer, problemer og tilsyneladende fejl helt frem i lyset, hvor selv den mest skeptiske læser må erkende, at der er grund til at give den fantastiske historie om Jesus – som levede her på Jorden for et par tusinde år siden, døde, men opstod igen – en chance.

På den måde er bogen en gave til alle os, som stadig bekender os til ham, som blev kaldt Kristus, men også til dem, som endnu ikke har mødt ham.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Stefan Gustavsson:
Skeptikerens Guide til Jesus 2
272 sider • 249,95 kr. • Credo

 

 


Artiklen fortsætter efter annoncen: