Fællesskabet der styrker os
Hvorfor skal man komme i en kirke? Kan man ikke bare være kristen for sig selv? Kristendom er vel en privatsag?
Sådan er der mange, der tænker – specielt i vores tid.
Og det kan være svært for præster og andre kristne ledere at ”konkurrere” med alt det, der foregår, og al den ”underholdning”, vi får gennem tv og internet.
Men det kristne fællesskab er langt bedre end vi ofte gør os klart. Vi fokuserer ofte på fejl og svagheder, og ikke på, hvor livsvigtigt det kristne fællesskab er for troen:
Det kristne fællesskab giver os:
1. Olie på lampen – Jesus fortæller os en lignelse i Mattæus 25, 1-13 om nogle brudepiger, som ikke sørgede for at have olie på lampen. Hen på aftenen faldt de i søvn og blev vækket af et råb om, at brudgommen var på vej. De forsøgte nu at skaffe sig olie, men imens kom brudgommen, og de dumme brudepiger kom ikke med til bryllupsfesten.
Lignelsen handler åndeligt set om, at vi skal sørge for at få fyldt på. Olien er et billede på Helligånden. Hvis lampen bliver svag og vi falder i søvn, risikerer vi, at vi ikke kommer med, når Jesus kommer for at hente de vågne troende.
Derfor er et kristent fællesskab vigtigt – hvis ellers der bliver hældt ægte olie på lamperne, og ikke sukkervand.
2. Identitet – i et godt kristent fællesskab lærer vi, at ”du er dig, og du du’r”. Du har værdi for Gud, og for os.
3. Normer – tv, film, musikvideoer osv. ”prædiker” ofte normer, der ødelægger familier, ægteskaber, venskaber. Vi har brug for sunde værdier, som får livet til at fungere.
4. Venskaber – kristne har ofte et meget større netværk, end andre. Kirken er en god måde til at finde rigtige venner.
5. Familie – uanset, hvor du er i verden, kan du finde kristne brødre og søstre, som du føler dig i familie med. Uanset status er vi ét i troen. Hvor finder du ellers det?
6. Respekt – i et kristent fællesskab respekterer vi også de mennesker, som andre anser for svage og værdiløse.
7. Tilgivelse – hvad du end har gjort, bliver du modtaget med tilgivelse af både Gud og mennesker.
Den første kristne menighed var stadig så fyldt af Jesus og Helligånden, at de ”havde alting fælles”. De solgte ofte, hvad de ejede, og delte ud til dem, der havde behov…!
Bill Hybels fra Willow Creek og GLS har formuleret sætningen: ”Den lokale menighed er verdens håb.”
For det er som regel gennem en lokal menighed, at mennesker finder håb, og lokale kirker kan også skabe en social forandring.
Men selv den bedste menighed og de bedste kirke-koncepter og strategier frelser os ikke.
Det er Jesus, der er verdens håb. HAN er hemmeligheden bag verdens bedste fællesskab.