Han mistede sin kone i stormen

Knud Børge Nielsen mistede sin hustru Lillian under stormen i 2013. Det værste var, at andre synes han skulle sørge på en bestemt måde.

(Læsetid: 9 minutter)

– Skynd dig at komme hjem. Der er sket noget forfærdeligt. Din kone har fået taget ned over sig!

Denne besked fik Knud Børge Nielsen, mens han gik rundt i Aldi for at finde de kaffefiltre, som Lillian havde bedt ham om at tage med hjem.

Det var deres logerende Erik Pedersen, der ringede.
Knud Børge – eller KB, som han kaldes blandt venner, – forstod ikke rigtig beskden, men skyndte sig undrende ud til bilen for at komme hjem til Lillian og deres ejendom, som lå ude på landet i Halk ved Haderslev.

Storm over Danmark

Det var den 28. oktober 2013. Dagen, hvor en voldsom storm (Bodil) gik over Danmark og lukkede veje og broer. I radioen hørte mange af os om et tag, der var fløjet af et hus syd ved Haderslev og havde kvæstet en kvinde livsfarligt. Det var KBs hustru.

– Jeg havde da godt lagt mærke til, at det blæste, men det mærker man jo ikke så meget inde i byen. Og solen skinnede den dag, husker KB.
– Men da jeg kørte ud til vores hus, som lå på Halkvej ude på landet, mærkede jeg godt, at det virkeligt ruskede meget i bilen.

Ambulancer

– Da jeg kom frem til vores ejendom, holdt der to ambulancer, en indsatsvogn, en lægebil og en politibil. Så jeg var godt klar over, at der var sket noget meget alvorligt.
Jeg gik hen til den ene ambullance og bankede på vinduet for at høre, hvad der var sket. Jeg fortalte, at jeg var manden, og spurgte, hvor min kone var.
En politibetjent tog mig med ind i politibilen og forklarede mig situationen. De forsøgte at genoplive Lillian. Hun trak vejret igen, men jeg fik ikke lov at se hende.

Broen var lukket…

– Meningen var, at hun skulle med fuld udrykning til Odense Universitets Hospital, men på grund af stormen var Lillebæltsbroerne lukket. Helikopterne kunne heller ikke flyve i det voldsomme vejr.
Det endte med, at de kørte hende til Kolding Sygehus. Jeg fik ikke lov at komme med i ambullancen, så jeg satte mig sammen med Erik i min bil, og han fortalte, hvad der var sket.

Nogle store grene af træer var faldet ned på landevejen. Lillian ville have dem fjernet, så de ikke forhindrede trafikken. Det var typisk for hende at tænke på andre.
Hun fik fat i Erik og gik selv i forvejen, mens Erik tog sko på.

Pludselig lød et brag, og Erik kunne se, at halvdelen af husets tag havde løftet sig i stormen og var blæst bag om huset og havde ramt Lillian.

– Hvis du bare havde været her, så havde du nok fået fat i en donkraft, og du havde fundet på noget, sagde den ulykkelige Erik.

Men KB forklarede ham, at han heller ikke havde kunnet gøre noget andet end at ringe til 112. Og hvis han havde forsøgt, havde der måske været to tilskadekomne i ambulancerne…

Snak med præsten

KB ringede nu til sin præst i Multihuset i Haderslev, Raymond Marquard. De aftalte at mødes, og det hjalp KB at få snakket med sin præst om hele situationen.
Senere samme dag kørte præsten ham til Kolding, selv om der var kørselsforbud. Her fik familien en stue at overnatte i.

Da stormen dagen efter var faldet til ro, blev Lillian overført til Odense. KB var hos hende i en uges tid, før hun døde. Men der var ikke på noget tidspunkt kontakt. Hun var alt for skadet.

Sorg og frihed

– Var du ramt af sorg?
– Ja. Men sorg er noget mærkeligt noget. Jeg syntes, jeg kom forholdsvis nemt over den første tid. Der var så meget, der skulle ordnes. Jeg skulle genhuses, der skulle tales med forsikring og advokat, osv. Og min tro på Gud hjalp mig igennem.

– Noget af det sværeste var faktisk, at folk synes, jeg skulle sørge på en bestemt måde. ”Du må da være ked af det!”

– Jeg følte mig helt forkert, for midt i det hele følte jeg faktisk en vis – frihed. Jeg kunne gøre, hvad jeg ville. Mens jeg talte med advokaten sagde jeg til ham, at jeg havde skyldfølelse over, at jeg følte denne frihed. Det viste sig, at han også var kristen. Og han sagde til mig, at det jo var en naturlig følelse, som jeg ikke skulle føle skyld over.

– Jeg tror, det er sværere for et barn at miste en mor eller far, end det er at miste en ægtefælle. Jeg tror også, det ville være sværere for mig som forældre at miste et barn. Det er noget med blodets bånd. Men naturligvis savner jeg hende.

– Senere havde jeg nogle dyk. Ja, faktisk helt til i dag har jeg oplevet en slags depression eller nærmere en tomhed.

Hvad så nu…?

– ”Hvordan kommer jeg videre?” spurgte jeg Gud. Han svarede ved at vise mig, at han havde tillid til mig og vidste, at jeg kunne klare det. Og at jeg ikke behøvede at opføre mig på en bestemt måde, som nogle forventede.

– Lillian og jeg havde været aktive i kirken. Vi havde stået for Åndens Klinik 3-4 år. Vi havde også modtaget nogle profetier om, at vi som par skulle ud at rejse osv. Men det kunne jo ikke passe nu. Var det egentlig rigtige profetier eller bare gode ønsker? Jeg ved det ikke.

– Jeg tilbragte den første måned efter ulykken i et lejet sommerhus i Hejsager. Her fik jeg tænkt og bedt meget over det hele.

– Jeg kom også på det rene med, at det hverken var Guds vilje eller djævelens angreb, det, der var sket. Det var bare et resultat af, at vi boede i en verden med synd og ulykker. Og nu var vi uheldigvis blevet ramt af en storm.

– Så jeg har ikke forsøgt at se Gud vilje i det, der skete.

På højskole

– Efter en måneds tid tog jeg på højskole. Jeg ville have været på Mariager Højskole, men mine fem børn ville ikke have, at jeg flyttede helt derop, da de alle boede i Sydjylland og på Fyn. I stedet tog jeg på Kolding Internationale Højskole. Det var også okay, og jeg havde nogen at snakke med og fik noget at spise. Men al undervisningen foregik på engelsk, så jeg gik nok glip af en del. Men så havde jeg et sted at være. Jeg var der i godt et års tid.

Ikke fra et kristent hjem

Det har været en enorm styrke for Knud Børge Nielsen, at han er kristen. Men det har han ikke altid været…

– Jeg kom ikke fra et kristent hjem, nej. Mine forældre blev skilt, da jeg var barn, og jeg kunne ikke finde ud af livet. Vi boede i nærheden af Mariager.
Som ung arbejdede jeg som konstabel i Oksbøl ved Esbjerg.

– Og jeg brugte min tid på at drikke for meget og tage til fester. Det var et tomt liv, og på et tidspunkt besluttede jeg faktisk, at jeg ville tage mit eget liv.
Jeg var i et sort hul.

Alt var forandret

– Jeg talte en del med dem på Soldaterhjemmet, og jeg spillede også elektrisk guitar.
Og den 2. februar 1972 besluttede jeg at tro på Jesus. Jeg sagde noget med, at ”hvis du findes, vil du så ikke godt bevise det?”

– Dagen efter var alt ligesom forandret, selvom jeg ikke kunne forklare, hvad der var sket.
Men tre måneder efter kaldte værkføreren mig ind på kontoret. For første gang fik jeg ros for mit arbejde. Han sagde, at han havde bemærket, at der var sket noget med mig de sidste tre måneder. Jeg opførte mig anderledes og mere ansvarligt.

Dér står din kone

– Jeg var med til en ”solskinsaften”, hvor et kor sang. Der i koret stod Lillian. Og jeg følte at en stemme, som jeg tror var Gud, sagde til mig: Dér står din kone.

– Jeg blev noget overrumplet, for jeg kendte hende ikke. Jeg kom oveni købet sammen med en anden pige. Nu sagde jeg til min kæreste, at jeg troede, Gud havde fundet en anden kone til mig. Det var hun naturligvis lidt ked af, men hun forstod det godt. Og accepterede det.

– Senere fik jeg snakket med Lillian og udfordrede hende til at mødes om lørdagen på soldaterhjemmet. Det ville hun lige tænke over.

– Jeg glemte det næsten igen, fordi jeg blev optaget af at rode med min bil. Mens jeg lå under bilen, kom der en og sagde, at Lillian havde ringet. Hun stod på stationen og ventede på, at jeg hentede hende.

– Nåh, ja. Det gjorde jeg så. Og den dag begyndte vi at komme sammen. Det er over 40 år siden.
Lillian var en meget engageret kristen. Og vi var enige om, at meningen med vores liv var at hjælpe andre. Jeg lærte også meget af at være sammen med hendes familie og finde ud af, hvordan en god familie kan fungere.

Sammen i tro

– Vi flyttede senere til Haderslev-egnen, hvor vi købte det gamle mosteri i Halk, som også havde været mejeri. Nu blev det sliberi. Jeg var selvstændig og underleverandør af rustfri stål-elementer til virksomheder.

– Vi har altid været aktive i pinsekirken Eben-Ezer (senere Multihuset). Da havde vi en kaffebar i henved 10 år. Da mødte vi folk på gaden med kaffe og bad for mange. Og da vi havde rigtig meget plads, tog vi jævnligt nogle med hjem, som vi fx mødte på gaden. Så boede de hos os en tid.
Det fungerede godt sammen med Lillian. Nu er det hele lidt anderledes, og jeg véd ikke helt, hvad jeg skal, slutter KB.

Knud Børge Nielsen er nu på efterløn. Han er med i kirkens ”profetiske pool” og får jævnligt kundskabsord og profetiske ord. Nogle gange mærker han også en smerte i kroppen, så han véd om en anden persons lidelser. Han lever fortsat et rigt åndeligt liv som kristen.

Læs også