Må Alfies død få os til at vågne op

I sidste uge døde Alfie Evans på Alder Hey Children’s Hospital i Liverpool. Han var et barn på knapt to år, der led af en ikke diagnosticeret hjernelidelse og derfor blev indlagt allerede i december 2016.

Lægerne opgav til sidst at behandle Alfie og besluttede at tage respiratoren fra ham, fordi de mente, at det tjente barnet bedst at dø. Det var Alfie’s purunge forældre på blot 20 år direkte imod. De tog kampen op imod både læger, jurister og dommere for at redde deres søns liv så længe som overhovedet muligt. Det blev til en kamp, der har har trukket internationale overskrifter.

Dramaet eskalerede, da både pave Frans blev involveret og den italienske regering besluttede sig for at give Alfie italiensk statsborgerskab, så han på pavens anmodning kunne overføres til det katolske børnehospital Bambino Gesù, der drives af Vatikanet. Også den polske regering talte for, at Alfie blev overflyttet, men det britiske retssystem nægtede at lade drengen rejse.

Alfie levede stik imod al forventning i omkring to døgn efter respiratoreren blev taget fra ham. Lægerne havde sagt, at han ville dø få timer efter. Den lille dreng blev indtil sin død nægtet sondemad.

Når sagen har trukket så store overskriften – dog ikke i Danmark (måske fordi de fleste danskere ser positivt på aktiv dødshjælp) – er det, fordi den viser, at velfærdsstatens og sundhedssystemets syn på mennesker er under kraftig forandring i disse år.

Hvorfor kunne Alfie ikke få lov til at prøve et andet hospital? Overflytningen var endda inden for EU. For mange har det været chokerende at se et barn dø, uden at forældre kan gribe ind, og at staten har uindskrænket magt og samtidigt handler så nådesløst over for et lille barn. Det er i hvert ikke en kultur med kristne værdier, som lader et barn dø imod forældrenes vilje på så brutal vis.

Alfie er på en måde blevet en barnemartyr, hvis korte liv må være en opvågning for os alle om det værdiskred, der er ved at ske. Når sundhedssystemet gik imod forældres kamp for deres søns liv, er det fordi man betrager et liv som Alfie’s som uværdigt, og fordi man opfatter lidelse og handicap som onder, staten skal skaffe af vejen. Det gælder om at være i god form for at leve i et sådant system. Det er en syg kultur, der slår ihjel i barmhjertighedens navn.