Brevkasse: Min 14-årige søn har ingen respekt for mig

(Læsetid: 4 minutter)

Kære Suh
Jeg skriver til dig, fordi jeg har et problem i forhold til min teenage-søn. Han er ældst af tre sønner, er netop blevet 14.
Problemet er, at han ikke har nogen respekt for mig, han taler ofte grimt til mig, svarer igen og ignorerer mig, når jeg beder ham om at gøre et eller andet. Hans far synes, jeg overreager, og at det er en ”naturlig fase”, og at det går over af sig selv med tiden.
Det er muligt, han har ret, men ikke desto mindre er det en stor frustration og sorg for mig, at det er, som det er nu. Jeg kan mærke, at jeg trækker mig fra samværet min søn for at undgå konfrontationer, og det gør det sikkert bare endnu være.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.
Fortvivlede hilsener
fra Moren

For at blive taget alvorligt, må man vise, at man selv tager tingene alvorligt.
Svar

Kære Mor
Hvor er det godt, du skriver, det er en særdeles vigtig kamp, du har foran dig her.
Jeg er helt uenig med din mand i hans betragtninger om, at I blot skal vente på, at det går over af sig selv. Muligvis ”går det over” på et tidspunkt, men den erfaring og læring han tager med sig, vil præge ham fremadrettet.
Det vil være en læring om, hvordan man er forælder, og hvad mødre er værd – hvor meget respekt, de fortjener. Dybest set også en læring om, hvad koner og kvinder er værd.
Så kære Mor, du er nødt til at smøge ærmerne op og tage kampen op. Nu! Først og fremmest må du gøre dig det helt klart, hvilken respekt du SELV synes, at du fortjener? Hvad er du værd? For hvis du er i tvivl om det, vil det helt sikkert skinne igennem til din søn, som blot bliver bekræftet i, at han har ret til at behandle dig respektløst.
Jeg vil desuden kraftigt opfordre din mand til at tage kampen op sammen med dig. Ikke alene bør han sætte en ære i, at hans søn opfører sig og taler pænt til begge sine forældre, men han bør også reagere, alene fordi hans kone bliver talt respektløst til! Hvis ikke det i sig selv provokerer ham, er der muligvis flere ting, I ville have glæde af at være opmærksomme på i jeres forhold.
Hvordan gør man så i praksis? Ja, det er den store udfordring. For at blive taget alvorligt, må man vise, at man selv tager tingene alvorligt. Det handler bl.a. om at være villig til at lade tingene have konsekvenser, selvom det både gør dig upopulær og er besværligt.
Vær tydelig omkring de grænser, du ønsker respekteret, både i tale og i handling, og vær tydelig omkring de konsekvenser, det vil have, hvis de ikke bliver respekteret.
Konsekvenser kan være at inddrage nogle af de friheder, jeres søn ellers har, enten praktisk eller økonomisk. Det er vigtigt, at du forstår, at det ikke blot handler om at ”straffe ham”, men at det handler om at sende et signal om, at du tør stå ved dig selv og dine grænser og værdier – så meget, at du tør handle på dem.
Det viser den unge, at du kerer dig om ham og hans udvikling, og at du ikke er ligeglad. Samtidig bør du overveje, om din søn er kommet i ”dårligt selskab”, og om I bør sætte aktivt ind i forhold til det? Forbud mod visse kammerater som 14-årig er vanskelig, men kan være nødvendig, hvis det er kernen i problemet.
Man kan indvende, at han så måske vil gøre det i smug – men selvom det er uheldigt, vil det være klart at foretrække, fordi signalværdien i forbuddet stadig gør sig gældende. Forbud handler meget mindre om at afholde barnet eller den unge fra det pågældende, end om at tydeliggøre nogle normer/værdier.
Selvom det er nemmest for dig at holde dig fra din søn, så vil jeg opfordre dig (og jer) til at gøre det modsatte. Tænk kreativt i forhold til, hvordan I kan tilbringe mere tid sammen med ham.
Måske alderen ikke er til brætspil og småkagebagning, men så tag på nogle udflugter sammen, en kanotur, en telttur eller blot ud og shoppe og spise en burger sammen, så jeres søn kan få genopfrisket, hvad det vil sige at være en familie, der holder sammen, samarbejder og respekterer hinanden.
Hilsen Suh

Læs også