Er det Guds kirke vi bygger?

En præst fra Indien kom for nogle år siden på besøg i Danmark og afholdt et præstemøde, hvor jeg deltog. Han fortalte sin spændende livshistorie, og dét, jeg husker mest, er følgende:

Han gav op! Efter mange års slid og ingen vækst i den kirke, han arbejdede i, kastede han håndklædet i ringen og tog til sin hustrus hjemland. Her fik han et job som skovhugger, og dér i skoven gik han og skældte ud på Gud. Så mange år med så stor en indsats, og hvad kom der ud af dét? Nu kan du selv bygge din kirke Gud, sluttede han den lange monolog i skoven.

– Så hørte han en stemme sige: ”Endelig! Må JEG bygge MIN kirke?” Manden svarede forundret: ”Hvad mener du med dét?” og igen hørte han den samme stemme: ”Har jeg bedt dig om alt dét, du har knoklet med?”

Hvad gik det nu ud på? Gjorde han ikke bare dét, der stod i Bibelen og fulgte de gode råd og traditionen for, at tingene blev gjort rigtigt?

”Har jeg bedt dig om alt dét, du har knoklet med?” lød det igen, stille og roligt.

Efter en lang pause spurgte præsten om, hvordan det så ud at bygge GUDS kirke?! Der kom et meget konkret svar: Lær mennesker at læse i Bibelen, lær mennesker at bede og lær mennesker at bekende deres tro.

Det korte af den lange historie er, at manden vendte tilbage til Indien og har siden da set en vækst, der rækker langt ud over det, han nogensinde kunne have forestillet sig.

To tankevækkende ting

Der er to ting, der er tankevækkende:

1. Gud blev meget konkret med de 3 punkter, han gav til præsten: Bibelen, bøn og bekendelse! Fokuser på disse tre åndelige dannelser, og jeg gør resten, hører vi Ham næsten sige. Bibelen har vi tit fremme, og bønnen fylder også en del, men hvad med at bekende sin tro? Ser vi det som en lige så elementær del af efterfølgelsen? Kunne det endda være den del, der lader troens flamme brænde højt?

2. Her var én, der troede, at han gjorde alt det rigtige, og i virkeligheden bevægede han sig væk fra dét, der var Guds tanke med hans liv: at bygge GUDS kirke. Hvad bekendte præsten sig til? En kirkeretning? En tradition? Organisering og aktivisme? Hans eget ideelle billede af en moderne kirke? Præsten måtte lære at bekende, at det er Gud, der bygger sin kirke – han skulle give slip.

Peters bekendelse

I ugens tekst spørger Jesus sine disciple om hans identitet. Det var som om Jesus var nået derhen, hvor disciplene skulle lære værdien af troens bekendelse. Han havde undervist dem i ordet, havde lært dem bønnen, og nu skulle de mærke kraften i at nævne dét eller den, de troede på.

Peter svarede fuldstændig afklaret, at Jesus var Kristus, den levende Guds søn. Herefter lukker Jesus op for den åndelige dimension bag denne bekendelse:

1. Der følger en lyksalighed (sand lykke) med i bekendelsen: Salig er du, Simon, Jonas’ søn, ….

2. Bekendelser af den slags er givet fra Gud Faderen som en åbenbaring ovenfra: … for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.

Bekendelser har dermed en vigtig betydning i vores åndelig vækst og forståelse af efterfølgelsen.

Et himmelsk ekko

Denne beretning synliggør også et himmelsk ekko: Peter bekendte sig til Jesus, og Jesus bekendte sig til Peter: du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke!

Peters kald byggede således på denne afklarede Kristusforståelse, som senere skulle vise sig var fundamentet for den første menighed!

Nu er jeg ikke den yngste længere (!) og jeg kan selv se tilbage på tider i mit liv, hvor bekendelsen af troen på Jesus Kristus blev erstattet med bekendelsen til en vision, til et fællesskab, hvor indbyrdes forkert forstået loyalitet har taget fokusset væk.

Dagens tekst og den indiske præsts skovtur minder mig i den grad om at leve mere afklaret omkring mit fundament for alt engagement i den kristne menighed:

Du er Kristus, den levende Guds søn!

God sommer!

Teksten til søndag 1. juli: Matthæus, kap 16,13-26

Peters bekendelse
13 Jesus og disciplene gik nu nordpå til det distrikt, hvor byen Cæsarea Filippi ligger. Så spurgte han dem: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« 14 »Nogle siger, at du er Johannes Døber, der er kommet tilbage fra de døde,« svarede de. »Andre siger, at du er Elias eller Jeremias eller en anden af profeterne, der er genopstået.« 15 »Og hvad siger I? Hvem tror I, at jeg er?« 16 Simon Peter svarede: »Du er Messias, Guds egen Søn!« 17 »Simon, Jonas’ søn, du er en velsignet mand,« sagde Jesus, »for det har du ikke fra mennesker, men min Far i Himlen har åbenbaret det for dig! 18 Derfor siger jeg til dig: Du skal hedde Peter, og på den klippegrund vil jeg bygge min menighed. Djævelen vil aldrig kunne få magten over den. 19 Jeg vil give dig autoritet i Guds rige. Det, du sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, du åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen.« 20 Derefter advarede han disciplene imod at fortælle nogen, at han var Messias.
21 Fra da af begyndte Jesus at sige lige ud til sine disciple, at han var nødt til at tage til Jerusalem, at ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere ville udsætte ham for store lidelser, når han kom derhen, at han ville blive slået ihjel, og at han på den tredje dag ville blive oprejst fra de døde. 22 Da trak Peter ham til side og prøvede at tale ham fra det. »Gud vil beskytte dig, Herre,« sagde han. »Det vil aldrig ske for dig.« 23 Men Jesus vendte ryggen til ham og sagde: »Gå væk fra mig, Satan! Du frister mig! Du forstår ikke, hvad der er Guds vilje, men ser det kun fra et menneskeligt synspunkt.«
24 Så sagde Jesus til dem, som fulgte ham: »De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig, også selv om det koster livet. 25 De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der sætter livet til for min skyld, vil få det evige liv. 26 Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis sjælen går fortabt? Findes der noget, der er mere værd end et menneskes sjæl?