Rikke blev ramt med 80 km/t – to gange

En fredag morgen sidst i november havde 27-årige Rikke Appel Grønhøj afleveret sin syv-årige datter Silja i skole og var næsten hjemme igen.

Hun manglede kun venstresvinget på landevejen udenfor Haderslev, før hun var tilbage på p-pladen ved udlejningsejendommen, hvor hun boede.
– Der var meget trafik, og jeg tænkte, ’her kom jeg til at holde i et stykke tid’. Jeg kiggede i bakspejlet og så, at billygterne i baggrunden nærmede sig i høj fart, fortæller Rikke.

Bilen bagfra ramte Rikkes lille Citröen Saxo og sendte hende over i den modsatte vejbane, hvor den modkørende bil også ramte hende. Men Rikke mistede bevidstheden allerede ved det første sammenstød.

– Jeg vågnede op og kunne smage blod og mærke nogle klumper i munden. Det viste sig, at være min kindtand, som var flækket. Jeg kan huske, at jeg tænkte “please lad det være en drøm, lad mig vågne op”, husker Rikke.
Hun var øm over hele kroppen, havde glasskår og diesel i håret, men ikke egentlige smerter.

Slynget rundt i bilen

Rikke lå på bagsædet med hovedet ud af venstre vindue, som hun havde knust med sit baghoved. De to mænd, som var de første på stedet, turde ikke flytte Rikke. Ambulancefolkene ankom, men ville heller ikke flytte hende, før taget blev skåret af bilen. Flere bilister var stoppet op, og viceværtens kone, der havde hørt braget, var også kommet ud. Morten, som var den første på ulykkesstedet, har senere fortalt Rikke, at de var overbevist om, at hun var død.

– Da jeg vågnede, spurgte de mig, om jeg havde haft en barn i bilen, de kunne jo se autostolen. Det kunne jeg ikke huske. De spurgte også, om det kunne passe, at jeg var gravid. Det havde viceværtens kone fortalt. Det vidste jeg heller ikke, fortæller Rikke, som på det tidspunkt var gravid i 21. uge.
Da brandfolkene ankom og fik taget skåret af, kunne Rikke omsider flyttes ud af bilvraget.
Derefter gik det afsted mod Kolding Sygehus.

– ” Du har godt nok været heldig” sagde ambulanceredderne, og jeg svarede promte ”ja, jeg har en Gud i Himlen, som passer på mig.” Jeg kunne ikke huske så vigtige ting, som om Silja havde været med i bilen, og at jeg var gravid, men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg troede på Gud, siger Rikke.
Politiet fandt aldrig bremsespor fra bilen bagfra, som derfor formodes at have ramt Rikke med 80 km i timen.

”Nogen må ha’ holdt hånden over dig”

Rikke havde pådraget sig et mindre brud på en nakkehvirvel og på kæben, samt en kraftig hjernerystelse. Foruden at få kæben syet, skulle hun blot gå med nakkekrave og være på flydende kost i seks uger.
– Der er så mange, både kristne og ikke kristne, som har sagt ”der må være nogen deroppe, der har holdt hånden over dig”. Jeg håber sådan, at min oplevelse med denne ulykke kan få folk til at forstå, at Gud virkelig findes. Mange tror jo på, at der findes et eller andet, siger Rikke.
Hun sidder med syv uger gamle Liv på skødet og fortæller sin historie.

Hvornår fik du svar på, at Liv var uskadt?
– Det gjorde jeg ret hurtigt efter ankomst til sygehuset. De scannede mig og bekræftede hjerteslag. Men jordemoren som undersøgte mig, sagde også, at hvis jeg begyndte at bløde, hvilket der var stor sandsynlighed for, ville de ikke gøre noget for at redde barnet, fortæller Rikke.
– Men jeg vidste bare, at hun ville overleve. Jeg var 100 procent overbevist om det. Gud gav mig den totale fred. Selv om alt var kaos omkring mig, oplevede jeg Guds fred. Jeg vidste, at jeg ikke var alene.

Den samme fred oplevede Rikkes mand, Jens, da han på sin gamle motorcykel måtte køre hele vejen fra sit arbejde i Hammelev til Aabenraa, hvor han først havde fået besked om, at Rikke skulle til. Og derefter fra Aabenraa til Kolding for at finde sin unge kone, som han kun havde været gift med i syv måneder.
– Jens fik en fred og en ro, som ikke kom fra ham selv. Han oplevede, at Gud talte til ham om os, at Han havde en plan for os som familie og i kirken, og at det ikke var nu, jeg skulle herfra, siger Rikke.

Rikke var kun indlagt i 1½ døgn, før hun blev udskrevet og kunne tage hjem til det hus, som hun og Jens skulle overtage dagen efter ulykken. Her i et parcelhus i en mindre landsby var der helt stille, i modsætning til hvor de boede, da ulykken skete. Og stilhed var præcis, hvad Rikke og hendes hjernerystelse havde brug for.

Til gengæld kom Jens til at stå med hele ansvaret for flytning og familien selv. Dog godt hjulpet på vej af venner og familie. ”En karakterdannende tid” beskriver Rikke smilende de hektiske uger.

Et løfte til opmuntring

– Et par dage efter, at jeg var kommet hjem, fik jeg et skriftsted via min bibelapp fra Esajas 41:13: “Jeg, Herren din Gud, griber din hånd og siger: Vær ikke bange! Jeg er her for at hjælpe dig.” (BPH). Det var noget så trosbekræftende at vide, at jeg ikke var alene, for det er det hårdeste, jeg nogensinde har været i gennem, siger Rikke som også er overbevist om, at Helligånden påvirkede føreren af bilen i den modsatte vejbane.
– Han fortalte mig, at han vidste, at han kun havde kørt 80 km i timen den dag, for han havde lige tjekket sit speedometer. Normalt kørte han altid stærkere, siger Rikke, der stadig har noget angst i forbindelse med at køre bil.

Valgte Gud og kirken

Rikke er ikke født i en kristen familie. Da hun var tre, blev hendes forældre skilt, og syv år senere så Rikke, hvordan hendes far efter forbøn blev helbredt for kraftige rygsmerter.
– Da begyndte jeg også at tro på Gud, men senere faldt jeg fra i nogle år. Jeg besluttede flere gange, at nu, nu skulle det være, nu skulle jeg give mit liv til Gud, men der kom hele tiden noget i vejen, fortæller Rikke, der som 19-årig blev gravid og fødte datteren Silja.

– Men så på et tidspunkt tænkte jeg, at nu havde jeg ikke noget at miste, så nu skulle det være, siger Rikke, som begyndte at komme i den frikirke, hvor hendes far og hans kone hørte til.
– Jeg blev også hjælper i børnekirken og en del af ungdomsgruppen Devote. Og jeg havde kristne venner, jeg kunne tale med. Så nu havde jeg et netværk, der kunne støtte mig i den beslutning, jeg havde taget, og det er bare så vigtigt, siger Rikke, der også havde stor glæde af en mentor i kirken, som hun kunne ringe til når som helst.

Rikke afsluttede sin pædagoguddannelse i januar 2017, og mandag før ulykken var hun officielt blevet leder for børnekirken. Men den opgave har været på standby siden ulykken.
– Jeg regner med at kunne starte op lige så stille igen til august. På vores menighedslejr i april kunne jeg fortælle børnene i kirken, hvordan Gud har passet på mig og Liv. De har jo bedt meget for os, siger Rikke, der stadig kan mærke eftervirkningerne af hjernerystelsen. Hun bliver hurtigere træt i samværet med andre og har brug for mere ro, end hun ellers er vant til.

”Gud bruger det”

– Ulykken har givet os meget, lært os meget. Gud, han bruger det og vender det til noget godt, siger Rikke og fortsætter:
– Jeg håber, at jeg i fremtiden kan dele mit vidnesbyrd og få folk til at se, at det ikke bare er for sjov, at vi tror på Gud, men at han findes. Jeg håber, at det må tale til mine brødre og min mor, som ikke er kristne. Jeg har før snakket tro med min bror, og han har været med i kirke, men har sagt ”jeg kan jo altid omvende mig, lige inden jeg skal herfra”. Jeg håber, at ulykken kan få ham til at se, at det er der ingen garantier for, at der er tid til. Der kan hurtigt ske noget.