Didde har været på sommerstævne 80 gange!

– Jeg har været med i 80 år. Jeg var kun 7 år, da jeg første gang var med mine forældre. Vi blev ikke registreret, dengang. Vi skulle ikke engang betale for maden, husker Didde, som hun kaldes af venner.

Didde – alias Kristine Hansen – bor nu i Esbjerg. Og når hun i 80 år har været med på det årlige sommerstævne i Kolding, skyldtes det nogle gode naboer i Sønderborg, hvor de dengang boede. Familien hed Schmidt og havde en købmandsbutik.

– Min egen familie var meget fattig på det tidspunkt. Min far, Rasmus Lock, kørte lastbil, men den gik i stykker, og vi havde ikke råd til at betale for at få den hjem. Vi havde solgt alt det, der kunne gøres til penge – en elektrisk symaskine, osv. Vi både frøs og sultede. Min mor, Marie, havde smurt en tallerken med brød til mig, men den stod ude i skuret i en hel uge, for jeg spiste altid ovre hos Schmidts.

Inviteret til fødselsdag

– En dag, den 4. januar, kom naboens store pige over og inviterede os: ”Min mor har fødselsdag, og vi ville da gerne have nogle gæster. Kunne I ikke tænke jer at komme over og få en kop kaffe?”
Mine sultne forældre gik over til Schmidts den aften, mens jeg fik katten at lege med.

De talte om Schmidts ostevognskørsel og om fars vognmandskørsel. Måske håbede min far, at han kunne få noget hjælp af Schmidt, og så var han villig til at høre på Schmidt. Og da aftenen var ved at være slut sagde Schmidt: ”Vi plejer altid at slutte dagen med at læse et Guds ord.” Så læste han fra 1. Johannes brev, 1, 7, hvor der står:
”Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd.”

Og det havde min far brug for.

Men han var ikke glad for, at han skulle bøje knæ i en fremmed mands hus. For det gjorde de jo ikke derhjemme. De var slet ikke kristne dengang.

Jeg tror, at Gud sørgede for, at vi var så fattige, at min far havde brug for hjælp og derfor godt ville høre på, hvad Schmidt havde at sige.

Schmidt bad først, og spurgte så, om far ville bede, men han sagde ikke et ord. Mor sagde heller ikke noget. De vidste nok ikke, hvad de skulle sige. Men de blev frelst i januar 1938.

Gud hjalp den generte

Senere blev de døbt og var med i den nye apostolske menighed i Sønderborg.
– Far var dog noget genert over, at han var blevet troende.

En søndag stod der nogle af de kanutter, som han kørte sammen med til daglig, på tankstationen overfor kirken, og han ville nødig, at de skulle se, at han gik ind til gudstjeneste. Så han bad: ”Gud kan du ikke lige hjælpe mig, så jeg kan komme ind?”

Så kom der to store sættevogne med anhængere bagpå, så han kunne slippe ubeset ind i baggården og op på første sal af en møbelfabrik, hvor man holdt møder, fortæller Didde, som selv var med til møderne.

Er du salig?

Dengang tog de kristne apostolere det mere alvorligt, om man var frelst eller ej. Didde husker, at prædikanten stod nede ved døren og sagde farvel efter mødet. ”Er du salig?” spurgte han.
For hvis man var i tvivl, om man havde sin sag med Gud i orden, så var det bedst at få det på plads, inden man gik sin vej.

– Og der var også gerne én eller to, der ”platsede”, som man siger på sønderjysk. De punkterede med et profetisk budskab, som de ikke kunne holde tilbage.

– Det var normalt dengang. Men det er det jo snart ikke mere…, tilføjer Didde, der ville ønske, at vi igen oplevede en åndelig rig tid som i hendes barndom.

Sommerstævner og ny højskole

Det var også vigtigt for familien Schmidt at få deres naboer, familien Lock, med til himlen. Derfor kom Emmy Schmidt over for at høre, om de ville køre med til sommerstævnet i Kolding.

Her var et ægtepar, Beate og Hans Beck, blevet grebet af Gud. Fra 1929 samlede de hvert år en større gruppe unge på deres bondegård Kristinesminde i Seest ved Kolding til sommerstævne.
Over årene udviklede stævnerne sig. Fem år senere var der op imod 1000 deltagere, og i 1939 begyndte man med 27 elever i bondegårdens stuehus, den første 6-ugers bibelskole.

Deres søn Sigfred Beck, deltog i evangelisations-rejser i bl.a. Schweiz. Han fik en overnaturlig vision om at bygge en international bibel-højskole. Han fremlagde visionen på et møde i 1941 – under 2. verdenskrig.

Forældrene gav 33.000 kvadratmeter jord fra deres gård til at der kunne holdes møder og sommerstævner og bygges en højskole på jorden i Seest.

Højskolen fik først til huse i små midlertidige bygninger på modsatte side af den smukke sø, som i dag danner de smukke rammer om højskolen i Seest ved Kolding.

Far ville bare væk…

Men da Diddes familie tog på deres første sommerstævne i 1938, var højskolen endnu ikke bygget. Møderne blev holdt i et stort cirkustelt med tre master.

– Min far kunne til at begynde med ikke holde ud af være på lejren. De sagde jo Amen! og Halleluja! og de talte i tunger. Så far syntes, at de var sværmere.

Han trak derfor mor om bagved spiseteltet og sagde: ”Jeg kan ikke være her. Jeg skal hjem.”
Mor vidste jo, at de ikke havde penge, og at han måtte tage den på stop. Så hun fik ham overtalt: ”Du kan da bliver her i nat, for om natten er der da ingen, der snakker til dig,” sagde hun.

Det gik han så med på. Om morgenen gik han op på højen, hvor der er en fantastisk udsigt over hele byen. Han kunne se helt op til Lillebæltsbroen. Mens han stod der og kiggede ud på verden, hørte han en stemme bag sige: ”Vil du ud og have del i alt det der igen?”

Han vendte sig om, men der var ingen. Så svarede han halvhøjt: ”Ja Gud, dig vil jeg tilhøre, men de sværmere dernede, dem vil jeg ikke have med at gøre!

Men han gik nu alligevel med til et møde, mens jeg legede udenfor med drengene ved søen.

Døbt med Helligånden

Taleren Hewlet var fra Skotland og boede i Australien.
– Og tænk, han talte netop om ordet: ”Jesus, hans søns, blod renser os for al synd.”
Min far følte, at hans bryst blev så fyldt af Guds ånd, at det svulmede og ville ud.

Mine forældre blev begge døbt med Helligånden, og de var så velsignede, at de ikke engang kunne snakke, da de kom ud af det store cirkustelt. De bare grinede og grinede og var så glade.
Der lå sytten estlandske gæster i græsset mellem bænkene, fordi Guds ånd var så stærkt til stede.

Forældre fik et varehus

– Fars bror blev ved med at sige til far, at der var en butik til salg i Broager, og til sidst tog han over for at se på den.

Vi havde ikke engang råd til at betale husleje forud, men vi fik lov at betale bagud. Her havde vi så et varehus med alt muligt, lige overfor posthuset. Vi havde både viktualier, keramik og møbler, som vi fik på kredit.

Engang, hvor far ikke havde penge til et afdrag på 1700 kr, bad han Gud om hjælp. Det var nemlig mange penge dengang, og han havde dem ikke. Så kom en ung familie og købte alle deres nye møbler, plus tre pynteting, så der var nøjagtig 1700 kr. Det var et konkret bønnesvar.

En maler i menigheden forærede Kristine et højskoleophold, og det er hun taknemlig for.
– For ellers var jeg nok endt på de skrå brædder, siger hun.

Lykkelig gift

Didde blev selv gift med en ung mand fra Tønder, som friede til hende i et brev, fordi han var for genert til at spørge direkte.
– Han stod altid bag døren, syntes jeg. Men vi lærte så hinanden at kende og blev lykkeligt gift.

De boede 42 år på en gård i Øster Gasse nær Rømø. Barndommens fattigdom var forbi. Efterhånden havde de 86 køer og 200 tønder land, som de avlede rigeligt på. Gården blev et åndeligt samlingssted for mange, og Didde husker mange skønne oplevelser fra månedlige møder på gården, hvor Didde selv gik rundt og inviterede alle i landsbyen.

Når Didde var gravid, fik hun sukkersyge og havde det rigtig skidt. Engang, hvor det var påske, turde hun kun spise hvidkål uden sukker og salt hele dagen lang. Men hver uge var der bedemøder, og hun spurgte i sin nød om forbøn. Og efter den tid var sukkersygen helbredt de næste 30 år, indtil hun fik ”gammelmands”-sukkersyge.

Didde har fem børn og glæder sig over, at de ”alle er med på Vejen” (hjem til Gud). Hun har også femten børnebørn og tre oldebørn. Mange af dem var med på sommerstævnet.

For 14 år siden flyttede Didde og hendes mand til Esbjerg. For fem år siden døde hendes mand et par dage efter sin 80-års fødselsdag.

Et barnebarn så 12 dage før et billede af sin morfar med to engle på hver side af sengen. Da Didde sad ved dødslejet åbnede hendes mand pludseligt øjnene og strålede af glæde, før han døde.
Det var en vidunderligt farvel. Troen på Jesus blev bekræftet i dødsøjeblikket.