Poul Hoffmanns enke, Kirsten, er død

– Poul kalder mig for sit orakel. Jeg ved ikke, om jeg bryder mig om den betegnelse. Men Poul vil gerne høre min mening, før han går videre med noget, sagde Kirsten I. Hoffmann i 2003 til Udfordringen.

Enken efter den kristne forfatter nåede selv at blive 92 år. Hun fortalte til Udfordringen, at det var kærlighed ved første blik, da de to mødtes på et krydstogt:

”Det lyder romantisk, og det var det også. Poul så godt ud, og vi snakkede godt sammen. Poul var ikke kristen dengang, men det troede jeg, han var. Han havde læst Qvo Vadis, som vi begge var meget optaget af. Han bandede ikke og havde i det hele taget en kristen moral og kristne holdninger.”
Kirsten og Poul mødte hinanden i juli, og i december samme år blev de gift. Efter et par års forløb og mange lange natte-samtaler kunne Kirsten lede sin mand til frelse. Kærligheden blev dermed den ydre årsag til, at Danmark fik en stor kristen forfatter.

Mindeord

Ved oversætter Kirsten I. Hoffmanns død skriver cand.mag. i dansk og litteraturhistorie Ove Klausen, Randers:

Til et foredrag med forfatteren Poul Hoffmann hørte jeg en tilhører kritisere ham for, at hans kvindeskikkelser er for idealiserede, og hun spurgte, hvor han har sit kvindesyn fra. Hans svar var: Kirsten, rejs dig op.

Den store kærlighed

Det første spørgsmål, Poul Hoffmanns søn Helge Hoffmann stiller ham i samtalebogen ”Vinden blæser, hvorhen den vil”, er, hvad der er det største, der er sket for ham i livet.

Han svarer: ”Det var den 23. juli 1950 i en togkupé i Fredericia. Jeg havde et par år tilbage af jurastudiet og var på vej til en sommerferie-rundsejlads i Middelhavet (…) Ind i kupeen kom en ung pige med pandehår og gul kjole og satte sig over for mig. Hun hed Kirsten”.

Flere af sine bøger har Poul Hoffmann tilegnet hende, bl.a. ”Sfinxens smil” med en hentydning tilbage til den ferie, hvor de mødte hinanden og var i Egypten:

”Din hånd i mørket i pyramiden /
og alle lysfyldte dage siden /
og gennem mørket hvor Herren tænder / det lys som siden for evigt brænder”.

Også ”Sangen om Maria” har han tilegnet hende og omtaler hende som ”min ledsager i Israel, livet og evigheden”.

Pouls medforfatter

Kirsten er medforfatter til flere af Poul Hoffmanns bøger. En af dem er ”Kærligheden ophører aldrig”, hvor de tager udgangspunkt i, at de er af den overbevisning, at de skal mødes igen som mand og hustru på den nye jord, og hvor de argumenterer for, at det syn på ægteskab og evighed har belæg i Bibelen.

I tråd med den opfattelse står der også i Kirstens dødsannonce: ”Aldrig mere skilles ad”.

Selvom det er de færreste af Poul Hoffmanns bøger, Kirsten har sit navn på, har hun været en del af deres tilblivelsesproces. I et interview i Kristeligt Dagblad 19. november 1994 af Else Marie Nygaard fortæller han, at ”Kirsten er den første, der hører det, jeg skriver. Jeg læser hvert eneste kapitel op for hende.”

I samme interview fortæller han, at nogle har foreslået ham at rejse til Italien for at få ro til at skrive, men til det siger han: ”Jeg vil aldrig få skrevet et ord, hvis jeg var sådan et sted. Jeg kan kun arbejde her i huset, og når Kirsten er i nærheden. Det andet vil ikke give nogen mening.”

I interviewet siger Poul Hoffmann også, at han og Kirsten er blevet et slags dobbeltmenneske. Han døde i 2015; med Kirstens død er de et forfatterpar, vi må tænke tilbage på med taknemlighed over, hvad de har beriget os med i form af Poul Hoffmanns forfatterskab og så mange som vist ca. 100 oversættelser fra Kirstens hånd.