Træplantning giver nyt håb i Cambodja

Kirken i Siem Riep planter træer i Fjendeskoven for at skabe levegrundlag for befolkningen.

Barn samler brændsel i den tørre og golde Fjendeskov.
Foto: Maria Nitzsch Hastrup.

Kirken planter nu ædeltræ for at genopbygge et ødelagt skovområde. Dermed kan omkring 500 fattige familier i Fjendeskoven nu se en lysere fremtid i møde.

Det skriver den danske missionsorganisation Luthersk Mission på deres hjemmeside.

Fjendeskoven, som ligger 75 kilometer nord for byen Siem Reap i det nordlige Cambodja, får nu 11 nye træer. Træerne er med til at genoprette den udpinte skov og skabe liv og levegrundlag for den fattige lokalbefolkning. Sorten er værdifuldt ædeltræ, der er meget eftertragtet til produktion af møbler, og som kan være med til at give en god indtægt til den fattige lokalbefolkning.

Skovhugst gir problemer

Luthersk Mission har siden 2010 været engageret i evangeliserende og diakonalt arbejde i Fjendeskoven gennem Countryside Harvest Mission, der styrker cambodjanske kirkers arbejde omkring byen Siem Reap.

Da Fjendeskoven oprindelig fik sit navn, var området dækket af skov. I dag er de fleste træer fældet eller brændt af, og området ligger hen som et tørt, støvet ingenmandsland udenfor lov og ret. Her bor omkring 500 familier i bambushytter uden anden kontakt til omverdenen end den hjælp, de modtager fra det kirkelige hjælpearbejde.

Området bliver – ligesom i mange andre skovområder i Cambodja – hærget af illegale skovhuggere, der udnytter skovens resurser på bekostning af den fattige lokalbefolkning. Forsvinder skoven, vil det også true vandforsyningen og fødevareproduktionen, da regnen og dermed også rismarkerne vil blive påvirket.

Missionærer i Luthersk Mission Annelise og Axel Rye Clausen planter et træ i Fjendeskoven. Privatfoto.
En investering i fremtiden

De kristne fra den lokale kirke Church of Siem Reap besøger befolkningen i Fjendeskoven en gang om måneden, hvor de underviser i Bibelen og holder børnemøder. Samtidig hjælper de befolkningen med at forebygge og behandle sygdomme og sørger for undervisning af børnene i en nybygget skolebygning.

Kirken lærer også de lokale at dyrke afgrøder og genetablere skove og træer i området, fortæller missionær for Luthersk Mission Axel Rye Clausen.

“De 11 træer, vi i første omgang planter i Fjendeskoven, er en spæd begyndelse på, hvad vi på længere sigt gerne vil derude. Det er en slags bevis for, at vi vil investere i områdets fremtid og tror på den,” siger den danske missionær, der snart rejser hjem sammen med sin hustru, Annelise, efter 15 år i Cambodja.