Inviter andre ind i dit rod, før stormen raser

Kvindekonference bød blandt andet på godmorgen-historie om Alene, som skal bygge en mur for at stå imod en kommende storm.

(Læsetid: 8 minutter)
”Når man graver ind under facaderne, ser man, at alle kan lide at drikke kaffe, snakke og hygge,” siger Helle Jespersen, som sidder til højre. Gurli Joensen sidder til venstre tættest på.

Det er lørdag morgen på kvindekonferencen Forvandling, som Kirken i Kulturcentret står bag. Årets tema er Better Together/Bedre sammen.

Cirka 500 kvinder i alle aldre lytter opmærksomt, mens Mildred Osias, lederen af den filippinske kirke i Kulturcentret, begynder at fortælle en godmorgen-historie. På storskærmen illustrerer farverige børnetegninger historien om pigen Alene, som bor i byen Forvandling ved Bispebjerget. Alene har øgenavnet Bogorm Alene, fordi hun begraver sig i bøgernes verden, og hun går ikke uden for sit hjem.

Men en dag læser hun, at en superstorm vil ramme byen. Det eneste, der kan redde indbyggerne, er, at de bygger en stor mur. Ingen gør noget, og Alene ved, at hun ikke kan bygge muren alene, men hun er mere bange for at møde de andre kvinder end for stormen.

Mildred Osias fortalte et eventyr om at lukke andre ind i vores liv, som hun illustrerede med børnetegninger. Foto: Kirken i Kulturcenteret Media
Luk op og tænd lyset

Alene tager sig mod til at sende breve, hvor hun inviterer kvinderne til at hjælpe med at bygge muren. Pludselig banker det på døren. Alene bliver nervøs, for hun ser forfærdelig ud, og hendes hjem er rodet. Alligevel åbner hun døren. Udenfor står Maria med et stort smil; hun vil gerne hjælpe med at bygge muren. Alene er ikke vant til at snakke med andre. ”Det er okay, må jeg komme ind?” spørger Maria, men så skal Alene jo tænde lyset, så gæsten ser hendes rod. ”Kan jeg virkelig invitere hende ind i mit mørke?” tænker Alene. Hun inviterer Maria ind og tænder lyset; rodet bliver synligt. Alene er nervøs for Marias reaktion, men Maria spørger bare: ”Skal jeg hjælpe dig med at gøre rent?” Maria hjælper Alene med at smide de gamle kasser ud, som fylder.

Sammen om at bygge

Maria tager Alene i hånden, og de banker på døre. Kvinderne vil gerne komme hjem til Alene, så de kan stå sammen mod stormen. Alene har aldrig haft gæster, men hun læser, at alle slapper bedre af, når man spiser sammen. Alene ved ikke, hvordan man laver mad, så Maria tager sin søster, Martha, med, for det er hun rigtig god til. Alle bliver glade, da Alene drister sig til at fortælle om muren. Kvinderne arbejder hårdt, og da muren er færdig, takker Alene Maria, fordi hun bankede på. ”Jeg har banket på din dør i årevis,” fortæller Maria. ”Det har jeg ikke hørt, for jeg var så fordybet i mine bøger,” svarer Alene. Maria smiler og siger: ”Jeg har også følt mig alene, men Jesus blev ved med at banke på min dør, og da jeg lukkede Ham ind, så jeg, at Han er en bedre rengøringsmand end jeg.” Alene vil også lade Jesus komme ind. Maria spørger, om Alene er hendes rigtige navn. ”Nej, det er Malene, men posten stavede forkert, og så kaldte alle mig Alene,” svarer Alene. ”Hvorfor tillod du det navn? Malene betyder ’prægtig’, og vi vil kalde dig det navn, du er bestemt til,” fastslår Maria.

Små lys i stormen

Pludselig kommer stormen, og det bliver helt mørkt omkring Malene. Samtidig slukker lyset i kirkesalen, så vi intet kan se, mens Mildred Osias fortæller videre. Malene mærker den gamle frygt, men Maria tager hendes ene hånd og Martha den anden. ”Jeg er lige her,” siger de. Malene kan ikke se Jesus, men hun mærker Hans kærlighed i kvindernes hænder. Mildred Osias tænder lommelygten på sin mobiltelefon, og efterhånden tænder flere og flere lys, indtil små lys oplyser den mørke sal. ”Tak, fordi du tændte dit lys med mig og de andre,” siger Mildred Osias til os. Hun beder os tage vores sidemakkers hånd og sige: ”jeg er her med dig.” En lovsang starter fra scenen, og tilbedelsen eksploderer i salen; der sker en stærk og mærkbar forvandling i atmosfæren.

’Hej, jeg hedder…’

Lige efter morgenmødet spiser jeg frokost med Gurli Joensen og Helle Jespersen. Gurli mærkede, at folk blev rørt af historien.

– Der kom en spontan, stående og langstrakt klapsalve, og historien gik også under huden på mig. Budskabet var enkelt, men nogle gange ser man, at nogen er ensomme uden at handle på det. Vi skal ikke gøre det kompliceret; bare sig ’Hej, jeg hedder…’, som Mildred sagde. Det er Helle god til, siger Gurli om veninden, som roser tilbage:

– Gurli har mand og børn, men de inviterer mig hjem. Jeg er single, og mange tror, jeg har mange venner, men kun få inviterer mig hjem.

Helle Jespersen har lært, at det ikke er så svært at snakke med folk.

– Man skal bare vise interesse og tage kontakt, og der handler det om at turde at give slip, siger Helle, og Gurli supplerer:

– Man kan være bange for, hvad det kræver af mig, hvis jeg tager det første skridt, og Helle følger op:

– Men ingen, jeg har lukket ind i mit liv, har været krævende. Det kræver jo ikke noget at ringe til en eller at blive længere til gudstjeneste, siger Helle Jespersen.

Det koster ikke meget

Veninderne er enige om, at man ikke skal være bange for at give noget af sig selv, for du mister ikke noget.

– Tværtimod kan du få meget igen. Jeg har en veninde, som kan se krævende ud, men når du lærer hende at kende, er hun så generøs; det ser du ikke fra starten. Se på, hvad du får igen i stedet for, hvad det kræver, råder Gurli Joensen.

Helles gode råd er at snakke om dagligdagsting, være dig selv og tage dig tid.

– Vi har så travlt i dag, men jeg prøver at sige ’mennesker først,’ og så må Gud give mig tid i den anden ende, siger Helle Jespersen.

Gurli tilføjer, at man ikke skal vente med at invitere hjem, før alt er perfekt.

– Pyt med hvis hjemmet er rodet, og håret ikke er sat op. Hvis alt skal se perfekt ud, sætter vi for høje forventninger til os selv, og så bliver det aldrig til noget. Vov at vise, at du er sårbar, lyder udfordringen fra frokostbordet.

”Vi skal investere i andre uden at tænke på, ’hvad kan de give mig;’ det skal ikke være prestigeræs,” mener Charlotte Frederiksen.
Mennesker fremfor målet

Senere på dagen har jeg lige været til gospel-workshop, da jeg tilfældigt sætter mig i en sofa ved siden af Charlotte Frederiksen; hun fortæller begejstret sin veninde om Mildred Osias’ godmorgen-historie. Charlotte fortæller mig, at historien om Alene har forvandlet noget i hende.

– Mit hjerte blev ramt, og derfor havde jeg brug for at handle anderledes, så jeg rejste mig spontant og klappede, hvilket vi alle gjorde. Det viste, at noget er sket, og så skal nogle ting gerne ændre sig efterfølgende, siger Charlotte Frederiksen.

Hun vil især prøve at blive bedre til at se mennesker i stedet for målet.

– Målet kan være arbejdsopgaven fremfor kollegerne eller træningen i stedet for at se, hvem jeg træner med, uddyber Charlotte Frederiksen.

En dyb enkelthed

Det ramte hende især, at det er så simpelt at åbne op over for andre kvinder.

– Det skal forstås dybt, men børnehistorien understreger, at det er simpelt: at give en invitation, at åbne sin dør, og at man bare skal være. Det skal ikke aftales flere uger før, og det skal ikke være perfekt, funderer Charlotte Frederiksen.

Hun synes, det er svært at lukke andre ind i rodet.

– Når jeg prøver at vise noget af det beskidte, er det stadig kontrolleret; det er sårbart at lægge en del af sit liv i andres hænder, for hvad gør de med det. Men gør man det ikke, mister livet noget magi.

For Charlotte Frederiksen var det et godt virkemiddel, da lommelygterne blev tændt rundt i salen.

– De fleste er med på det, når man siger, at vi er bedre sammen, men da vi alle tændte telefonerne, blev det lyst. Det blev håndgribeligt for mig, at når kun et lys er tændt i mørket, gør det ikke en stor forskel, men når flere lys bliver tændt, gør det en kæmpe forskel – derfor skal vi støtte hinanden og stå sammen.

Læs også