Bruger vi i kirken en forkert taktik?

(Læsetid: 4 minutter)
Henri Nissen

I næste uge udgiver vi Udfordringens udadvendte julenummer. Så det er ved at være sidste frist, hvis du eller din kirke vil dele aviser ud i dit kvarter eller din by.

Hele idéen med at udgive julenummeret er jo, at vi gerne vil dele vores kristne tro med ganske almindelige danskere.

Men hvordan gør vi så det bedst?

Det har vi i redaktionen talt meget om i forbindelse med julenummeret. Hvordan fortæller vi om Jesus og julen, uden at det bliver så indforstået og religiøst, at de fleste modtagere lukker af på grund af fordomme?

Og på den anden side: Hvordan undgår vi at udtynde evangeliet, så det alligevel ikke gør nogen forskel?

Mange folk ind i kirken…?

En god ven fortalte mig for nylig, at han gerne ville lokke en masse mennesker ind i kirken. Derfor havde kirkens ledelse arrangeret foredrag med kendte folk og underholdning, som nok kunne tiltrække et stort publikum.

Ganske vist var talerne ikke ligefrem kendt for deres stærke tro eller forkyndelse. Så de mange, man forventede ville komme i kirken, ville ikke møde en klar kristen forkyndelse. Men de ville komme over kirkens dørtærskel. Og det er jo også vigtigt.

Men risikoen er altså, at vi udtynder budskabet for at appellere til flere mennesker. I hvert fald i første omgang.

Forkert taktik?

Det minder mig om Søren Kierkegaards skrift ”Synspunktet for min forfattervirksomhed”, som netop er genudgivet. Heri skriver han kritisk om, hvilken ”taktik” kirken normalt bruger, nemlig:

”At anvende alt, for at få så mange som muligt, om muligt alle, til at gå ind på kristendommen, men så ikke at tage det så ganske nøje med, om nu det, man fik dem til at gå ind på, om det virkelig var kristendom.”

Kierkegaard mente, at det var en helt forkert ”taktik”. Han ville i stedet sætte alt ind på at vise, ”hvad kristendommens fordring i sandhed er, om så ikke en eneste ville gå ind derpå, om jeg selv måtte have opgivet det at være kristen,” skriver han.

Kierkegaard mente, at man gjorde kristendommen så bekvem, at alle kunne kalde sig kristne, selv om de slet ikke troede eller levede, som Jesus forkyndte, ja selv om de var direkte imod.

Derfor kaldte han ”kristenheden” for et stort sansebedrag.

Han mente, at vi i stedet skulle indse og forkynde, hvad det virkelig kræver at være en kristen – fx at stå fristelser imod, at holde op med at synde, at finde sig i forfølgelse, udelukkelse, hån, spot, at måtte ofre sin egen ære, ja sit eget liv…

Først når man indser, hvad det kræver at følge Jesus, har man for alvor brug for Guds nåde.
Og når situationen var sådan på Kierkegaards tid, hvordan er den så ikke i dag?

Guds ord gør sin virkning

Vi er sikkert mange troende kristne, som inderligt ønsker, at vores ikke-troende medmennesker skal opleve Guds kærlighed og blive en del af den aktive menighed.

Men den lette og overfladiske forkyndelse af Guds kærlighed hjælper måske i virkeligheden ikke. For hvad skal man med Guds nåde og tilgivelse, hvis man ikke forstår, at man har brug for den? Hvis man aldrig hører Guds krav.

Så det handler ikke bare om at nå ud til de mange. Det handler om, at den enkelte møder Jesus og sandheden.

Nu har vi så alligevel forsøgt at samle nogle artikler, som vi tror kan åbne læserners øjne for julens hovedperson, Jesus.

Og jeg synes, at du skulle benytte dig af lejligheden. Hvornår har du ellers mulighed for at dele juleevangeliet og din kristne tro på så let og direkte måde. Vi har gjort forarbejdet for dig. Nu skal du bare dele avisen ud – og så skal vi alle huske at bede for, at Helligånden virker med.

Midt i alle spekulationer om hvorvidt det nytter noget, må vi holde fast i bibelløftet om, at når vi sår Guds ord, vender det ikke tomt tilbage. Det gør sin virkning.

Læs også