Hvordan kan man dele sin tro med andre uden at fornærme dem?

Du deler bare dit liv som alle andre. Dette kan være en god begyndelse, at du begynder at inddrage de ting ved dit åndelige liv, som en naturlig del af dine samtaler.

Kære Jørn og Karin
Jeg ved, at det er en vigtig del af vores kristne liv at se andre komme til tro, men jeg synes, at det er så svært, og jeg er bange for at komme til at overskride andres grænser, når jeg skal fortælle andre om min tro.

Har I nogle råd til, hvordan man kan række ud til andre uden at fornærme dem?
En forsigtig kristen

Kære forsigtige kristen
Vi er enige i, at det er en vigtig del af den kristne tro at viderebringe den til andre mennesker.

Et af de væsentligste formål med livet er, at vi lever i fællesskab med Gud og hjælper andre mennesker til det samme. Det kan vi ikke gøre uden med ord at fortælle andre mennesker om Gud. Det grænseoverskridende i dette består ikke i at dele sin tro med andre, men hvis vi gør det på en forkert måde. Hvis vi fx ikke gør det på en respektfuld måde og ikke respekterer det enkelte menneskes frie vilje til at sige nej. Vi skal heller ikke fremstå, som om vi er bedre end dem, der ikke tror. Vi har alle brug for Guds nåde, så der er vi alle i samme båd.

Hvad kan man så gøre? Det er altid lettest at fortælle andre mennesker om det, der brænder i ens eget hjerte. Det vil også være der, at det er lettest at fortælle om sin kristne tro. Spørg dig selv, hvilket aspekt ved den kristne tro, der taler mest til dig.

Det kan være det kristne fællesskab, sangen i kirken, gospelsange, dit personlige fællesskab med Gud eller måske de meget opmuntrende ord fra Bibelen. Så vælg ganske enkelt at inddrage det naturligt i en samtale, nøjagtigt ligesom du vil gøre med andre ting, der interesserer dig. Fx “I søndags fortalte vores præst også en spændende historie om, hvad man rent praktisk kan gøre, hvis man…”

Det er ikke grænseoverskridende; det er ikke fornærmende. Du deler bare dit liv som alle andre. Dette kan være en god begyndelse, at du begynder at inddrage de ting ved dit åndelige liv, som en naturlig del af dine samtaler.

Bed Gud hjælpe dig til at finde det rette tidspunkt at gøre det på, og vær opmærksom på, hvor anledningen opstår. Det bedste er, hvis det fører til, at de selv spørger videre ind til det, hvor du svarer på det. Måske kan du på et tidspunkt invitere dem med til et arrangement i kirken.

Din egen oplevelse med Gud er også altid god at dele, og det vil ikke fornærme nogen.
Med venlig hilsen
Jørn og Karin