Thomas oplever Guds nærvær

– Min morgen starter med meditation. Jeg tænder et lys som et udtryk for Gud – og har en bog med et smukt billede af Jesus på forsiden liggende ved siden af. Så sidder jeg stille i en form for meditation og bøn og beder om, at Gud må passe på mine sønner – og at Kristi lys må være omkring mine nære – og dem, jeg er forbundet med, forklarer han.

– Jeg beder: ”Din vilje ske for denne dag”. Dét var jo det vigtige for Jesus, mens han var i det jordiske – at gøre Guds vilje hver dag … sige det, Han hørte Gud sige, og gøre det, Gud ønskede, han skulle. Og jeg oplever, at Jesus hjælper mig med at høre, hvad Guds ønsker for dagen er.
Han tager en dag ad gangen – ”hver dag har nok i sine bekymringer” – og prøver at lade hver eneste dag være en udfoldelse af Guds vilje … også i længere perspektiv:

– Ønsker Han, at jeg skriver eller underviser i særlig sammenhæng? Jeg prøver at leve den enkelte dag i tillid til, at jeg vejledes løbende – uden at planlægge for meget.

– Jeg beder om, at jeg kan være et tomt kar – og håber det leder Gud til, at jeg er det … i og med, at jeg beder Kristus komme ind i mit hjerte og rense min krop, sjæl og ånd. Så Thomas er et tomt og renset kar, der kan modtage Helligånden, siger han.

– ”Kære Kristus, I repent”, beder også ofte jeg. Jeg angrer, fortryder mine ufuldkommenheder. Jævnligt siger jeg noget af det på engelsk, fordi jeg ofte hører ord fra ånden på engelsk. Nogle gange skal jeg lige slå ordene op for at forstå særlige lag i dem.

Jeg angrer også i forhold til den standard, Kristus lægger i Bjergprædikenen. Da det er vigtigt, at vi har et rent hjerte, er det naturligt at bede Jesus om at rense det, så jeg kan blive i Ham, og hjertet kan være rent i løbet af den dag, jeg skal leve og lever. Så ved jeg, at hjertet er gennemangret … for mine små og store fejltrin. Nu føler jeg, at jeg kan gå dagen i møde. Være et tomt kar parat til indstrømning af Helligånd.

Når mit eget hjerte er rent, er der ikke noget, der fylder op og forhindrer indstrømningen.

Hjerte for sårbare

Thomas har bedt Fadervor, siden han var lille. Dengang spurgte han ofte Gud, om han var kommet til at skade nogen i løbet af dagen. Og hvis for eksempel en dreng var meget kraftig og blev drillet med det, spurgte han Gud, om han havde været med til at stoppe drillerierne eller til at forandre dem … så den lille tykke dreng kunne få lov til at være med til fodbold … eller at noget andet godt skete, som kunne forvandle situationen.

– Der var en dreng, som boede i nærheden af mig, som blev kaldt Gnistus, fordi der kom gnister fra hans træskostøvler på grund af nogle metalbeslag, som var sat fast under dem, så han ikke sled dem skæve. Han gik nemlig lidt skævt på grund af en lille bygningsfejl – og fik næsten aldrig lov til at være med til fodbold. Det fik mig til at foreslå, at vi delte os i to jævnbyrdige hold – og at han kunne være med på det ene hold, og en lille pige på det andet.

Det, at de små, lidt sårbare børn med forskellige former for ”handicap”, og som i de andre børns øjne derfor ikke kunne være med i vores lege, kom med, var vigtigt for mig. At de var fuldtonet med.

– De her tanker om det – min forståelse af, hvad der foregik, kom først længe efter barndommens Fadervor og lege; men i dag er jeg overbevist om, at det var Jesus, der prægede sine lyse, næstekærlige tanker ind i mit hjerte, så det betød utroligt meget for mig, at også børn med handicaps var med til legene i min barndomsgade i Aalborg og i skolen.

Som barn kunne han bedst falde i søvn, når han havde bedt. Thomas har altid været opmærksom på at forholde sig næstekærligt til sine omgivelser.

– Hvis jeg følte, at jeg havde været med til at skabe – eller undladt at løfte et barn fri af, en svær situation, var jeg opmærksom på at gøre det godt dagen efter. Det vil sige, at hvis vi for eksempel havde leget med vandpistoler, og et barn følte sig lidt for meget sprøjtet på, så prøvede jeg at sørge for, at der blev rettet op på det. At der kom en god balance.

Min levende samvittighed udsprang af bønnen. Af Fadervor, som Kristus har lært os.
Når jeg i dag afslutter min morgenbøn med at sige: ”Guds vilje ske”, har jeg tillid til, at Jesus er med og lever i mit hjerte i treenigheden. Så er jeg klar til dagen.

Jeg oplever, at Kristus kommer og hjælper mig, hvis jeg er på vej til at falde ud af den indre dialog med min himmelske fader. Jesus hjælper mig med at blive i den levende dialog.

Aftenpraksis

– Stort set hver aften ved 20-21 tiden lægger jeg mig på min hvide seng med et lille tæppe på, og der er min intention: En hvilen hos Gud en lille halv times tid. Det sker ofte, at Gud tager mig igennem forskellige processer – eller viser mig dagens gøremål, hvor han ser det med sine øjne … og så ser vi det sammen med Hans øjne.

Jeg mærker lidt efter undervejs: ”Var Gud med i det her?” Fik jeg sagt de ord, jeg skulle, til det menneske, jeg mødte på stranden? Det, som Gud ønskede, at jeg skulle sige. Evnede jeg at følge Hans vejledning og inspiration – at lytte rigtigt til mennesket?… At høre dets sorger, bekymringer og livssmerte eller søgen.

Når man åbner for andre mennesker med et rent hjerte – renset gennem bøn, så er det min erfaring, at både mennesker og dyr mærker det tydeligt.

Søgende mennesker, der går ned til havet for at trække vejret på en lidt dybere måde, har allerede søgt naturens fred og storhed. Og så kommer jeg måske gående på min daglige travetur nær mit hjem i Humlebæk – i al ydmyghed – vel vidende, at jeg har Kristus i hjertet og møder medmennesket, der er kommet med en intention om at mærke fred og ro i naturen. Så er der kun et meget lille skridt hen til at mærke Kristus i hjertet – for dem også.

Da Thomas så Jesus

– Som en del af min aftenpraksis sammen med Gud og Kristus oplever jeg nogle gange, at Jesus hjælper mig med at se dagens begivenheder med Guds øjne.

For nylig havde jeg en særlig oplevelse, hvor Jesus kom tæt hen til min seng. Normalt plejer jeg ofte at høre Guds blide vejledning, men på dette tidspunkt var det en smule svagt, mens jeg lå min halve time. Denne aften kunne jeg ikke høre vejledningen tydeligt som ellers. Måske fordi der havde været rigeligt med aktiviteter og uro den dag?

Jeg lå derfor stille og bad: ”Åh, kære Gud, jeg vil rigtig gerne mærke dit nærvær ligeså tydeligt, som jeg plejer” – men det gjorde jeg bare stadig ikke, så jeg fortsatte: ”Kære Gud, jeg vil være rigtig glad, hvis du lige træder lidt nærmere på mig”. Og så var det, som om Gud smilede. Jeg mærkede det som en varme i hjertet. Selvom Han smilede, kom Han dog ikke nærmere i nærværets betydning. Men da jeg havde bedt om det to-tre gange, var det, som om Kristus stod i rummet ved siden af min seng. Fysisk. Han er meget, meget stor – høj og kraftfuld fysisk. Han skulle kunne være i mit værelse – og var derfor tonet ned, følte jeg, til omkring to meter. Jesus var meget stor og majestætisk.

– Det var en ærefrygtindgydende oplevelse. Overvældende. Han er jo meget, meget smuk. Med smukke øjne. Og udstråler stor skønhed, men det var først og fremmest nærvær og varm, flydende næstekærlighed, der strømmede imod mig. Så faldt jeg ind i den dybeste fred og ro, hvor jeg igen kunne mærke Guds-nærvær og vejledning. Og så smilede Kristus humoristisk til mig og sagde noget i retning af: ”Thomas, se hvor let, jeg kunne hjælpe dig”.