Blind tro og fitness

Jeg kom gående ned af gangen i det lokale fitnesscenter. Klik-klik-klik, sagde det og foran mig slog en tynd, hvid stok fra side til side. En småbuttet kvinde med mørke solbriller listede frem.

Jeg gik udenom hende, så vi ikke gik ind i hinanden. Mens jeg fortsatte med min egen fitness-træning kunne jeg ikke lade være med at følge den blinde kvindens træning. Hun gjorde som så mange af os, og alligevel var det anderledes. For var der ikke noget næsten modsigende over at træne sin krop, men ikke at kunne se resultatet?

Fitnesstræning er selvfølgelig også noget, man gør af sundhedsmæssige grunde, men de fleste træner også for at få en flottere krop. Det er nok også derfor, at der er så mange spejle overalt…!

Måske var det derfor, at denne kvinde fangede min opmærksomhed. Hendes motiver virkede så rene og ærlige – så sunde. Hun måtte træne i blind tro, for hun ville ikke kunne se resultatet.

Det mindede mig lidt om den udfordring, det kan være at leve som kristen. For når vi beder, læser i Bibelen eller bruger tid sammen med Gud, så er det også noget, vi gør i blind tro. Vi stoler på, at det er godt, og at det i længden vil gøre os åndeligt sunde.

De åndelige discipliner bliver nedprioriteret af mange, netop fordi de ikke har tilstrækkelig tillid til, at det er godt for dem i længden. Måske er det derfor, så mange kæmper med angst, stress, synd og depression? Det er en tanke værd. Jeg oplever i hvert fald selv, at tid med Gud har en positiv påvirkning mod disse.

Og jeg vil gå skridtet videre og påpege, at nogle ting kun kan forstås og opleves med denne her blinde tro. Ateister og skeptikere tænker og tænker. De prøver at regne den ud. De prøver at finde kloge og rationelle svar, men de vil desværre aldrig helt forstå. For livet med Gud kræver nogle gange, kontroversielt nok, først blind troshandling – og derefter kommer forståelsen eller resultatet.

”Det er ved tro, vi forstår, at universet blev til på Guds befaling”, står der for eksempel i Hebræerbrevet kapitel 11. Det er helt omvendt, ikke? Troshandlingen kommer her før forståelsen. Der er masser af bibelske eksempler på dette princip. Det er åbenbart Guds vilje, at det skal være sådan. Måske så vores (varierende) intellekt ikke er det afgørende for, om vi kan tro eller opleve Gud. Det afgørende er derimod vores valg. Alle kan tage et valg, selv børn, og dermed bliver troen mulig for os alle. Det, synes jeg egentlig, både er retfærdigt og befriende.