Jesus er ikke en ’thai-kristen’

Pastor Peace fra Thailand har missioneret i Mellemøsten, Afrika og Asien. Nu gør han det på Nørrebro.

– Min oldefar blev kristen, efter at nogle amerikanske soldater på vej hjem fra krig i en flyvemaskine kastede flyers ud over det landområde i Thailand, hvor han boede. Da læste han for første gang i sit liv om den kristne tro – og blev meget interesseret i budskabet.

– Lige bagefter kom der også nogle missionærer til området, hvor min slægt boede – provinsen Surin 500 km nordøst fra Bangkok. Og så blev oldefar kristen, fortæller Pastor Peace, som er døbt Santiphap Aiemsaart, men er blevet kaldt Peace, siden han var lille.

Han er vokset op i Bangkok, med kristne forældre, men bor i dag i Kirken i Kulturcenteret på Nørrebro, hvor han er med i præstestaben og underviser på thai.

Pastor Peace er overbevist om, at det var Gud, der sendte missionærer ud til hans oldefar, som var den første, der blev kristen i det område. I dag lever der omkring 1 million mennesker der, men dengang var det mere isoleret og ikke spor bekvemt at komme dertil.

– På en eller anden måde nåede de frem alligevel. Min oldefars børn blev også kristne. Hans søster valgte ikke Gud dengang, men hendes familie respekterede kristne og havde et godt venskab med dem.

– Gud velsignede den kristne del af familien: Da min oldefar og hans søster senere skulle arve jord, delte de den mellem sig. Oldefar lod sin søster vælge først. Hun valgte den bedste jord, og han fik den dårlige. Troede han. Men ved Guds nåde viste det sig, at den gode jord alligevel ikke var god, så han var heldig, forklarer Peace.

Bangkok t/r

Han er født og opvokset i Bangkok.

– Min far måtte som ung tage til storbyen for at arbejde. Hjemmefra fik han besked på at bo hos den kristne del af familien, mens han var i Bangkok. Det åbnede døren for, at min far også blev kristen, fortæller Peace, der kom til verden i 1986.

I dag er omkring 97 procent af hans slægtninge genfødte kristne.

– For mig var det let at være kristen som barn, fordi jeg voksede op i Bangkok. I skolen behøvede jeg ikke at deltage i ceremonier – Thailand er jo et buddhistisk land – men jeg blev da drillet lidt engang imellem: ”Følger du Vesten?” og ”Er din far fra vestlig kultur?”… sagde de andre børn.

– Senere ville min far tilbage og være pioner i det område, min slægt oprindeligt kom fra. Det gav lidt udfordringer, da jeg var 18 år, og vi flyttede dertil. Jeg tog sidste år af gymnasiet der, siger Peace.

Hans nye skolekammerater forstod ikke helt, hvorfor han gik i kirke. Nu boede han ikke længere i en storby med mange forskellige religioner.

– De forstod ikke kristendom, og hvorfor jeg var kristen. Som teenager ønsker man jo ikke at være anderledes, så jeg talte ikke så meget om det. Jeg prøvede at skifte emne, hvis nogen spurgte. Og når der var buddhistiske ceremonier i skolen, blev jeg nødt til at deltage.

– Da jeg var på mit sidste år af teologiuddannelsen på bibelskolen, kom der en masse missionærer til byen og delte deres liv. Jeg havde et spørgsmål i mit hoved. Det skræmte mig, at jeg skulle tjene kirken og ikke vidste hvordan – for hvordan kunne jeg undervise menigheden?

– Når thailændere tænker på missionærer, så tænker de, at missionærer kommer til Thailand. Ikke at vi sender missionærer ud fra Thailand, forklarer han.

En måned efter at han søgte svar på sit spørgsmål – ved at bede til Gud, kom pastoren fra kirken og gav ham en brochure om missionsskibet MV Logos Hope (Operation Mobilization).

– Pastoren opfordrede mig til at bede over den mulighed … ”og hvis Gud åbner den dør, vil du vide det,” sagde han til mig.

– Da jeg havde læst brochuren, tænkte jeg: ”Gud, jeg ønsker at vide mere om dette”, og på trods af min frygt omkring sprog – i 2011 kunne jeg ikke tale engelsk – tilbragte jeg meget tid med at bede Gud om at åbne døren, for jeg ville ha’ muligheden!

– Gud åbnede døren. Jeg fik økonomisk støtte, blev hjulpet med alt og kom til at arbejde på skibet, fortæller Peace.

Skibet sejlede i Asien, Mellemøsten og Afrika. Han var ombord i næsten fire år.

– Vi sejlede fra havn til havn, og når vi ankom, gik vi ud og missionerede i lokale kirker og organisationer. Også dem, der ikke var kristne.

-Vi fik hele tiden træning i, hvordan vi skulle opføre os … før vi ankom til en ny havn, fortæller han.

Skibet var også ”verdens største boghandel” og solgte alle slags bøger:

– Det var sådan, vi kom ind i Mellemøsten. Men de vidste godt, at vi var kristne og missionærer.

Enkelte steder var der lidt problemer med det.

– Jeg rejste rundt sammen med tre andre thailændere, jeg kendte en anelse i forvejen, fordi vi havde trænet lidt sammen tidligere.

– Når jeg ser tilbage på det, kan jeg se, at tiden på skibet gjorde mig multikulturel. Jeg oplevede så mange kulturer og udfordringer undervejs. Bibelen er større, end jeg troede. Jeg lærte, at Jesus er universel!

– Jeg kom jo som thai-kristen og troede nogle gange, at Jesus var thai-kristen, men på rejsen forstod jeg, at Han er større end det, forklarer Peace.

Han føler, at Gud på skibet forberedte ham på at komme til Danmark. Da hans toårige kontrakt udløb, blev han spurgt, om han ville forny den. Han sagde ja til to år mere og fik seks ugers ferie, inden den nye periode startede – for på skibet havde man ikke ferie.

– På min ferie i Bangkok mødte jeg en kvinde fra Kirken i Kulturcenteret. Hun var på ferie med sin familie, så det var Guds timing igen. Da jeg fortalte om min teologiske baggrund, spurgte kvinden, som er med i kirkens lederteam: ”Vil du tjene Gud med os i Danmark?”.

– På en typisk høflig kristen måde at sige nej, svarede jeg: ”Lad mig bede over det”. Jeg havde jo to år mere på skibet og kunne ikke fokusere på denne nye ting, forklarer han.

Da Peace var ved at være færdig med sit sidste tjenesteår på skibet, bad han til Gud: ”Hvad er det næste skridt?”. For som han siger: ”Man har jo brug for Guds vejledning”.

– Og Bing! Så kom idéen om Danmark ind i mit hoved. Jeg begyndte at bede over det og kontaktede kvinden, jeg havde mødt i min ferie. Jeg spurgte, om hun stadig var interesseret i, at jeg kom. Hun svarede: ”Kom og se det”.

Mirakuløs procedure

Det, der herefter skete, opfatter han som et Guds mirakel.

– Da jeg ansøgte om visa til Danmark, var skibet i Tanzania. Den danske ambassade dér udstedte ikke visa, så jeg måtte igennem den norske ambassade.

– Der var ca. ti krav, jeg skulle opfylde, og jeg fejlede dem alle, men de lovede at ringe tilbage. Jeg bad: ”Gud, hvis du kalder mig til Danmark, så ved jeg, du vil åbne døre”. Og overraskende nok ringede ambassaden tre dage senere og bad mig sende en email, der forklarede, hvorfor jeg havde brug for at få min ansøgning behandlet i Tanzania. Jeg blev også bedt om at komme tilbage og tale med dem.

– Da jeg kom, gav de mig straks et stempel i mit pas, og jeg fik tre måneders visum, selvom mange ellers kun får ti dage! fortæller Peace.

Herefter sejlede han videre med missionsskibet til Mozambique – og rejste derfra til Danmark.

Han kom hertil i marts 2016. De første seks måneden boede han til leje hos kristne, men i dag bor han på arbejdspladsen: Kirken i Kulturcenteret på Nørrebro. Hvor lederne blev så begejstret for den blide thaipræst, at de gav ham mere og mere ansvar.

– Det er en velsignelse at bo her i kirken. Jeg ankom med et styk bagage – og min guitar, for jeg spiller og synger og er vant til at lede lovsang.

– Min familie savner mig, men så længe jeg tjener Gud, er de glade. Og jeg besøger dem mindst en gang om året, tilføjer Peace.