Venstres Ungdoms formand bekender sin personlige tro på Jesus

Hvorfor har vi det så dårligt? Det er et spørgsmål, der har naget mig.

På trods af, at vores leveforhold i dag er bedre end nogensinde, så er følelsen af utilstrækkelighed og utilfredshed meget udbredt iblandt os – og især blandt unge. Statistikkerne taler deres klare sprog, og en undersøgelse har blandt andet vist, at hver fjerde unge kvinde har det psykisk dårligt.

Følelsen af utilstrækkelighed eller utilfredshed med vores liv lader sig dog ikke begrænse til hverken ungdommen, den vestlige verden eller vor tid. Den sniger sig ind på os mennesker og rækker fra afrikanske landsbyer til direktionsgangen. Fra oldtiden og til nutiden. Fra folkeskolen og til plejehjemmet. Måske i forskellige grader, men ingen gruppe kan sige sig helt fri.

Det er naturligvis et kæmpe samfundsproblem, men det er ikke et problem, der bare kan løses med et snuptag af nogle politikere – i hvert fald ikke til bunds.

Derfor vil jeg for en gangs skyld tage den politiske kasket af og i stedet dele mine personlige tanker omkring de dybereliggende årsager til denne sørgelige folkesygdom, og hvordan vi får bugt med den. Ret upolitisk, ret personligt.

Dybereliggende problem

Jeg tror, at roden til problemet ligger i, at vi tillægger ubetydelige forhold i livet for stor vægt – for eksempel om vi opnår et bestemt karaktergennemsnit, om vi kommer ind på drømmeuddannelsen, om vi har ”nok” følgere på sociale medier, eller om vi tjener ”nok”. I sig selv er det problematisk, at vi spilder så meget tid og mental energi på de bekymringer, men det helt store problem er i mine øjne, at vi lader opnåelsen af de arbitrære mål afgøre vores tilfredshed med livet. Vi har bildt os selv ind, at vi skal opnå ”X” for at være glade og tilfredse. For at have slået til. Og først når vi har opnået det, kan vi være tilfredse med livet.

Det er et hårdt pres, vi påfører os selv. Dertil kommer, at vi har bundet meget af vores identitet og selvopfattelse op på opnåelsen af de i bund og grund ubetydelige mål, så hvis vi fejler på et enkelt parameter, står vi uden fast grund under os – reduceret til en fiasko. Nok har vi i Danmark et socialt sikkerhedsnet, men mange mangler det eksistentielle sikkerhedsnet, som er mindst lige så afgørende for et trygt og lykkeligt liv.

Nogle foreslår, at vi skal afskaffe eller regulere de ting, der får os til at føle os pressede – karakterer, sociale medier og reklamer. Selvom det er sympatiske forslag, er det symptombehandling. Intet politisk tiltag kan fjerne presset i os – det er vi selv nødt til at gøre.

Hvis vi ikke selv sadler om, finder vi aldrig ro, for selv når vi opnår vores mål, er vi ikke tilfredse – i det samme øjeblik erstatter vi de gamle med nye mål, der skal opnås, før vi kan være tilfredse. Det er en cirkel uden ende, hvor vi aldrig bliver helt tilfredse – ”nok” er bare aldrig nok.

En historie fra det virkelige liv

Jeg kan heller ikke sige mig fri for at have levet i den cirkel uden ende. Jeg kan ikke sige mig fri for at have ladet min glæde afgøre af ubetydelige ting, for at have lagt for meget identitet i eksterne markører og for at have haft et ustabilt grundlag under mig.

Værst var det for nogle år tilbage, hvor flere ting ramlede på samme tid, nogle måneder efter jeg var flyttet hjemmefra. På én gang var jeg usikker på, om jeg havde gjort det godt nok til de første eksamener på universitetet, eller om jeg i stedet skulle skifte studie, og om jeg skulle fortsætte ”karrieren” i Venstres Ungdom eller bruge mit liv på noget andet. Jeg havde samtidig en ulykkelig forelskelse at bearbejde. Jeg havde svært ved at se mit liv som en succes og var langt fra tilfreds.

Det kan virke som små ting, men jeg tror, min situation mindede om, hvad mange oplever på et eller flere tidspunkter i livet.

Og pointen er måske netop, at der nogle gange ikke skal mere end nogle få uheldige begivenheder og uafklarede spørgsmål til, før vi finder os selv i et eksistentielt tomrum, hvor vi har svært ved at få øjnene op for lyspunkterne.

Troen på Jesus Kristus

Skæbnen ville, at jeg skulle finde min ro hos Jesus Kristus og i den kristne tro. Selvom jeg er både døbt og konfirmeret, havde troen ikke spillet en stor rolle i mit liv, før jeg i tomrummets tvivl selv opsøgte den. Søndag efter søndag voksede troen i mig, og mit eksistentielle immunforsvar blev stærkere.

I dag har jeg en følelse af, at uanset hvad livet byder mig, så har jeg en fast, urokkelig klippe under mig, der tillader mig at være glad og elsket. Selv hvis jeg i morgen blev smidt ud af min lejlighed, blev afsat som formand for Venstres Ungdom, gik konkurs, mistede mine venner og måtte leve af brød og vand resten af mine dage, ville jeg stadig kunne være glad og tilfreds med mit liv.

Selv under trange kår vil jeg være dybt taknemmelig for at være blevet skænket livet, for at prisen for mine fejl allerede er betalt og for løftet om, at døden ikke bliver det sidste. Jeg sætter min lid til, at der er en plan for mig og en dybere mening, selvom den ikke altid er til at forstå.

Den tilgang til livet gør, at min sjæls fred i dag er ukorreleret med materielle besiddelser eller opnåelse af forskellige mål.

Ligesom Paulus

Paulus udtrykker min følelse meget godt i Filipperbrevet 4, 12-13:
”Jeg ved, hvad det vil sige at klare mig med lidt, såvel som hvordan det er at have overflod. Jeg har lært hemmeligheden ved at være tilfreds i enhver situation, hvad enten jeg kan spise mig mæt eller må sulte, hvad enten jeg har overflod eller lider mangel.

Alt dette kan jeg klare ved den styrke, Kristus giver mig.”

Jeg tror, det er afgørende for vores velvære at have en sikker grund, man kan bygge sit liv på – og falde tilbage på. Et grundlag, der er uforanderligt, om man så ender som fallent eller fabriksejer. Et grundlag, hvor man kan finde hvile, søge håb og mærke kærlighed i med- såvel som modgang. Som kristen behøver man ikke at være et super-menneske for at være værdig til det. For vores super-Gud er man det allerede og uanset.

En verdslig reflektering

Skønt jeg ville ønske at få alle med i den kristne familie, er min mening ikke at ekskludere jer med en anden tro eller jer ikke-troende. Jeg ønsker, at også I må finde en sikker grund og leve et herligt liv.

Selvom troen for mig har været afgørende, er troen måske ikke den eneste vej til at lære hemmeligheden bag at være tilfreds i enhver situation, som Paulus skriver om. Jeg har i hvert fald også selv fundet inspiration i irreligiøse kilder, som berører samme problematik om utilfredshed.

Henry David Thoreau

En af dem er bogen ”Walden” fra 1854 skrevet af den amerikanske forfatter Henry David Thoreau. Thoreau ønskede at leve et mere bevidst liv, at undersøge hvad livet havde at lære ham og at finde mening. For at udleve sine planer flyttede han ind i en selvbygget hytte i den vilde natur ca. 30 km uden for Boston, MA, hvor han boede i lidt over to år. Jeg vil ikke nødvendigvis anbefale at gå til samme yderlighed, men du kan måske finde inspiration i bogen om hans liv i skovene.

Et af mine favoritcitater fra bogen er:

“The fault-finder will find faults even in paradise. Love your life, poor as it is. You may perhaps have some pleasant, thrilling, glorious hours, even in a poorhouse. The setting sun is reflected from the windows of the almshouse as brightly as from the rich man’s abode; the snow melts before its doors as early in the spring.”

Citatet siger noget om, at nogle – de vigtigste – glæder i livet er universelle og tilgængelige for os alle uden betingelser. Selv på en fattiggård kan man have det sjovt, og omvendt kan man være deprimeret på et slot. Vi kan alle nyde en solnedgang og med entusiasme betragte årstidernes gang uden for vores dør, men ikke hvis vores tanker er et andet sted. Vi kan alle blive dus med himlens fugle og skovens grønne træer, men ikke hvis vores fokus kun er på døde ting.

For at få del i glæderne skal vi træde ud af hamsterhjulet og ind i livet. Vi skal åbne øjnene for, at vi er en del af en vidunderlig verden med den smukkeste natur. Vi skal værdsætte menneskene omkring os, som elsker os. Vi skal huske, at vi allerede er gode nok. Og så skal vi erkende, at med dét udgangspunkt, et tag over hovedet, tøj på kroppen og mad på bordet, så har vi grundlæggende, hvad vi har brug for her i livet. Når du frem til den erkendelse, vil den fylde dig med mere ro og tilfredshed, end nogen ydre forbedring nogensinde kan.

At leve livet ud fra den erkendelse betyder ikke, at man ikke kan have ambitioner, mål og drømme. Det har jeg bestemt også selv. Jeg har planer for det næste år, det næste årti og sågar en finansiel plan for resten af mit liv i et Excel-ark. Men hvis de planer falder til jorden, falder jeg ikke med.

Og for mig at se er dét det vigtige – uanset om man så er troende eller ej. At man ved, at man har en sikker grund under sig, som ikke er påvirket af, hvad man opnår eller ikke opnår, og at den grund gør en fri til at være glad og tilfreds med livet uanset.

Afslutning:

Så lad mig til slut spørge dig.

Hvordan reagerer du næste gang, hvor noget ikke går helt, som du havde håbet? Vil du lade det afgøre glæden i dit liv, eller vil du være tilfreds med livet uanset? Skal dit fundament være baseret på forhold uden for din kontrol, eller skal det bygges på en sikker grund?

Jeg har valgt, og det har sat mig fri.

End note: Jeg håber, at opslaget har givet anledning til refleksioner, og måske endda kan guide nogen i en retning mod mere sindsro. Hvis du tror det, er du meget velkommen til at dele det med andre, så flere udforsker hemmeligheden bag at være tilfreds i enhver situation.

Disclaimer:

Mit indlæg er udelukkende et udtryk for mine personlige tanker og skal ikke ses som en udtalelse som VU-formand. Privat-Jakob om man vil.