Baptist med hang til stenkunst

Den tidligere frugtavler Bjarne Uhrenholdt kombinerer stenkunst med tro, der gør levende.

(Læsetid: 9 minutter)
– Man siger, at tegn og undere skal følge den, som tror, og jeg synes, vi har behov for dem, siger stenkunstner Bjarne Uhrenholdt, der har haft mange åndelige oplevelser.

Tro, frugt og sten har haft stor betydning for Bjarne Uhrenholdt, der – som sin far, bedstefar og oldefar – er baptist.

Han er vokset op i Gistrup nær Ålborg – på en frugtplantage, som han overtog, da han var i starten af trediverne.

Her nyder Bjarne Uhrenholdt i dag at have god tid og plads til sin passion for kombinationen stenkunst og tro.

Flere tusinde er gennem årene kommet for at se Bjarnes stenskulpturer.

– Når der kommer besøgende, går jeg forinden ned på knæ og beder: ”Gud vil du være her med din ånd”. Jeg har lært, at hvis noget skal lykkes, hjælper det, hvis jeg begynder med en bøn. Bøn virker! Ligesom når man slår hul på isen med en hammer, er der bedre mulighed for at nå ind til et menneskes hjerte, hvis man i sit eget hjerte beder en bøn, forklarer Bjarne.

At det er Gud, som er stor og stærk – ikke mennesker, har et liv fyldt med åndelige oplevelser sat på plads for ham.

Det er nærmest umuligt at gå en tur på Frugtgaarden uden stadig at gøre opdagelser: nogle pudsige eller humoristiske, andre tankevækkende, og enkelte dybt bevægende.

– Det er ikke ”mine” sten, men det kristne budskab, det handler om, og der følger en historie med hver sten – en guddommelig historie, som gør det levende. Sommetider kan jeg måske komme til at sole mig lidt i alt det, folk siger, fordi jeg begynder at tro lidt på, at de har ret, når de roser … MEN det er det guddommelige, der har kraften – ikke mig! Og det er ulykkeligt at begynde at sole sig i noget. For det ødelægger, understreger Bjarne.

Hans far tilbød ham i sin tid at overtage plantagen, da han selv var inviteret til Indien for at arbejde med bønder.

– På det tidspunkt boede min kone Renate og jeg ellers i USA. Vi havde tre børn og gode jobs, fortæller stenkunstneren.

Men ægteparret mærkede i deres hjerter, at de skulle sige ja til at drive ”Frugtgaarden”.

“Sejrskransen”, som Paulus taler om: “Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner.”

– Efter ti år i USA flyttede vi derfor i 1975 hjem til Nordjylland. Siden da har der været store forandringer i dansk frugtavl, og i dag lejer vi det meste af jorden ud. Der står nu 200.000 juletræer på den, siger han.

Dengang solgte de 400 tons frugt om året til Brugsen. I travle perioder arbejdede Bjarne nærmest døgnet rundt. Alligevel var der i starten et år, hvor der var et underskud på 200.000 kroner, fordi betalingen for frugten var så lav.

Bjarne Uhrenholdt var derfor parat til at sælge plantagen, men fik så den indskydelse, at han skulle invitere chefen for supermarkedet på besøg. Han placerede en gul seddel i Biblen ved ordene: ”Du må ikke binde mulen på oksen, der trækker kværnen” – og fik gæsten til at læse passagen.

”Jeg har forstået”, sagde chefen, rejste sig op og gik.

– Der gik tre dage, hvor vi faktisk ikke anede, om vi var solgt eller købt. Så vendte chefen for tilbage med en ny og bedre aftale. Det medførte, at gælden kunne afvikles, og vi igen fik overskud, fortæller kunstneren.

Der følger en historie med hver sten – en guddommelig historie, som gør det levende, fortæller Bjarne.
Æbler, bøn og Helligånd

For 30 år siden havde Bjarne Uhrenholdt en åndelig oplevelse, der gjorde et særligt stort indtryk på ham. Det skete, mens han stadig dyrkede frugt. Han stod og pakkede æbler:

– Først havde vi været mange om opgaven, men folk var blevet trætte og kunne ikke mere, så jeg sendte dem hjem, men fortsatte selv. Ved 1-2 tiden om natten, mens jeg stadig pakkede og samtidig bad til Gud, kom der pludselig en kraft ind i rummet … som var det strøm. Og jeg blev ligesom låst fast i den. Så hørte jeg ordene:” Jeg vil bruge dig langt mere, end du selv tror”.

– Jeg jublede, og tårerne trillede, fordi jeg mærkede Guds kraft. Jeg var alene, men selvom der havde været mennesker til stede, ville de alligevel intet have kunnet se.

– Jeg hørte også vidunderlig musik …det var, som om rummet var ladet med elektricitet. Og jeg følte, at Gud havde magten!

– Jeg tror, Gud har en timeplan og et klokkeslæt. Og venter man på Ham, får man meget mere ud af det, forklarer Bjarne Uhrenholdt.

Lektion i tilgivelse

Mens begge hans søstre valgte gymnasiet efter folkeskolen, tog Bjarne Uhrenholdt på en særlig efterskole i København, fordi han ligesom sin Far var ordblind.

Den ordblindhed medførte i øvrigt senere en lektion i tilgivelse:

– Jeg hadede en lærer, som var modbydelig over for mig, fordi jeg ikke kunne stave og var dårlig til at læse. Mange år senere kom han til mig og sagde: ”Bjarne kan du tilgive mig den måde, jeg behandlede dig på som barn?”.

– ”Ja”, svarede jeg – og han og hans syge kone kom ud og spiste middag hos os. Og vi blev virkelig venner. Men jeg kan godt forstå, hvis der er nogen, man har svært ved at tilgive, siger han.
Her kan Gud heldigvis hjælpe. Hvis man beder om hjælp.

Bandeord t/r

Som barn havde Bjarne Uhrenholdt også en anden stærk åndelig oplevelse, han aldrig har glemt:

– Min far og mor var søndagsskolelærere i vores hjem, og da jeg var seks år, vidste jeg godt, at jeg ikke skulle bande. Men de andre drenge gjorde det, og jeg tænkte, at der var en kraft i det, så en morgen lå jeg alligevel og øvede mig i at bande ligesom dem. Det gav en dårlig atmosfære i rummet, som blev fyldt med ondskab, så jeg kunne ikke – duede ikke til det.

– Jeg blev klar over, at det var noget væmmeligt og foldede derfor hænderne og bad Gud om at tilgive mig. For jeg vidste godt, at man ikke skal påkalde det onde. Der er langt mere magt i ord, end man tror.

– Pludselig var der en gnist på dynen, som fik mig til at kigge op. Og jeg så en hånd med underarm, hvor man kunne se et naglehul i håndfladen. Hånden trak alt det onde ud af rummet, forklarer han.

Efter det stærke syn sprang han ned til sin mor for at fortælle om det:

– ”Mor, jeg har set Jesu hånd”, sagde jeg. ”Hvordan ved du, at det var Jesus?”, spurgte hun.

– ”Jeg kunne se hullet i hånden”, svarede jeg.

– ”Men Bjarne, hvordan gik det til, hvordan begyndte det?” spurgte min mor så.

– ”Jeg prøvede at blive god til at bande, men der blev så væmmeligt i rummet, og derfor bad jeg Gud om at tilgive mig”, måtte jeg indrømme.

Senere fortalte Bjarne Uhrenholdt sin kristendomslærer i skolen om oplevelsen. ”Bjarne, det er en vidunderlig historie, men når man er hjemme i sin seng, kan man drømme – og det er det, du har gjort”, sagde læreren.

– Da jeg mange år senere for længst havde læst i Biblen, at ”de gamle skal have drømme, de unge skal have syner”, og tilfældigt gik forbi lærerens gravsted, ville jeg gerne læse netop det op for ham, siger han.

Skilsmisse-redning

Da Bjarne Uhrenholdt var omkring 7-8 år, havde hans forældre planer om at blive skilt.
– Min mor havde store psykiske vanskeligheder på det tidspunkt og boede i en periode rundt omkring i landet på hoteller. En dag, hvor hun var til et Oxford-møde i Silkeborg, kom der en kvinde, der hed Signe. Hun stod i døren og bad: ”Kære Gud, hvor skal jeg sætte mig?” og hørte i ånden: ”Ved damen i den grønne spadseredragt”. Det var min mor.

– ”Du ser ikke glad ud?”, sagde Signe til min mor. ”Nej, jeg er gift med en tosset mand”, svarede mor. De havde en lang samtale, der endte med, at mor ringede til far og sagde ”Vil du tilgive mig det, jeg har gjort?”.

– ”Vil du komme hjem igen?” svarede min far… Ja, jeg kommer stadig næsten til at tude, når jeg taler om det, for jeg er så taknemlig over, at Gud sådan tog affære i min families liv den aften, siger stenkunstneren.

Signe og hendes mand forblev livslange, trofaste venner af familien Uhrenholdt.

Da han senere blev spurgt – af præsten i en baptistkirke: ”Vil du tale til en gudstjeneste?”, svarede han i første omgang: ”Næ, jeg har ikke noget at gi´”.

– Men til sidst sagde jeg ja. Så prøvede jeg at lave en prædiken om det med min mor og far. Men hvordan vil menigheden mon reagere på det? tænkte jeg.

Derfor bad jeg:”Giv mig et tegn Gud. Kan du ikke få min hund til at komme til mig med et afgnavet ben, hvis jeg skal tale om det?”.

– Der gik tre dage uden, at der skete noget. Hunden kom ikke med noget ben. Søndag morgen, hvor jeg skulle tale, krøllede jeg papiret sammen.

– Umiddelbart bagefter kom hunden løbende i fuld fart fra skoven – med et afgnavet ben. Den løb lige hen til mig og stillede sig på bagbenene. Så begyndte jeg at tude, tilføjer han.

Stenkunstneren er i øvrigt blandt andet inspireret af bøger af Derek Prince og den norske læge og forkynder Einar Lundby.

Han synes, det er interessant at læse om, ”hvordan Derek Prince teede sig ligesom Paulus, indtil Gud pludselig tog fat i ham. Og guf for sjælen at læse om, hvordan Einar Lundby i sin tid tog troen med på lægebesøg”.

Læs også