Lys, røg og Napoleon

(Læsetid: 2 minutter)
Af Michael Bobjerg

Vi var knap nok kommet ind i kirken, før vi bliver ramt af røgen. Den lå som et tæt slør i lokalet. Om røgen var skabt for at fremhæve lysene bag prædikanten, ved jeg ikke. Det var, som om røgen havde sin helt egen funktion. Sit eget liv.

Gudstjenesten var allerede i fuld gang, og sammen med mine venner bevægede jeg mig forsigtigt ind ad døren. Vi kiggede rundt, men kunne ikke se en ledig stol, så for en tid blev vi stående bagerst i lokalet. Herfra kunne man også bedre overskue, hvad der foregik.

Alle blev bedt om at rejse sig, mens der blev sunget. Det var kun en oppe foran, som sang. Vi andre lyttede bare. Det var også det bedste. Hvis det så bare havde været en sang, man kunne synge med på. Jeg elsker at synge, men melodien her var dyster og slet ikke lige som de sange, jeg bedst kan lide.

Det var som om de andre i kirken totalt ignorerede os. De kiggede bare frem mod ham, der sang. De sad i deres fineste tøj på stolerækker, der var pyntet så flot med små bånd og blomster. De så glade ud, mens de lyttede til sangen og blot kiggede frem. Nu satte de sig ned. Men oppe foran – oppe ved ham, der sang – var der et par, der rejste sig. Jeg gik et par skidt frem for at se, hvad der skete. Han havde den fineste smoking på, en blomst i reversen, og hun var klædt i hvidt med et slør.

Nej, nej, nej… Jeg trådte hurtigt tilbage i rækken til de andre. De var ikke så hvide i hovedet, som jeg følte mig, så de havde åbenbart ikke set det samme, som jeg lige havde set. De havde blot stået lige så forundret over røg, lys og musikstil, som jeg var.

– Det er et bryllup, hviskede jeg, så lavt jeg kunne. Men jeg var nødt til at gentage lidt højere: – Det er et bryllup. Vi har crashet et bryllup. Lad os komme ud herfra!

Kort efter stod vi på gaden, grinede lidt forlegent og snakkede om Napoleon. Ja, han var jo årsagen til, at vi overhovedet var gået ind i kirken. Legenden fortæller, at da den franske hersker ankom til byen, så blev han så fascineret af den smukke kirkebygning, at han gerne ville have den med hjem. Den skulle skilles ad sten for sten og flyttes til Paris – fra Vilnius i Litauen.

Godt den ikke blev det, for så var min turist-oplevelse med katolsk røgelse, stearinlys og messesang på litauisk aldrig blevet til noget. Den mindede mig også om, hvor let jeg har ved at springe på kæpheste omkring gudstjenestestil og galoppere derudad.

Læs også