Aktivitetspris til Holstedbro-kirke

Tinne Hornstrup (frivillig) og tværkulturel sognemedhjælper Inge-Margrete Jacobsen modtog prisen Stjernestunder sammen med nuværende og tidligere beboere på Holstebro Asylcenter.

Nørrelandskirken i Holstebro har modtaget Tværkulturelt Centers aktivitetspris Stjernestunder 2019 for gennem 30 år at have budt flygtninge og indvandrere velkommen i et levende folke­kirkeligt fællesskab med højt til loftet.

Frivillige fra kirken fik sammen med nuværende og tidligere asylansøgere fra Holstebro Asylcenter overrakt prisen i weekenden af Tværkulturelt Centers formand, tidligere sognepræst Inge With Johannessen.

Der var også hilsener fra præster og menighedsråd, der udtrykte glæde over det blomstrende tværkulturelle arbejde, som i dag foregår ud fra kirken – takket være et stort antal frivillige.

100 asylansøgere døbt i løbet af 30 år

Nørrelandskirken var en af de første sognekirker i Danmark, hvor frivillige for over 30 år siden begyndte at opsøge nyankomne flygtninge. Siden har kirken formået at omstille sig og tilpasse aktiviteterne, efterhånden som forskellige flygtningegrupper kom til byen.

Der gik således kun kort tid, fra Holstebro Asylcenter åbnede i december 2015, og iranske flygtninge begyndte at opsøge kirken og spørge efter undervisning i kristendom, til Nørrelandskirken havde etableret et asylarbejde.

Siden er knap 100 asylansøgere blevet døbt i kirken, og endnu flere har modtaget undervisning i kristendom.

Sprogcafé og oversættelser til farsi

Nørrelandskirken har i dag aktiviteter for både nyankomne asylansøgere og herboende nydanskere. Blandt de aktuelle tilbud er den ugentlige sprogcafé Café Colour, kristendoms­under­visning og aktiviteter for asylansøgere.

Der er også inter­nationale caféaftener med måltidsfællesskab, oversættelse af højmessen til farsi og formidling af venskabs­kontakter.

Prisen Stjernestunder

Prisen Stjernestunder gives for et kirkeligt initiativ med et stort frivilligt engagement, som har gjort en mærkbar forskel for at imødekomme flygtninges behov for kontakt med danskere og en meningsfuld hverdag – herunder manges ønske om kristent fællesskab.

Prisen, der består af afrikanske kurve, stjernechokolade og 400 PR-kort, blev overrakt på Tværkulturelt Centers inspirationskonference i København med temaet ”Til liv og glæde: Det gode liv i eksil”.

Nørrelandskirken på Døesvej i Holstedbro er medlem af KIS – Kirkernes Integrations Samarbejde i Holstebro (oprettet 2016).