Fred på jord

– Må jeg stille dig et spørgsmål? Hun ville ryste på hovedet og skynde sig videre, men desværre kom hun til at se ham ind i øjnene. Et eller andet dybt inde rørte på sig. Hun havde set de øjne før. Nej. Hun havde set nogle tilsvarende øjne før. For mange år siden, da hun var lille.

(Læsetid: 14 minutter)

En julenovelle af Heidi Bobjerg:

Toppen klemte om hendes ømme ribben, men det kunne ikke være anderledes. Hun så godt ud, det var det vigtigste. Den seneste kunde havde været mere hårdhændet, end hun brød sig om, men det nyttede ikke at være pivet. Der var gode og dårlige sider ved alt slags arbejde, det havde far altid sagt, og hvor havde han haft ret. Især i forhold til de dårlige sider.

Nu havde hun gjort rent, stået ved samlebånd, ekspederet reservedele og løbet med reklamer. Hvis hun gjorde sig umage, kunne hun godt finde et par gode ting ved hvert af de job, hun havde haft, det var straks lidt sværere med det nuværende.

Turen ned gennem gågaden med stikkende blikke i nakken var overstået på få minutter. De falske granguirlander ruskede i krogene på facaderne, træerne strittede med deres nøgne grene og blinkede indforstået til hende med deres tusindvis af LED-øjne.

Alligevel gnavede en lille slange sig dybere og dybere ind i hendes kød, eller måske skulle hun hellere sige sjæl.

Forude banegården og den store plads foran, hvor et kæmpe juletræ havde tilkæmpet sig et midlertidigt overherredømme. Julen sagde hende ikke rigtig noget. Al den snak om fred på jord og i mennesker velbehag var jo bare ord. Det gjorde ingen forskel i virkeligheden, bagefter kørte alt videre med de samme velkendte hakker i pladen og i samme skæve rille.

Sporskiftet havde sat sig fast, men der var tilsyneladende ingen, der havde tænkt sig at gøre noget ved det. Nej, julen havde aldrig været hendes højtid, ikke som barn og heller ikke nu. Hun havde ikke noget imod at sidde alene, det var en dag som alle andre, bortset fra at hun plejede at holde fri.

Folk hastede forbi hende med kufferter og juleindkøb i store poser og med næserne betænkeligt tæt på deres lysende skærme. Hun skannede ansigterne, det var efterhånden ikke svært at spotte potentielle kunder i mængden.

Hvis nogen spurgte hende ud om det, ville hun ikke være i stand til at forklare det. Intuition, erfaring, kroppens instinktive advarselslamper efter utallige afvisninger og ophobede mærker efter de gange, hun havde taget fejl. Måske.

Men det var bare et gæt. I virkeligheden gik hun efter mavefornemmelsen, og der var langt mellem de dårlige kunder nu. Hun var god til sit job, og det var mere, end hun nogensinde havde været. Alligevel gnavede en lille slange sig dybere og dybere ind i hendes kød, eller måske skulle hun hellere sige sjæl.

Der var også kendte ansigter på pladsen, hvilket sagde hende noget om, at hun gik her alt for ofte. Konen henne på bænken sad og hang ind over sin rollator, der sad hun ofte. Jakken var for tynd til denne årstid, og ret slidt.

Hjemløs var hun nok ikke, men hjemme var åbenbart ikke et sted, hun havde lyst til at opholde sig ret meget. For mange spøgelser, måske. Minder om et andet liv på alle vægge og kommoder, en sur lugt af eddike fra vasketøjet og hengemte æbler fra en kasse i køkkenet. Bananfluer i en sky over skraldespanden. Ingen til at hjælpe med at få ryddet ud i skramlet.

Hus Forbi-manden stod der også. Hun købte aldrig hans avis, men hun snakkede med ham ind imellem. Han holdt til nede ved herberget, overnattede af og til under broen om sommeren, ellers hos skiftende bekendte.

Hun havde lånt ham sin sofa sidste år, da han var syg, og sneen lå i dyner overalt. Hun havde ledt efter ham, da han ikke stod på sin vante plads, og fundet ham inderst i cykelskuret, rystende af kulde og stiv som et bræt.

Så var der ham med DSB-uniformsjakken. Jernbanetossen, kaldte hun ham i sit stille sind. Han trissede rundt og fandt ting og sager på jorden. Mønter. Tyggegummi. Små papirlapper, som han vred den sidste mening ud af.

En slags kodeord for dagen, som han havde forsøgt at forklare hende for længe siden. Dengang var det en stump af en indkøbsliste, han havde vist frem. Mælk, stod der, kiks, bananer. Hun havde stukket ham en halvtredser, og han var straks gået i Netto for at købe ind. Så mange stumper af liv havde hun efterhånden suget op på sin vej, at hun snart ikke længere vidste, hvem hun selv var.

Nogle af kunderne forsøgte også at tørre deres livshistorie af på hende, men hun lod deres ord løbe gennem kroppen uden modstand, som en bæk der hastigt risler videre på sin vej. De havde ikke krav på hendes følelser, de betalte ikke for hendes sjæl.

I dag fejede en isnende vind folk hurtigt hen over pladsen, det var for koldt til at tage sig god tid, men der stod dog en lille flok fra Frelsens Hær med trompeter og guitarer og sang julesange foran ventesalen. Lidt til højre for dem gik en ung mand rundt med en stak flyers og delte ud til dem, der gad tage imod. Det var ikke så mange.

De fleste drejede ikke engang hovederne, men skridtede lige forbi med stive blikke. Hun havde allerede planlagt en rute uden om de optrædende, så langt fra uddeleren som muligt, da en stemme tæt på afbrød hendes tankestrøm.

– Må jeg stille dig et spørgsmål?
Hun ville ryste på hovedet og skynde sig videre, men desværre kom hun til at se ham ind i øjnene. Et eller andet dybt inde rørte på sig. Hun havde set de øjne før. Nej. Hun havde set nogle tilsvarende øjne før. For mange år siden, da hun var lille.
– Øh, svarede hun.

Oh, wow, hvor intelligent. Hun hang på den, for sent at bakke ud. Hjernen var allerede i fuld gang med at finde en hurtig udvej.
– Måske lyder det fjollet, fortsatte den unge mand optimistisk, – men har du ondt et sted, er du syg?
– Øh, nej … altså …

Lam forklaring, men den unge mand lod sig ikke sådan stoppe. Et sted inderst inde undrede hun sig selv over, at hun overhovedet svarede. Hvad ragede det ham?

Manden kiggede venligt på hende, ventede tilsyneladende på, at hun skulle beslutte sig.
– Tja, mine ribben … begyndte hun. – Øh, jeg væltede på cyklen … altså … i går.
Lam forklaring, men den unge mand lod sig ikke sådan stoppe. Et sted inderst inde undrede hun sig selv over, at hun overhovedet svarede. Hvad ragede det ham? Og hvilket krav havde han overhovedet på en forklaring?
– Jeg tror på Gud, sagde han, – altså på Jesus.
– Nå!
– Han blev jo ikke liggende i den krybbe, du ved.
– Det gjorde han vel ikke, nej …
Hun smilede uvilkårligt af det billede, hans kejtede indledning kaldte frem på hendes indre skærm.

– Han lever i dag, og jeg vil gerne bede for dig. Det plejer at hjælpe.
– Altså, det der pis tror jeg ikke på!

Hun nåede ikke at æde sine ord, før de spruttede ud over den unge mand. Mærkeligt nok blev han hverken vred eller fornærmet, blot en smule forlegen, så det ud til.
– Men det behøver du heller ikke, sagde han. – Det er nok, at jeg tror på det.
– Okaaay …

Virkelig underligt. Hun havde en snurrende fornemmelse i fingrene, og selv om hun havde mest lyst til at gå sin vej, føltes det, som om hendes fødder var limet til fliserne.
Hvis den unge mand bare vidste … ja … hvad hun var for en, så ville han nok slet ikke have spurgt hende.

– Må jeg? fortsatte han.
– Øh, ja, så skidt da, hørte hun sig selv sige.
Og så begyndte han. Før hun nåede at overveje, om det var pinligt, og hvor lang tid, han mon ville bruge på det, var han færdig. Det prikkede stadig i fingrene, og hun følte sig pludselig varm indeni. Han udstrålede en ro og venlighed, som fik hende til at slappe af, det var hun nødt til at indrømme over for sig selv.
– Hvad så? sagde han. – Hjalp det?
– Øh …
Det var dog utroligt, så mange øh’er hun fik lukket ud. Hun mærkede efter, var det ikke lidt bedre end før med de ribben? Eller måske var det noget, hun bildte sig ind. Han stod jo der med sådan et forventningsfuldt blik, og selv om hun var lidt irriteret, havde hun ikke lyst til at skuffe ham.

– Måske, sagde hun så.
– Jeg beder lige igen, sagde manden, og før hun nåede at protestere, var han i gang.
Denne gang lagde han sin hånd på hendes ryg, mens han sagde et par korte sætninger.

En varm strøm skyllede igennem hende, efterfulgt af et rislende kuldegys ned langs med rygraden. Det gav et sæt i hende, og manden flyttede med det samme sin hånd.

– Nej, nej, sagde hun, – bliv ved! Jeg tror, det hjælper.
Og det gjorde det faktisk. Efter tredje gang var smerten i ribbenene helt væk. Hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med sig selv, smilede nervøst til den unge mand, tog den flyer, han rakte frem mod hende, og mumlede et hurtigt ”tak”, før hun fik sig samlet sammen til at gå. Han stod og smilede fjoget efter hende.

Hun kastede et hurtigt blik på papiret i hånden, før hun krøllede det sammen og proppede det i lommen: en invitation til forskellige julearrangementer i en eller anden kirke.

Hvad var det? Var hun lige blevet healet midt på banegårdspladsen? Hun kunne ikke forklare det, men pludselig havde hun mest lyst til at gå hjem. Det gik dog ikke. Hun havde ikke flere kontanter, og heller ingen piller derhjemme, så hun kunne ikke holde fri i dag.

Hun rystede oplevelsen af sig, så godt hun kunne, og smuttede ind på pensionatet ved siden af banegården. Der plejede at være bid, selv om hun skulle betale procenter til vagten.

Øjnene var der igen om natten. Intense, sådan nogle øjne, man ikke kan gemme sig for. Mærkeligt nok havde hun heller ikke lyst til at gemme sig, selv om de brændte sig hele vejen gennem tøj, hud og kød og helt ind i hjertet.

Det var ikke sådan nogle øjne, der klædte hende af tøjstykke for tøjstykke, det var ikke på den måde. De skrællede lag på lag af hendes mentale forsvar og fandt hende liggende i fosterstilling i en snavset barneseng på et værelse i en baggårdslejlighed for mange herrens år siden.

Hun huskede pludselig den nat. Mor var ikke kommet hjem, og hun var så bange, at hun sitrede, men hun turde ikke stå ud af sengen.

Man skulle ikke stå ud af sengen om natten, der kunne ske de mest forfærdelige ulykker. Især fordi bøhmanden gik omkring i lejligheden om natten, og hvis man tilfældigvis stødte på ham, kunne man være sikker på, at der ville ske noget grimt.

Da mor stadig ikke var kommet hjem om morgenen, stod hun op, klædte sig på og gik ned til Hansen i stuelejligheden i opgangen ved siden af. Det var dér, hun havde set dem, øjnene. Det var de øjne, hun pludselig var kommet i tanke om på banegårdspladsen dagen før.

Hun vågnede med et sæt med denne erindring som et lysende bånd i hjernen. Hun var drivvåd af sved, selv om dynen lå nede på gulvet. Hvad var der med Hansen, hvorfor huskede hun ham pludselig nu?

De boede i lejligheden et par år, hun gik i de små klasser, og mor var ofte ude om natten. Om det var natarbejde eller noget andet, vidste hun ikke, men hun skulle selv stå op og gå i skole, fordi mor stadig sov.

Så var det, at hun gik ned til Hansen, så snart hun vågnede om morgenen, og han havde altid cornflakes og rugbrødsmadder klar til hende, når hun kom. Han havde også en bog, han læste op fra, en børne bibel med flotte illustrationer i klare farver.

Hun elskede den bog og alle historierne, selv om hun nåede at høre flere af dem mange gange. Hansen var allerede gammel dengang. Nu var han sikkert for længst død og borte.

En tristhed satte sig i brystet på hende, kulden krøb ned fra væggene, og hun følte sig pludselig kold og klam. Hun gik ud på badeværelset og stod længe under bruseren. Den morgen, hun var vågnet op med i erindringen, var sidste gang, hun havde set Hansen.

Hun så heller ikke sin mor igen, resten af barndommen boede hun i skiftende plejefamilier – og på institutioner, da hun blev teenager og holdt op med at tro på bøhmanden.

Hansen var en slags julemand for hende, huskede hun: I december fik hun en adventskalender, og juleaften kom han op med en gave, flæskesteg, brune kartofler og et juletræ.

Så pyntede de træet med de guirlander, musetrapper og hjerter, hun havde lavet i SFO’en, lagde gaven under træet og dansede rundt om det, læste juleevangeliet fra børne biblen og snakkede om jul i gamle dage.

Når hun tænkte efter, var det nok det tætteste, hun kom på en erindring om ”fred på jord og i mennesker velbehag”. Hansen bragte begge dele med sig, og han smittede. Hun spurgte ham aldrig, hvorfor han kom op til dem, og hvorfor han ikke holdt jul hos sin egen familie.

Måske havde han ingen. Hun mærkede rødmen skyde op i kinderne, pludselig flov over aldrig at have tænkt på at købe en gave til ham. Men hun var jo så lille.

Hun kunne ikke ryste øjnene af sig. De fulgte hende hele dagen, og uden at ville det ledte hun efter den unge mand på gågaden og ved banegården.

Hun kunne ikke ryste øjnene af sig. De fulgte hende hele dagen, og uden at ville det ledte hun efter den unge mand på gågaden og ved banegården. Hun vidste ikke helt, hvad hun ville sige til ham, måske at ribbenene stadig ikke gjorde ondt, men hun fandt ham ikke.

Så kom hun i tanke om flyeren. Hvor havde hun gjort af den? Hun ledte i jakkelommen og i tasken, men den var væk. Måske kunne hun få en ny, hvis der stadig gik nogen rundt og delte den ud, men der var ingen musikanter eller folk med flyers på banegårdspladsen nu.

Hun rynkede panden og forsøgte at rekonstruere dagen i går. Pensionatet, ja, måske havde hun lagt den fra sig der. Hun skyndte sig derhen, men det var en anden receptionist, der var på vagt, og han målte hende med øjnene, da hun stak næsen indenfor.

Han havde ikke set nogen flyer. Hun bad ham lede under disken og i papirkurven, men han rystede bare på hovedet og nikkede mod døren.

Bænken ved banegården sendte ispile op i bagdelen på hende, da hun satte sig, men fødderne værkede, og hun havde brug for at tænke sig om.

Hvorfor var den flyer lige pludselig så vigtig? Hun havde ikke engang lyst til alt det der julehejs. Lige nu var den bare hendes eneste forbindelse til det barndomsminde, hun ellers forlængst havde glemt alt om. Julefred – hele året.

Det var essensen af Hansen. Det var dét, den unge mands blik havde mindet hende om. Hvis den virkelig fandtes og ikke kun var tomme ord, så ville hun faktisk gerne finde den igen.

Jernbanetossen kom trissende tværs over pladsen, hun så ham med det samme, den langsomme gang i skiftende retninger, tilsyneladende uden mål. Det var skraldespandene, han gik efter i dag. Der røg et par tomme flasker ned i bæreposen, et halvtomt drikkebæger fra 7–Eleven.

Nu skiftede han retning igen og kom hen imod hende. Han nikkede og hilste med hånden mod kasketten, før han dykkede ned i skraldespanden ved siden af bænken, hun sad på. Der røg en dåse ned i posen, så fiskede han en stak papirer op og gryntede tilfreds.

Hendes opmærksomhed blev med det samme vakt, da hun så de røde og grønne farver. En hel stak juleflyers! Lige dér for næsen af hende. Hun prikkede forsigtigt jernbanemanden på skulderen, og han delte gladeligt ud af sin skat.

Hun fik et tandløst grin med i købet og kvitterede med et ordentligt kram. Fred på jord og i mennesker velbehag – det kunne da aldrig skade at prøve.

Læs også