”Vi har brug for flere steder som Kildegården”

– Det går så godt på Kildegården, som det overhovedet kan, mener Mark Bradford. Han og Britt er mildest talt begejstrede for at være lederpar på det kristne rehabiliteringshjem på Fyn.

Den 1. august 2018 overtog ægteparret Mark og Britt Bradford lederskabet på det kristne rehabiliteringshjem Kildegården i Ryslinge på Fyn.

Kildegården er et bofællesskab for misbrugere, der har taget beslutningen om, at de vil ud af deres misbrug. Stedet er selvejet med tværkirkelig baggrund og modtager ikke statsstøtte. Økonomien bliver båret af gaver fra kirker, huslejeindtægter, bidrag fra Tips og Lotto samt produktionsarbejde, som beboerne selv udfører.

Kildegårdens kendetegn er et stort, hvidt opstandelseskors formet som Jesus. Det hænger på gårdens gavl som det første, man får øje på, og signalerer med tydelighed, at her fylder den kristne tro meget. Det meste af tiden er der fuldt hus på Kildegården med plads til 14 beboere.
Mark og Britt får mange henvendelser fra misbrugere, der gerne vil bo på Kildegården. De får også flere henvendelser, end de har plads til. Mark og Britt mener, at der er behov for flere kristne rehabiliteringshjem.

– Vi drømmer om, at der vil komme flere steder som Kildegården i Danmark, siger Mark.
Parret har dog ikke selv tid og overskud til at oprette flere steder som Kildegården. Men de vil gerne hjælpe andre, der har lyst til at starte et lignende sted.

Plaget af tvangstanker

Som det fremgår af efternavnet, er Mark fra England. I 2016 udgav Mark bogen: ”Mark, er du ok?”, hvor han fortæller om sit liv. I sine ungdomsår prøvede Mark hash, LSD og magiske svampe. Stofferne udløste en psykose, der gjorde ham psykisk syg i flere år.

Han var plaget af tvangstanker, der bl.a. fortalte ham, at han skulle hoppe ud fra høje bygninger. Mark kendte lidt til Gud, og han troede, at stemmen i hans hoved, der fortalte ham, hvad han skulle gøre, var Gud. Men det var Fjenden i forklædning. Mark blev indlagt af flere omgange og kom i behandling.

Da han endelig blev udskrevet, begyndte en lang rejse for at komme på benene igen. Hans forhold til (den rigtige) Gud voksede sig stærkere. Han fik lyst til at hjælpe andre, som også kæmper for at komme på rette vej igen, ligesom han selv gjorde.

En anden verden

Marks ønske om at hjælpe andre førte ham og Britt til Kildegården. Mark er uddannet lærer, og Britt er uddannet pædagog. Før de overtog Kildegården, arbejdede Britt som børnehaveklasselærer på Kratholmsskolen i Odense, og Mark var lærer på Tommerup Efterskole.

Planen var oprindelig, at Britt skulle fortsætte sit lærerjob og hjælpe på Kildegården i sin fritid. Men de fandt hurtigt ud af, at der var brug for dem begge to som lederpar.

– Det hele blev vores på én gang. Vi overtog stedet og glædede os til at tage vare på folkene, som jo kendte stedet bedre end os. Der er ingen af os, der har været ledere før i arbejdsmæssige sammenhænge, så det har været en stejl læringskurve, fortæller Britt, imens hun griner.

Beboerne hjalp Britt og Mark i begyndelsen med at lære stedet at kende.

– Lige pludselig stod vi i en helt anden verden med økonomi, kontakt til jobcenteret, lægesamtaler, psykiatrien og ressourceforløb. Der var meget at lære, forklarer Britt.

Udover Britt og Mark arbejder seks frivillige også på Kildegården for tiden.

Lod sig ikke skræmme

Britt er fra Fyn, og som ung var hun aupair i England. Her mødte Britt og Mark hinanden i 1991 gennem nogle fælles venner. Det var et par år efter, at Mark var raskmeldt, og det gik fremad for ham. Men vejen til et normalt liv var kringlet. Han havde stadig mærkelige tanker nogle gange og kunne finde på at gøre underlige ting.

Men Britt lod sig ikke skræmme af Marks situation. De blev gift, og hun støttede Mark i processen i at blive helt rask. Mens parret endnu boede i England, kom Britt for første gang til tro på Jesus. Parret fik to piger og flyttede i 2000 til Danmark.

Ikke et fingerknips

Både Mark og Britt har kunnet drage fordel af deres erfaringer fra Marks sygdomsforløb.
– Jeg har empati med beboerne. Jeg kan kende, hvor de er i forhold til det psykiske og det åndelige i forløbet med at etablere en ny hverdag og nye vaner, siger Mark.

Britt har erfaret fra Marks helingsforløb, at selv helbredelse fra Gud ofte er en proces.
– Det kan godt være, at det lige nu sitrer og er svært, og tankerne rumsterer. Men med tålmodighed, bøn til Gud og fællesskab, så rykker det noget. Det er ikke et knips med fingrene, og så er alt bare, som det skal være. Sådan fungerer sindet ikke, mener Britt.

Få uger efter parret overtog ledelsen, fik de et profetisk ord til Kildegården, om hvor vigtigt det er at give god tid til at komme ordentligt på benene igen. Mark og Britt anbefaler beboerne at bo på Kildegården mindst seks måneder og gerne to år, for så er det gamle liv langt væk.

Hvem gør hvad

Det særlige ved Kildegården er Gud.

– Nogle af dem, der kommer her kan næsten ikke stå ud af sengen, når de kommer. Bogstaveligt talt. Hvad Guds kærlighed kan gøre, er bare så vildt, siger Mark.

Beboerne kommer på Kildegården, når de er klar til at lægge misbruget bag sig. Her lærer de at leve et normalt fungerende liv uden misbrug. Et succesfuldt ophold på Kildegården er en blanding af Guds kærlighed, lederparrets trygge rammer og beboernes villighed til at lade sig forandre.

– Vi hjælper dem ved at elske og acceptere dem, lige som de er. Vi opmuntrer dem, når det er svært, og går hele vejen med dem i processen, så de ikke er alene i deres kampe. Vi beder med dem og bruger tid sammen med Gud og læser i Bibelen, fortæller Mark.

Mark og Britt sørger også for at skabe rammer for beboerne. De tager hensyn til folk, men der er også nogle helt klare aftaler, der skal holdes.

– De fleste kommer fra et liv uden rammer eller konsekvenser. Vi spiser morgenmad kl. 8, og hvis man ikke er der, får man en ekstra opvask. Også selvom det kun er 10 sekunder for sent. Beboerne er glade for faste rammer. Så er der styr på tingene. Mange af dem har været vant til at skubbe grænserne og trives godt i, at reglerne overholdes, forklarer Britt.

Arv og ændringer

De trygge og faste rammer er ikke noget, Mark og Britt har indført. Men de kører dem videre.

– Da vi overtog Kildegården, arvede vi en struktur, som fungerede. Dagsrytmen, produktionen og de gode værdier er uændrede, siger Britt.

Beboerne arbejder ca. 5 timer om dagen, enten i produktionen af vejpæle, vedligehold og renovering af gården eller rengøring. Alle bidrager også til husholdningen. Alle har en maddag, hvor vedkommende laver aftensmad til hele huset.

Hver aften er der andagtssamling, og der går det også på tur, hvem der står for at dele dagens ord. Det er kun små ændringer, Britt og Mark har foretaget, efter de er kommet til Kildegården.

– Vi har ændret arbejdsvilkårene. Vi har gjort arbejdsdagen kortere og sørget for mere rotation mellem arbejdsopgaverne for at undgå arbejdsskader, fortæller Britt. Parret har sammen med beboerne sat otte værelser i stand, malet flere fællesarealer og ryddet meget op.

Mark og Britt er imponeret over, hvor gode beboerne er til at arbejde. Beboerne bliver stolte af sig selv, når de opdager alt det, de godt kan finde ud af, og de vokser flere centimeter i selvtillid.

Livet på den anden side

Det gode fodfæste på Kildegården vil Mark og Britt bruge som et afsæt til at skabe et netværk til kirker i hele landet. Det er næste skridt for Kildegården.

– Vi kunne godt tænke os, at Kildegården har nogle venner rundt omkring i Danmark. Kirker, som vi kan kontakte, når der er en beboer, der er klar til at flytte herfra, og som gerne vil bo i fx Vejle. Så kan vi hjælpe vedkommende med at finde et netværk, som kan støtte personen den første tid, siger Britt.

De samarbejder allerede med kirker i Svendborg og Odense, men ofte rejser beboerne længere væk endnu. Beboerne har for det meste selv en plan for, hvad de vil, når de flytter fra Kildegården.

– Det er vigtigt at sikre sig, at beboerne ikke tager herfra, hvor de har været i et fællesskab, og kommer til at sidde alene i deres egen lille lejlighed uden noget netværk. Derfor har vi brug for et netværk af kirker, som vi kan ringe til, så vi ikke bare sender dem ud til ingenting, forklarer Britt.

”Det uendelige job”

I år er det 20 år siden, at Mark og Britt kom til Danmark. Det var en hård start for Mark, men han er kommet godt efter det.

– Jeg følte mig meget udenfor i starten og ensom på grund af sproget og kulturen. Englændere er lidt skøre, og danskere er mere ordentlige. Jeg er glad for at være her nu, og her på Kildegården føler jeg mig hjemme, siger Mark.

Mark og Britt kom til Danmark som ægtepar og forældre, og nu kan de tilføje titlen arbejdspartnere. Siden hen er deres to piger flyttet hjemmefra og endda begge to til udlandet. Én i Skotland og én i Asien.

Parret bor fem af ugens dage på Kildegården og to dage hjemme i deres hus, hvor de prøver at holde fri.

– Kildegården er med os hjemme i huset også. Vi kan ikke lade være med at tænke på den. Kildegården er blevet en del af vores liv. Den optager faktisk hele vores liv, men det er også sådan et arbejde, vi har længtes efter, fortæller Mark.

De kalder det ”det uendelige job” at lære, hvornår de er ægtepar, og hvornår de er kollegaer. Hvornår de har fri, og hvornår de er på arbejde.

– Nu ved jeg jo ikke, hvordan et kald ellers kan føles, men jeg tænker, at det må være noget i stil med det, vi står i. Det føles jo ikke som arbejde. Og samtidig ved vi jo godt, at vi ikke har fri, når vi er på Kildegården. Selvom det er hårdt arbejde, er det en hjertesag for os begge, siger Britt.

Fra misbruger til medarbejder