’Herrernes herre har styr på det hele’, siger John

Bibelen ligger foran John Mester. Han har slået op på et vers, som har fået særlig betydning for ham den seneste tid.

– Det er fra Esajas’ bog kapitel 6, vers 1. Det er et himmelsyn, og det beskriver Gud på tronen, der er omgivet af seraf-engle, siger han og kigger op.

– Normalt bliver engle afbilledet som små nuttede børn, men det er de slet ikke, smiler han.
Her er englene beskrevet som store seksvingede skabninger.

Håbet om himlen

Er håbet om himlen blevet mere nærværende for dig med alderen?
– Ja, man tænker mere på det. Jeg har tænkt over det i mange år, men nu hvor jeg er blevet 80 år, så kommer det jo nærmere.

I øjeblikket spekulerer han meget på, om man mon kan genkende folk i Himlen, men hvis man kan, er der særligt én, han glæder sig til at gense, fortæller han og tier nogle sekunder.

Katatstrofen på Rhodos

– Jeg mistede min første kone for nogle år siden. Hun forsvandt på Rhodos, siger han så.

– Så det er klart, at hende glæder jeg mig til at se.
Den ellers rolige og beherskede stemme er nu lidt grødet. For selvom det nu er 27 år siden, han mistede sin første hustru Britt, så bringer det stadig tårer frem at skulle genfortælle hændelsen, der, som han siger, er blevet en del af hans historie.

– Vi var oppe for at se et gammelt kloster på et højt bjerg, og så sagde hun: ”Jeg tror, at det er hårdt at komme ned den der vej”.

Så jeg sagde: ”Hvis du nu går ned den der vej, det er den letteste, så går jeg den anden vej, og så mødes vi nede på restauranten”. Jeg spænede ned ad den lange vej. Men hun var der ikke. Jeg troede, hun ville være kommet først. Men hun kom slet ikke. Og så var jeg jo ude og lede efter hende.

You have killed your wife!

Fik du nogen hjælp til at lede?

– Ja, politiet kom. Chefen for alle de græske øers politikorps kom endda og var med.
Han var en barsk herre. Jeg havde mere indtryk af, at han troede, at jeg havde gjort noget ved hende.

Og jeg var også inde på politistationen, og der er altid den onde og den gode betjent. Og så sagde den ene: ”You have killed your wife”, fortæller John Mester og forklarer, at han blev ’reddet’, ved telefonen, der kimede i samme øjeblik.

Det var Claus, en af John Mesters sønner, der ringede fra Danmark.

– Politiet spurgte Claus, om hans forældre havde et dårligt forhold. Og det havde vi jo ikke. Så der blev ikke gjort mere ud af det. Men de tog mit pas fra mig.

Lang eftersøgning

Snart var John Mester omgivet af alle sine voksne børn, og hans gode ven, Niels Peter Finne, som kom ned for at hjælpe med eftersøgningen.

– Min ven, der var politihundefører, fløj både med helikopter og rendte rundt i skoven med sin politihund. Det havde det græske politi ikke erfaring med. Og alle vi andre var også ude og lede og kigge og råbe. Men lige meget hjalp det, fortæller han.
Britt var og forblev forsvundet. Efter fjorten dage måtte familien opgive og tage uafklarede hjem.

Hvilken følelse sad du tilbage med?

– Sorg. Da jeg først fandt ud af, at hun aldrig mere kom tilbage.

I begyndelsen, da jeg kom hjem til Lyngby, hvor jeg boede, så kiggede jeg op imod vinduerne, og tænkte ”hun er sikkert deroppe”. Men det var hun jo ikke.

Fundet et halvt år senere

Først efter et halvt års tid blev John Mester kontaktet af både det græske og danske politi.
Britts lig var blevet fundet. Hun havde åbenbart forvildet sig ind på et militærområde, hvor hun sandsynligvis var dehydreret, inden hun døde.

– Det var selvfølgelig rart endelig at kunne begrave hende herhjemme i Danmark, men det var også forfærdelig hårdt, fordi det nu var sikkert, at hun var død, så vi på en måde måtte gennemleve sorgen én gang til.

Men jeg kom igennem det ved Guds hjælp, simpelthen. Jeg fik en styrke til det, som er overnaturlig.

Ikke vred på Gud

Var du vred på Gud?

– Altså, jeg stillede spørgsmålet: Hvor er du henne? Men jeg blev ikke vred. Det gjorde jeg ikke. Jeg tænkte: Herrens vilje sker. Jeg kunne ikke forstå det. Men jeg havde ikke nogen vrede i mig.

Senere, fortæller han, tog han rundt med sine sønner og holdt nogle foredrag om, hvordan det var at miste et kært familiemedlem på den måde.

Foredraget blev refereret af forskellige medier, og Ulla, hans nuværende kone, læste det.

– Da hun læste min historie, sagde hun ”Jeg vil lave en udsendelse med den mand”.
På det tidspunkt lavede hun et lokalt radioprogram under navnet ’Livskvalitet’. Og det blev vi så et par ud af, fortæller han og ler stille, inden han tilføjer:

– Og nu har vi været gift i 25 år. Vi holdt vores bryllup på Sandkaas Badehotel. Og bagefter holdt vi sølvbryllup på kunstmuseet.

En ny kvinde i mit liv?

– Længe troede jeg ikke, at der ville komme en ny kvinde i mit liv. Men da jeg kom dertil, hvor jeg alligevel tænkte, at nu må jeg komme videre med mit liv, så beskrev jeg simpelthen ofte for Gud, hvordan min nye drømmekone skulle være.

Og det var Ulla?

– Fuldstændig. Jeg ville have en kvinde, der også elskede Herrernes Herre og ville tjene ham sammen med mig. Og det har vi gjort gennem årene.

Med til at starte KKR/TV

John Mester var med til at starte landets første kristne tv-kanal KKR/TV sammen med Birger Lind.

KKR står for Københavns Kristne Radio. Oprindelig søgte de om tilladelse til at sende radio, men fik i stedet tilladelse til at sende TV. Og det betød, at John Mester og Birger Lind rejste til Canada sammen med to frikirkeledere for at lære at lave TV på fjorten dage.

– Det var faktisk os, der brød DR’s monopol. Vi havde 100 frivillige, der alle drømte om at brede evangeliet ud via massemedier.

Vi havde en telefonlinje, man kunne ringe ind til efter udsendelsen, og der ringede rigtig mange. Og jeg møder stadig folk, der blev frelst gennem KKR/TV. Og det har været min store glæde i livet at vide, at vi gjorde noget rigtigt, selvom vi var amatører.

KKR/TV gik i luften i 1983, og John Mester var programdirektør indtil 1989, inden han i stedet blev ansat i et tekst-tv-firma, hvor han blandt andet lavede det første tekst-tv til TV2.

Men uanset hvem han har arbejdet for, har han altid tænkt, at han dybest set arbejdede for Gud – Herrernes Herre.

Fik troen som ung

Hvordan blev du troende?

– Jeg blev frelst, som man siger, i den mellemste køje. Vi var tre søskende, og jeg lå i den mellemste køje med min bibel og følte, Gud talte til mig. Jeg var 12 år, og da jeg var 15 år lod jeg mig døbe, fortæller John.

Som ganske ung startede han som søndagsskolelærer i København. Og allerede som 18-årig fik han sit første lederansvar i den store frikirke, Tabormenigheden, som han kom i.

Siden er han fortsat med at være med i ledelsen af skiftende kirker indtil sin 80-års fødselsdag, hvor han tillod sig selv af træde ud af ledelsen i pinsekirken i Rønne.
Hvorfor går du i kirke?

– Det er fordi, jeg synes, at kirke har noget med fællesskab at gøre. Jeg mener ikke, man kan være kristen alene. Man er nødt til at være det i et fællesskab. Og der har jeg så alle mine trossøskende. Og jeg kan ikke undvære det. Jeg går også i kirke, når jeg er i udlandet.

Mine forældre begyndte at komme i en frikirke, og så kom jeg med i søndagsskole, og så er jeg bare blevet der. Men jeg kunne lige så godt være havnet i en folkekirke.

Hvad er kernen i din tro?

– Det er Jesus, som jo er nøglepersonen i alt igennem hele Bibelen og specielt i Det Nye Testamente.

Hvorfor kalder man Gud for Herrernes herre?

– Det er fordi, der ikke er nogen over ham. Man kan jo ikke være højere end Herrernes herre. Det er fantastisk at få lov til at tjene ham. For jeg ved, at Herrernes herre har fuldstændig styr på det hele. Han har styr på alting. Alt, hvad der sker i vores liv. Alt, hvad der sker i mit liv. Også hvornår jeg skal herfra.

Er du ikke bange for at dø?

– Nej, det er jeg ikke, siger han med øjne, der smiler mildt.
– Jeg er meget afklaret.