De stædige enker – bøn og udholdenhed

Måske er beretningen om præsten, der plejede at stå tidligt op for at bede, velkendt. En morgen valgte han at sove videre i stedet. Forskrækket spørger han de engle, der stod ved hans seng, da han senere vågnede, hvad der var galt. De svarede: vi er ikke blevet sendt ud i dag.

Bøn bygger ikke på følelser, læner sig ikke op ad, hvad vi har lyst til, men griber fat i Guds løfter. Bønnen forholder sig til hvilken sejr, Jesus vandt for os, og ønsker udholdende at bede ind i ordet, når nu vi kan læse, at prisen er betalt, og at den, der beder, skal få.

De stædige enker

I Lukas 18 møder vi en enke og en uretfærdig dommer. Enken er dig og mig. Jesus, brudgommen, døde og efterlod en arv. Den uretfærdige dommer kender vi, ham der er ligeglad med både Gud og mennesker. Enken bliver ved. Hun har læst grundigt i testamentet og ved, at hun ikke har fået, hvad arven tilskriver hende. Dommeren bliver bange for hendes insisteren og ender med at give hende hendes ret.

Der er meget at hente her til vores liv i bøn.

Det kræver udholdenhed og et konstant ”troens blik”. Vi kan kun tjene en herre, og derfor har vi også kun én måde at tilgå tilværelsen på. Vi har ikke et par kirkebriller og et par arbejdsbriller og et par familiebriller med hver deres livssyn og prioriteringer.

Udholdenhed i bøn har brug for, at vi ikke fortynder Guds kraft og visdom med andre forståelser.

Vi beder ”komme dit rige og ske din vilje, som i himlen således også på jorden” og husker, at ethvert sted, vores fod betræder, vil blive givet til os. Så ser vi lidt på, hvad den uretfærdige dommer har tilranet sig i vores liv og lokalområde.

Tag så et særdeles fast greb om testamentet, og bliv en stædig enke, der sætter foden i jorden, slår i bordet og fastholder, at hun ønsker arven udbetalt.

Vær forventningsfuld – Gud kommer til at gribe ind!