Venstre sidebanner eksempel

Kirken og profeterne

Hvordan fungerer det profetiske i kirkerne, og hvordan håndterer menigheden denne tjeneste?

Af Kresten Holmsgaard. Trivselskonsulent, coach mm.

Gud er i gang med at rejse profetiske tjenester op i Danmark. Det gælder både modne profeter, der taler ord til nationen, og nye tjenester, der begynder at rejse sig rundt omkring i de lokale kirker.*

Det kan føre til den største velsignelse, kirken endnu har set, fordi medlemmerne bliver udrustet til at se, høre og gøre, hvad Gud vil, de skal gøre, og fordi Guds nærvær bliver forløst med kraft… Eller også kan det føre til splittelser og konflikter. Det afhænger af, hvor godt det lykkes for kirken og profeterne at favne og elske hinanden.

Evangelisterne og kirken

Vi har tidligere set stærke evangelistiske tjenester i Danmark. Tjenester, der virkelig havde gennembrudskraft og nåede ud i samfundet på en måde, kirken ikke har gjort i mange år.

Desværre er flere af disse evangelister og kirken gået skævt af hinanden, og nu har flere af dem helt forladt landet.

Forestil dig, hvordan det ville have set ud, hvis de havde været integreret i menigheden.

Hvordan ville kirken have set ud, hvis den var blevet opflammet og udrustet af den stærke evangelistiske Ånd, som Gud tydeligvis gav til de tjenester? Mon ikke vi ville nå meget længere ud til verden omkring os, se Guds kraft forløst og se mange flere mennesker frelst og komme ind i kirkerne?

Og hvad med evangelisterne? Hvad ville det have betydet for dem, hvis de havde stået under kirkens beskyttelse med forbøn, visdom og gensidig ansvarlighed? Ville de have stået stærkt i dag og fungeret fuldt ud i tjenesten i Danmark, som de egentlig var kaldede til? Det er desværre ikke sket, og sikke et tab det har været for alle parter — for kirken, for evangelisterne og for Danmark.

Mit formål er ikke at pege fingre eller placere skyld, men når vi i de kommende år kommer til at se stærke profetiske bevægelser rejse sig, vil det være godt at lære af fortiden, så vi ikke gentager mønsteret og taber det, Gud vil gøre, på gulvet.

Profeterne og kirken

Profeterne er ligesom evangelisterne ekstremt dynamiske. De er Guds-fokuserede og ser, hvad han er i gang med at gøre. Når de tjener, skaber de en åben himmel, og mennesker omkring dem får stærke møder med Gud.

De ser, hvad der kommer til at ske, og kalder fremtiden til at blive manifesteret i dag — for den enkelte, for kirken og for landet. Og så er der kraft med, når de taler. Kraft til at sætte i gang.

Bagsiden er, at profeterne ofte kan være utålmodige med mennesker. Hvis de ikke har forståelse for menneskelige processer, kan de forekomme hårde og utålmodige, når kirken ikke ser, hvad de ser.

En faldgrube for dem er at se, hvor kirken burde være, og fordømme kirken for ikke at leve op til det. Når de gør det, volder de Guds Ånd sorg (Ef. 4:29-32), og så er det ledernes ansvar at beskytte kirken imod dem og stoppe dem.

Løsningen for profeterne er at få Guds hjerte for kirken. Kirken er Kristi brud. Hun er den glæde, Jesus så hen til, så han kunne udholde korset. Hun er den strålende by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra himlen for at være en bolig for Gud.

Hun er en kriger, der rider med Jesus for at bringe Guds rige til hele jorden. Hun er hellig og ren i Kristus, et udvalgt præsteskab og sidder på tronen sammen med ham i himmelen.

Profeterne må se bruden, som Jesus ser hende — strålende, kraftfuld, hellig, hengiven — og tale hende op til at være det. Vi må kalde kirken til at være alt det, Jesus ser i hende. Det er den profetiske opgave.

Profeterne må se bruden, som Jesus ser hende —
strålende, kraftfuld, hellig, hengiven —
og tale hende op til at være det.

Og så må profeterne anerkende lederskab. Det kan godt være at lederne ikke ser alt, hvad profeterne ser, eller har så store åndelige oplevelser som profeterne, men de er indsat af Gud med et ansvar for at beskytte kirken.

Hvis profeterne anerkender det lederskabsmandat og giver dem taleret ind i deres tjeneste, vil både profeterne og kirken blive skånet for mange problemer.

Kirkeledelsen bør blive bedre til at tage profeterne under deres vinger, og profeterne må anerkende lederskab. Hvis profeterne anerkender deres lederskabsmandat og giver dem taleret ind i deres tjeneste, vil både profeterne og kirken blive skånet for mange problemer, skriver Kresten Holmsgaard.

At lede profeter

Der er tre nøgleord i det at lede profeter: Plads, bedømmelse og relation. I 1.Thess. 5:19-21 siger Paulus:

Udsluk ikke Ånden,
ringeagt ikke profetisk tale.
Prøv alt, hold fast ved det gode.

Først og fremmest handler det om at give plads til det profetiske. Mange steder har vi i søgervenlighedens navn svunget pendulet så meget til én side, at der ikke er blevet meget plads til, at Guds Ånd kan komme til udtryk.

Man kan sagtens forstå processen, og at der har været brug for det osv., men nu er det tid til at lukke mere op igen. Hvis vi vil have mere af Gud i kirken, må han også få mere plads til at udtrykke sig, som han vil.

Når det så er sagt, vil der selvfølgelig også komme “profetiske” udtryk, der er rent menneskeligt inspireret, og mest, der er lidt af begge dele. Derfor er bedømmelsen så vigtig. Som Paulus siger, skal vi prøve det profetiske, så vi kan holde fast ved det gode.

Her er det vigtigt, at bedømmelsen ikke foregår først og fremmest med forstanden. Vi bedømmer det åndelige ud fra fornemmelsen af Åndens virke i vore egne liv, og ud fra Ordet, som Ånden gør levende.

Den sidste nøgle er relation. For at kunne give plads til profeterne må der være tillid mellem dem og lederne af kirken. Det kommer kun gennem relationer. Vi må bruge tid sammen, lytte til hinandens hjerter, udfordre, korrigere og opmuntre.

Vi må bruge tid sammen, lytte til hinandens hjerter, udfordre,
korrigere og opmuntre. Det er så vigtigt,
at både ledere og profeter kan lære at værdsætte hinanden som Guds gaver.

Det er så vigtigt, at både ledere og profeter kan lære at værdsætte hinanden som Guds gaver givet til menigheden. På den måde er der basis for sundhed i de forskellige tjenester.

Den profetiske kirke

Hvis kirken tager imod profeterne, vil den også få profeternes løn (Matt. 10.41), som jeg vil mene er Guds nærvær, Guds herlighed manifesteret (2.Mos. 33:18). Kirken er skabt til at være fyldt af Gud. Når profeterne tjener kirken, vil vi se en kirke, hvor:

– Guds nærvær flyder over i tilbedelse.
– mennesker kommer ind og får stærke møder med Gud.
– Himlen er åben, og syner og visioner er almindelige.
– der flyder åbenbaring ud til byen og landet.
– hjerter og kroppe bliver helbredt.
– alle slags mennesker vil søge til, fordi de får guddommelige løsninger på deres problemer.
– gaver bliver trukket frem i lyset, og kaldelser bekræftet.
– alle får vendt deres blik mod Jesus som Herre og konge.

Lad os bede om og arbejde for, at profeterne kan elske kirken, og kirken kan elske sine profeter.

* For nemheds skyld vil jeg her omtale både de modne og de spirende tjenester som profeter, selvom man kan argumentere for, at det vil være sundere ikke at “udnævne” sidstnævnte til profeter.