Ørnen fra Herning, kyllingen fra Tølløse og ormen fra Vejle

Jeg har købt en cykel. Jeg elsker at cykle og har haft mange cykler – en citybike, flere gamle cykler, MTB, en lilla cykel og sågar en sofacykel. Nu har jeg så købt mig endnu en cykel. Et vilddyr! En potent jernhest med 27 gear. Skabt til at bestige stejle bjergtinder og køre i et sejt malende tråd udover de åbne vidder – på den store klinge selvsagt.

Et skår er der dog i glæden, for jeg har fået en åbenbaring ude i mit cykelskur. En tanke så uoverstigelig som var det selveste Mont Ventoux i al sin skaldede gru. Cyklen får mig til at erkende, at jeg er nået en milepæl i mit liv som mand. Jeg er selvsagt ikke et barn længere.

Studieårene er også forbi, hvor man måtte transportere sig rundt på en rusten havelåge, fordi man ingen penge havde, og fordi en klaphat af en københavnsk cykeltyv havde hugget ens konfirmationscykel. Derudover er tiden med barnestole, cykelvogne og efterløbere forbi.

Endelig er løntrinnene vokset omvendt proportionalt med min hårgrænse. Kort sagt, så er jeg blevet midaldrende!

Jeg genkender samme mønster hos flere af mine ”medmændesker”. Vi rammer en alder, hvor mulighederne pludselig melder sig, og tiden er inde til at tænke: ”Hvad nu?”

Midtvejskrisen kan starte her, for nu åbner der sig masser af muligheder, og manden opdager, at han stadig kan noget med sin krop. Selvom han ældes, så er han stadig stærk, udholdende og i stand til at vinde! Måske er der også noget cowboy eller ensom-ulv-romantik over cykelprojektet, for derude på landevejen er der frihed for karriere, afdrag på huset, snak, boligindretning og konflikter med kone og børn.

Tilbage i mit cykelskur står jeg klar til at fedtforbrænde, drage på togt, pilgrimsfærd, konkurrence eller til terapi. Jeg er iført mit strammeste trikot og hurtig-brillen, klar til at bekæmpe alderens både biologiske og mentale ustoppelige blodhunde – men hvad sker der så?

Straks har min søn luret situationen og spørger: ”Skal vi følges?” Et øjeblik rystes jeg, for skal jeg nu alligevel snakke og forholde mig til noget, mens jeg cykler?

Efter at have talt til ti inden i mig selv, siger jeg altid ja. Når alt kommer til stykket, er det vel fantastisk at have folk at følges med gennem livet under alle forhold. Han kører godt nok let fra mig, så det får mig jo til at føle mig som en træt og midaldrende far, men det er alligevel ok, for det er jo der, jeg er nået til i livets store landevejsløb.