Danmissions genbrugsbutikker skal være plastikpose-fri

”Plastik sviner – genbrug posen” lyder det nye slogan i Danmissions genbrugsbutikker, som også sælger hjemmessyede muleposer.

Der bliver taget et vigtigt skridt for at mindske plastikforbruget, når alle Danmissions 72 genbrugsbutikker fra den 1. september i dag sætter gang i en særlig indsats for at blive plastikpose-fri.

”Plastik sviner – genbrug posen” lyder det nye slogan i Danmissions genbrugsbutikker, der ligger fordelt over hele landet. Kunderne skal fremover huske at medbringe deres egen pose eller indkøbsnet til at bære deres varer hjem i.

De kan dog også vælge at købe en hjemmesyet mulepose, som frivillige fra Danmissions butikker har syet af genbrugsstof, fortæller Jannie Zillig, der er leder af Danmission Genbrug og Salg.

“Frivillige over hele landet har gennem en længere periode haft godt gang i symaskinerne for at blive klar. De er enormt kreative og syr flotte og unikke muleposer af både herreskjorter, jeans, duge, sengetøj og andet overskudsstof. Muleposerne er et rigtigt godt og holdbart alternativ til plastikposen”.

Som velgørende moms-fritaget organisation må Danmission ikke ligesom detailhandelen tage betaling for plastikposer. Det har sammen med miljøbevidste frivillige startet den særlige indsats for at blive plastikpose-fri, forklarer Jannie Zillig.

Nogle af Danmissions butikker har allerede taget forsmag på at udfase plastikposerne helt – og det er gået over alt forventning, oplyser Danmission.